Hvert tredje barn, der har oplevet livskriser, fortæller, at de oplever, at de voksne på skolen ikke kender til livskrisen. Hvert fjerde barn oplever, at deres lærer heller ikke generelt spørger dem, hvordan de har det. Andelen af børn, der oplever, at læreren interesserer sig for dem, er gennemgående mindre i 7. klasse sammenlignet med 4. klasse.

Det er noget af det, organisationen Børns Vilkår har fundet ud af i en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.672 børn i 4. og 7. klasse. Undersøgelsen ser på, hvordan børn oplever at blive set og hørt af de voksne i skolen.

Børnefaglig konsulent i Børns Vilkår Sanne Lind mener, at lærerne gerne vil arbejde med relationer, men at opmærksomheden på det enkelte barn kan drukne i alle de andre opgaver, der er på skolen.

”Det er ikke en stor meropgave, men det skal systematiseres, der skal være en kultur for det, og man skal føle sig klædt på til opgaven. Det er vores oplevelse, at det er der nogle lærere og pædagoger, der ikke føler, de er”, siger Sanne Lind, der selv er uddannet lærer og har arbejdet som AKT-vejleder og i udskolingen i 17 år.

Børns Vilkår opfordrer i analysen til, at lærere har rum og tid til at prioritere den nære kontakt til eleverne, og at der på skoler er en systematik i, hvordan lærere spørger ind til eleverne. De opfordrer til, at der både på læreruddannelsen, og når det gælder opkvalificering af medarbejdere målrettet arbejdet med ”professionelles relations – og inddragelseskompetencer”. De peger også på, at det er vigtigt at gribe tidligt ind ved mistrivsel, og at man inddrager barnet i løsningen på problemer.

”Det er skolens ansvar og dermed skoleledelsens ansvar, at der skal være fokus på trivsel. Det skal sættes på dagsordenen på møder i lærerteam og på møder for alle lærere og pædagoger, og det skal prioriteres. Så kan det være, at der er noget andet, der ikke skal prioriteres”, siger Sanne Lind.

Skolen kender ikke til alle livskriser

I undersøgelsen har 1.390 børn svaret, at de inden for de seneste fem år har oplevet, enten at deres forældre flyttede fra hinanden eller blevet skilt, at én i den nære familie blev ramt alvorlig sygdom, at de selv var udsat for mobning eller havde en periode med meget fravær (som ikke skyldtes ferie eller sygdom).

Undersøgelsen viser, at 32 pct. af de børn, som har oplevet en af disse livskriser, ikke mener, at skolen kendte til deres livskrise. 27 pct. er i tvivl, mens 41 pct. mener, at skolen kendte til livskrisen. De børn, som har svaret, at skolen kendte til livskrisen, er i undersøgelsen blevet spurgt om, hvorvidt der var en voksen på skolen, som talte med dem om, hvordan de havde det. Halvdelen svarer, at deres lærer snakkede med dem om det, mens hver tiende svarer, at de talte med en anden voksen på skolen. En tredjedel svarer "nej" og hver tiende ”ved ikke”.

”Voksne kan synes, det er svært, når der er børn i krise. Man kan tænke: Når jeg spørger de her børn, gør jeg så ondt værre? Får jeg åbnet for en pose, jeg ikke kan lukke igen. Eller kan jeg overhovedet hjælpe det her barn? Lærere og pædagoger skal ikke være psykologer, men de skal være tilgængelige. Og hvis et barn har brug for noget ekstra, end det der kan gives i dagligdagen, så skal de voksne vide, hvordan de hjælper de børnene videre”, siger Sanne Lind.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal glæder sig over, at 75 procent af eleverne føler, at deres lærer spørger ind til dem, men han ærgrer sig over, at så mange børn, der oplever kriser, ikke mener, at skolen kender til dem. Selv havde han ikke meget undervisning i svære samtaler med eleverne, da han gik på seminariet, og det tror han heller ikke, man har i dag:

”De lærerstuderende, der er kommet siden 2014, har meget fokus på det faglige. Der er blevet væsentlig færre tolærertimer i skolerne end tidligere. Så tiden til at snakke med den enkelte er ikke blevet bedre”, siger han og peger på en tidligere undersøgelse, som viser, at elever hellere gik til pædagoger, når de oplevede udfordringer, fordi lærerne var mere optaget af det faglige.

”De turde ikke gå til læreren, og fordi pædagogerne ikke gav karakterer, gik de til pædagogen. Det er noget, man skal være opmærksom på. Der er kun én, der lider under det, og det er barnet”, siger han.

”Børn har brug for at snakke med andre end forældrene, og der er skolen god. Vi skal ikke løse opgaven, men vi skal snakke med dem og give dem luft for frustrationer og tilbyde dem at finde hjælp til dem, men det er ikke vores opgave at afhjælpe problemer”.

DLF: Styrk klasselærerrollen

Formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Regitze Flannov ved, at noget af det, som motiverer lærere til at gå på arbejde, er at have gode relationer til eleverne.

”De gode relationer er det, som giver den rigtig gode undervisning. Noget af det, vi arbejder for, er at få genetableret det rum i skolen, hvor vi kan komme rundt om alle børn hver dag. Det handler ikke om, at vi skal nå at spørge hver enkelt elev: ”Hvordan har du det?”, men det handler om at få en føling med eleverne, og i en travl hverdag kan det være svært at nå”, siger hun.

Hun peger på, at lærernes tid til relationsarbejde blev mindsket, da folkeskolereformen i 2014 indførte flere undervisningstimer med det samme antal lærere. Samtidig blev klasselærerrollen udfaset mange steder.

”Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke tager klasselærerrollen meget mere alvorlig alle steder. Det er vigtigt at have en funktion som er vedvarende, som kan tage hånd om fællesskabet og skabe sammenhænge på tværs af barnets mange arenaer ”, siger Regitze Flannov og fortæller, at der i arbejdstidsaftalen før 2013 var afsat et bestemt antal timer til klasselærerrollen.

”Nu er det flydende. Når man tænker på børn, der er sårbare i en periode, så er klasselæreren og skabe sammenhænge på tværs af barnets mange arenaer helt vital for at bygge bro mellem det der hjemme, de andre lærere, klassen og hvad der sker i fritidstilbuddet. Det er ikke alle steder, man udfaser klasselærerbegrebet, men det er rigtig mange steder, at det er kommet bag i køen”, siger hun.

Børnefaglig konsulent i Børns Vilkår Sanne Lind fortæller, at Børns Vilkår oplever, at klasselærerrollen på mange skoler er blevet fordelt på flere kompetencepersoner, og det mener hun kan være en fordel.

”Vores oplevelse er at der rundt omkring på mange skoler er en kontaktlærerordning, hvor rollen er delt det ud på flere voksne. Det kan være en god ting, for så er der flere voksne, der har blik på børnene. Og nogle gange er det ikke klasselæreren, men måske musiklæreren, der har den bedste kontakt til et barn”.

Regitze Flannov peger også på klassens time, som er forsvundet fra elevernes skemaer.

”Her kunne man tage temaer op, som havde relevans for børnenes her og nu liv med de problemer og relationer der er, og med fokus på, hvordan man trives. Der er sket noget, som har gjort, at vi har fået for travlt med de forkerte ting”.

DLF: Co-teaching kan skabe bedre kontakt

Det er også derfor, at DLF peger på kortere skoledage og undervisning med to lærere, som en af løsningerne.

”Vi hører lærere fortælle, at det er svært at nå rundt om alle elever i klassen, når man er alene med eleverne. Vi så hellere to lærere i stedet for de lange skoledage”, siger hun og peger på coteaching som en vej til at komme tættere på eleverne og have elever, som har gode relationer til hinanden.

”Co-teaching er en metode, hvor man i langt højere kan kan nå rundt og sikre relationen mellem elever og lærere og ikke mindst sikre alle elevers deltagelse i undervisningen. Det er en vigtig brik i at trives”.

BUPL: Pædagoger kan mindske presset

Formand for BUPL Elisa Rimpler mener, det er dybt bekymrende, at der er børn, som ikke føler sig set eller hørt i skolen.

"Som pædagoger har vi en afgørende rolle, når det handler om at sikre, at børn trives og er en del af et fællesskab. Der skal selvfølgelig være tid til og mulighed for, at vi med vores faglighed kan tage hånd om de børn, der ikke har det godt. Det kræver en folkeskole, der ikke alene har blik for det, børnene skal blive til, men også i højere grad værdisætter arbejdet med trivsel og det gode børneliv", siger hun og peger på, at der er færre pædagoger i skolen, jo ældre eleverne bliver.

"Vi kan se på analysen, at børn i 7. klasse føler sig mindst set og hørt. Det passer med at presset med karakterer og eksaminer fylder mere, men også at det er i udskolingen, der er færrest pædagoger. Men arbejdet med trivsel og fællesskaber bliver ikke mindre vigtigt med alderen. Faktisk kan det være en både tryghedsskabende og stabiliserende faktor i udskolingen og i overgangen mellem skole og ungdomsuddannelse. Og derfor værd at investere i".

Regitze Flannov understreger, at hun mener, at den bedste løsning er to lærere og ikke en lærer og en pædagog i klasserne.

”Trivsel kommer gennem god og motiverende undervisning. Den slags undervisning vi alle drømmer om. Det praktisk-faglige, det kreative, det sanselige, undervisning, hvor alle mulige didaktiske metoder der bliver sat i spil. Man skal skabe rammerne til det, så sikrer man også et rum, hvor alle føler sig set og kan være med”.