Royalt besøg

Eleverne på Pilehaveskolen samledes om dronningen på jagt efter en royal highfive.

Tesfaye om dronningens trivselsprojekt: Brug for ekspertise i børns trivsel

Trivsel og faglighed skal gå hånd i hånd, mener ministeren. Så da dronning Mary besøgte Skolestyrken-skole i hans lokalområde, tog han med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med dannebrogsflag, hjemmelavede skilte og bunkevis af highfives tog Pilehaveskolen i Vallensbæk forleden imod dronning Mary, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen. 

De besøgte skolen for at høre om erfaringer med trivselsprogrammet Skolestyrken, som Mary Fonden står bag sammen med Børns Vilkår og Red Barnet. 

Eleverne havde forberedt sig til det fornemme besøg.

”Som politiker ender man ofte med at diskutere fagligheden i folkeskolen, men for mig er det vigtigt, at trivsel og faglighed går hånd i hånd. Så når jeg ved, at dronning Mary og Skolestyrken i flere år har arbejdet med at forbedre skoletrivslen, vil jeg gerne se det i praksis og bakke op om det. Særligt når det nu er på Vestegnen”, fortalte Mattias Tesfaye Folkeskolen.

Hvad synes du om Skolestyrken efter at have hørt om det?

”Jeg vil gerne bakke op om Skolestyrken, men der findes også andre måder at løse opgaven på. For mig handler det ikke om, at man nødvendigvis vælger dette program, men mere om at man arbejder systematisk med trivsel. Det er vigtigt at have en langsigtet struktur, når man vil styrke elevernes trivsel, så det ikke bare bliver et kortvarigt initiativ, der forsvinder igen, når budgetåret er slut”.

Skolestyrken

Skolestyrken tilbyder en samlet indsats for hele skolen til arbejdet med både at fremme skoletrivsel og forebygge og håndtere mobning fra 0. til 10. klasse. Siden lanceringen i 2020 har omkring 70 skoler deltaget i programmet.

Udvalgte medarbejdere på skolen uddannes til resursepersoner, der skal sikre, at programmet bliver en fast del af trivselsarbejdet.

Skolestyrken er det første fælles initiativ under Alliancen mod Mobning, som består af Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet. Initiativet er udviklet med støtte fra Ole Kirks Fond, TrygFonden og A.P. Møller Fonden.

Et Skolestyrken-forløb koster 65.000 kroner. Prisen omfatter Skolestyrkens samlede helskoleprogram – herunder otte besøg fra Skolestyrkens konsulenter og adgang til værktøjer og materialer på deres hjemmeside. Skolestyrken er non-profit. Prisen dækker de faktiske udgifter, der er forbundet med implementeringen af programmet.

Skolestyrken er for nylig blevet evalueret – læs mere her

Er konsulentarbejde den rigtige måde at bruge pengene på i folkeskolen?

”Hvis folkeskolen skal arbejde systematisk med trivsel, kræver det, at nogen har det som deres opgave. Om det så er på skolen eller i forvaltningen, det har jeg ikke nogen holdning til. Ligesom vi har ekspertise, som skolerne kan trække på, hvis der er problemer med matematik eller læseprøver, skal der også være ekspertise at trække på, når det gælder mobning og mistrivsel”.

Ministeren lyttede med, da elevrådet præsenterede sine forslag til at styrke trivslen.

Skolens elevråd præsenterede de besøgende for forskellige bud på, hvad de mener, der skal til for at styrke trivslen – elevinddragelse er nemlig en central del af programmet. 

For eksempel en temauge, der kan være med til at skabe relationer på tværs af klasser og klassetrin. Eleverne ønsker også mere fællesskabende undervisning med gruppearbejde, bevægelse og undervisning uden for klasselokalet.

Skoleleder: Skepsis forsvandt hurtigt 

I sommeren 2023 besluttede kommunalbestyrelsen i Vallensbæk, at Pilehaveskolen og de to andre folkeskoler i kommunen skulle arbejde med Skolestyrken – en beslutning, som skoleleder Mette Juel er glad for i dag. 

”Vi manglede en struktur for, hvordan vi snakker om elevernes trivsel på skolen. Det har Skolestyrken givet os, samtidig med at vi har fået nogle bud på, hvordan vi kan sætte ind over for de trivselsproblemer, vi står med”, siger hun. 

Selvom lærerne i starten var skeptiske over for programmet, fortæller Mette Juel, at skepsissen hurtigt forsvandt igen. 

De værktøjer, skolen fik til at forbedre trivslen, var nemlig så konkrete, at de ikke krævede store ændringer i den travle lærerhverdag. 

Ud over at hun er glad for programmets virkning på skolen, sætter hun også pris på det royale besøg, Skolestyrken nu også har ført med sig.

”Pilehaveskolen har haft besøg af dronningen – det er da bare fuldstændig fantastisk! Jeg bliver helt bevæget på elevernes vegne, for det her er en kæmpe gave og noget, de kommer til at huske”.