Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Vi har stået her før. Med Inklusionsreformen i 2012 gik man efter at inkludere 96 procent af alle børn i almenskolen. Dengang så vi, at det var en helt forkert vej at gå, for almenskolen kunne slet ikke imødekomme behovene hos blandt andre de autistiske børn. 

Det fik mistrivslen til at stige i sådan en grad, at begrebet skolevægring – som vi i Autismeforeningen kalder for ufrivilligt skolefravær - blev alment kendt.

På trods af den historik er man i den københavnske Børne- og Ungeforvaltning i disse dage i fuld gang med at tale om, hvordan man skal arbejde videre med, at intet mindre end 97 procent af de københavnske skolebørn inkluderes i almenskolen frem for at komme i et specialtilbud.

Hvis forvaltningens vision om 97 procent skal have gang på jord, skal der investeres massivt i området. Og her er det på ingen måde nok at udstyre en klasse med to lærere, der måske/måske ikke har været på kursus med henblik på at støtte de børn, der ellers ville have fået et specialtilbud.

Autistiske børn har brug for at blive mødt med de rette, specialpædagogiske kompetencer, ligesom de har et stort behov for struktur, forudsigelighed og ro. Noget, der er urealistisk med en klasse bestående af 28 børn, hvor der er et virvar af sanseindtryk fra klassekammeraterne.

Visitering må ikke bero på forvaltningskalkuler

Intentionerne er gode, men børn kommer ikke i trivsel af gode intentioner. Børn med overstimulerede nervesystemer er ikke modtagelige for undervisning. Enhver voksen, der har været ramt af stress, ved hvor nedbrydende tilstanden er for de kropslige funktioner, og hvor nedsat evnen til at fungere som menneske er. 

Uden massive investeringer i de rette kompetencer og rammer tør vi ikke tro på, at børn i højere grad kan trives i almenskolen. Visitering til skoletilbud må derfor aldrig bero på forvaltningskalkuler, der er blottet for specialpædagogiske kompetencer. Og desværre er det ikke vores oplevelse, at det er de faglige kompetencer på det område, der bliver lyttet til. 

Hvorfor har de ikke lyttet til os?

Vi er flere, der finder det foruroligende, hvor lidt handicaporganisationerne er blevet hørt i den her sag. Undervejs i København Kommunes analysearbejde har Autismeforeningen været inviteret med til et enkelt møde, hvor vi har delt vores viden i forhold til, hvordan man skaber trivsel for børn med autistiske hjerner. Men det viste sig, at præmissen for mødet var at klarlægge – ikke om, men hvordan - man inkluderer 97 procent af børnene i almenskolen.

Konklusionen må desværre være, at skolen ikke er blevet bedre til at imødekomme børn med handicaps og andre særlige behov. I dag ser vi, hvordan ufrivilligt skolefravær er blevet hverdag og ikke længere er forbeholdt autistiske børn og unge. Mistrivslen findes overalt i kommunen, og børn mistrives i en grad, der har afsmittende effekt på personalet. 

Der venter en dyr regning

Vi bakker op om Københavns Lærerforening, som er meget tydelige omkring, at ingen af de børn, der i dag går i specialtilbud, ville kunne gå i et alment skoletilbud. Til gengæld er der mange af de børn, som er indskrevet i almenklasserne, der burde gå i specialtilbud. 

Det er tankevækkende, at der heller ikke lyttes til den gruppe mennesker, der bliver pålagt at løfte denne urimelige opgave ude på de københavnske skoler.

Vælger man at gå videre med det her i Københavns Kommune, frygter vi, at der kommer til at vente en særdeles dyr regning i den anden ende, når endnu flere børn end tidligere er i mistrivsel, og endnu flere lærere er gået ned med stress eller flygter, fordi de står over for krav, som de umuligt kan leve op til.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk