Alle børn er sære og særlige. Ja, det er alle mennesker. Derfor handler livet også om viljen til at møde det særlige - det anderledes. Og det handler en ny bog, »Fluen på væggen«, om. Her kan læseren møde Erik på otte år og den flue, der er inde i Eriks hoved. Læseren får også en fortælling om at have en diagnose som Aspergers. Det kunne også have været en anden diagnose.

Det er fluen, der fortæller, hvad den oplever, og det er en erfaren flue, for den har været inde i hovedet på en hund, en politiker, en rockguitarist, en lærer - og mange, mange flere. Men der var ret kedeligt inde i alle de hoveder. I Eriks hoved er der til gengæld ikke kedeligt. Erik oplever hele tiden utroligt meget. En pind bliver til en krokodille og til et kæmpebor på en blå gravemaskine, til en slange og en indianerkano. Erik ser meget forskelligt, mange detaljer. Bogen er dedikeret til alle »øjemennesker« - dem, der har øjne for mange detaljer.

Erik nynner, gynger, kan lide at lege med ord - pebermynte bliver til powermynte og kartoffelmos til kartoffelmus.

Erik og fluen tager også hen på skolen, hvor det godt kan være svært at være, når man som Erik godt kan lide, at der ikke er andre mennesker. Som han siger, så er det »sådan herligt at være lidt alene«.

Børnebog om inklusion

Erik i bogen er bygget over otteårige Erik i virkeligheden. Det er hans far, der er forfatter til »Fluen på væggen«. Han var også gymnasielærer indtil sommerferien og har blandt andet undervist en klasse med Asperger-elever i billedkunst. Nu vil Claus Nivaa skrive. Sammen med den syriske forfatter Nader Alkasem skriver han lige nu på en bog med digte fra steder i Danmark og i Syrien. Fra barndom og voksenliv. Bogen skal udkomme på dansk og arabisk.

»Jeg har tænkt 'Fluen på væggen' både som en børnebog og som en hjælpebog til inklusionen i folkeskolen. Tænkt, at bogen kan forklare noget og bruges til at tale med eleverne om, hvordan det kan være at have Aspergers«, fortæller Claus Nivaa.

»Erik siger selv, at han er 'ligesom alle andre, bare anderledes'. Det er fluen, der fortæller, men Erik har på sin vis også digtet en del af bogen. Jeg bruger mange af hans udtryk. Han har en meget konkret og sansende tilgang, som rummer en unik poesi«.

Fluen hører Eriks nynnen, vinden i ahorntræets blade, naboens hvide kat, der gaber træt og smaskende, lyden af en grønlig bille, der falder ned på en sten med et klik. Erik hører mange ting fra huset, fra alle etager - ligesom han ser meget. Han sanser lyde, lugte, billeder, ord - alting.

Claus Nivaa fortæller, at Erik går i specialklasse med henblik på inklusion. Han er i en anden klasse i engelsk. Her har han en særinteresse og har selv lært sig engelsk.

»Ideen med fluen i bogen er at prøve at se verden gennem et autistisk sind - og se, at den nok ikke er så forskellig fra andres«.

Skolen som krigszone

Dialogen i bogen har Claus Nivaa skrevet ud fra Eriks ord. Ligesom Eriks mantra er med. »Det er jeg tilfreds med«, siger han, når noget er godt.

Ahorntræet fra bogen står i haven i Aalborg, hvor Claus Nivaa bor med familien. Han har ofte set Erik gynge dér, så det var oplagt, at det netop er dér, fluen møder Erik. Mens han leger, nynner, lytter til alle lydene, og fantasien kører.

Fluen fortæller, at Erik i skolegården låser sin krop, mens der er åbent inde i hovedet. Han tænker på, hvad han skal sige til sin mor. At det er lidt svært for ham at møde de andre børn, dem fra de andre klasser: »De børn skal altid snakke med mig. Jeg ved godt, at det bare er for at lære mig at kende, men jeg vil bare være sådan lidt alene«, tænker Erik.

»Det er ikke, fordi drengen ikke vil lege med de andre børn. Det er bare, som om hans hjerne nogle gange ikke vil give ham lov«, forklarer fluen.

Da læreren spørger Erik, hvorfor han ikke vil lege med, siger han, at det nærmest er lidt som en krop, der kæmper mod en hjerne i en lille krig. »Hjernen skal regne ud, at nogle også er søde mod mig. Men sommetider vil min hjerne ikke give lov«, svarer Erik og forklarer, at når hjernen bestemmer lidt for meget, så er man nødt til at tage det modsatte valg og gå lidt væk.

Her viser bogens tegninger, at Erik står og ser på en krig. Der er fly, kampvogne og bomber. For det er her, det er svært. Så går det bedre, når han leger med Lego, læser om mennesket eller om ræve, der har hans store interesse. Eller når han er sammen med sin gode ven.

»Både voksne og børn kan indimellem tænke, at de står i en krigszone i nogle situationer, så det kan man tale om i klassen. Man kan lade børnene møde det narrativt, sådan at det anderledes også bliver noget fælles. Jeg har tænkt det som en diskussionstekst, der kan bruges i en klasse. Man kan tale om, at Erik nynner, eller at han brummer, hvis han bliver frustreret. Man kan bruge bogen til højtlæsning og i dansk. Man kan se på billederne, og børnene kan tegne, hvordan de har det«, siger Claus Nivaa.

»I bogen er det ikke drengen selv, der fortæller. Det er for det meste fluen, der aflytter, fortolker og fortæller«.

Et tænksomt barn

Claus Nivaa fortæller, at Erik var meget lille ved fødslen, og at han er knap fire år, da de erkender, at han har Aspergers syndrom.

»Han er højt fungerende, men sen i sprogudvikling. Han laver nogle finurlige sprog-sammensætninger, er refleksiv og tænksom. Han er lidt klodset og spøjs for at bruge et lidt gammeldags ord. Vi boede i Grønland, da han var lille, og vi oplevede, at han slet ikke spurgte ud i verden, ligesom hans søster og andre børn i børnehaven gjorde. Vi tænkte, at det var, fordi han oplevede to sprog og to kulturer«.

Da familien kom til Danmark, var der en pædagog i børnehaven, der spottede ham, og han blev udredt.

»Han kom i specialbørnehave og tog nogle tigerspring udviklingsmæssigt. Han var heller ikke længere så træt og kunne bedre udtrykke sine følelser«, siger Claus Nivaa.

Erik omtaler indimellem sig selv som »Aspy«.

»Bogen er tænkt som en kærlighedserklæring til børn med en mental anderledeshed og et lyrisk indlæg i den verserende inklusionsdebat«, siger Claus Nivaa.

Han kender tegneren Martin Bowyer, der også har lært Erik at kende i forbindelse med bogen.

Evnen til detaljer

Claus Nivaa har undervist i gymnasiet i ti år. Tre år i Grønland og syv år på Aalborg Katedralskole.

»Jeg elsker at undervise, og jeg skal nok tilbage til undervisning på et tidspunkt, men nu har jeg sagt op og prøver en ny begyndelse. Med endnu et barn på vej og med lysten til at skrive«.

Han har tidligere været med til at udgive »Rødder«. En bog og cd med ti ældre digte fortolket af ti rappere.

Claus Nivaa fortæller, at det har været fantastisk at undervise Asperger-klassen på Aalborg Katedralskole i billedkunst, fordi de er gode til at se så mange detaljer og tager imod et nyt materiale, når de får det i hænderne.

»Fordi det er billedkunst, har jeg ikke oplevet at skulle slæbe eleverne til fadet. Når de får en gang ståltråd eller ostevoks i hænderne, så går de i gang. Det praktiske aspekt virker ofte godt. De har en vidunderlig evne til at se detaljer. Det er dem, der opdager, at et maleri faktisk viser råddent kød, fordi de ser de små fluer, der sidder på kødet«, siger Claus Nivaa, der også har undervist i dansk.

At lære at begå sig

Flere i hans familie underviser børn med diagnoser, og de har ofte talt om vigtigheden af, at børnene ikke får lov til at opføre sig som små arabiske prinser. Børnene har også selv et ansvar, men skal naturligvis støttes.

»Det er mig, der skal lære Erik at give hånd og se folk i øjnene, når han taler med dem. Det er hårdt og svært at få et særligt barn, men man skal passe på ikke at gøre børnene en bjørnetjeneste - altså i den gammeldags betydning. Vi har en trang til at beskytte vores børn, men de skal også lære at begå sig i verden, i badmintonklubben, i skolen og i lokalområdet«.

Claus Nivaa deltager i forskellige Facebook-grupper om børn med diagnoser, men kan godt blive træt af, at mange forældre nærmest vælger en identitet som forældre til et særligt barn.

»Der er udsagn som 'Giv os en kugledyne nu'. Jeg kan godt spejle mig i det, men det handler om meget mere. Jeg kan jo lide Erik som den, han er. Måske skal forældre ikke prøve at ændre og kurere, men i højere grad acceptere, være glade og se det positive i det særlige«.

»Andre skal ikke møde Erik anderledes, men de må gerne møde det anderledes og møde det på en anden måde«, siger Claus Nivaa og spørger, hvor mangfoldigheden egentlig er henne i samfundet.

»Vi er alle bange for det ekskluderende. En angst, der fylder i verden. Vi er bange for at stå ved vores særheder, og samtidig er det jo det særlige, der fylder for eksempel i medierne. Bare se en olympiade, hvor det er alt det skæve og underlige, som folk gør, der kommer historier ud af i medierne. Hvorfor ikke favne det særlige, inkludere det? Vi har alle nogle særheder - og måske har vi også en flue i hovedet«.