»Mosse, du skal se den her smiley«.

Henning Mogensen traver hen til bordet, hvor pigen med det ildrøde hår og store ørebøffer sidder ved skolens bærbare computer.

»Det vil jeg da gerne«. Forsigtigt trækker han stolen ved hendes side ud. Og lader sig glide ned på den. Han vurderer ansigtet med tungen ud af munden på skærmen. »Det ser skægt ud«. »Det er da et flot rødt hår, du har fået«, siger han og vender blikket mod papirerne på bordet. »Foreløbig har du ikke fået lavet så meget. Var det ikke Brasilien, du skulle lave noget om? I Brasilien er de fattige. Når de går på folkepension, får de ingenting«, siger han.

Henning Mogensen er midt i lektiehjælpen for de store elever på Nysted Skole på Lolland. Hver tirsdag kommer eleverne frivilligt og får hjælp til lektierne. Engang kom der kun tre elever. I dag er der omkring 15, og sidst var der over 20. Henning Mogensen har et lille budget til lektiecafeen.

»Mange af dem er sultne og trætte. Så jeg kommer med noget billig cola og nogle småkager, og så bliver det meget populært«, siger han, mens han med et rutineret håndledskast svinger nøglebundet frem. Fingrene bladrer gennem nøglerne, og uden at sænke blikket eller stoppe talestrømmen låser han døren til et lille rum ved siden af klassen op. Tre-fire drenge forsvinder ind i rummet.

»Nogle af dem vil bare tale og larme, så hjælper det ikke, de sidder her, hvor der er nogle, der skal have hjælp med matematikken«.

Henning Mogensen har været lærer, siden han som 21-årig kom på græs på Østerfarimagsgades Skole i København. »Det var alt for tidligt«, mener han selv. I 44 år har han arbejdet som lærer tilknyttet Nysted Skole. »De første halvandet år havde jeg et ondskabsfuldt skema. Jeg havde kun kristendom og idræt i 32 timer om ugen«.

Egentlig ville han forlade det aktive lærerliv som 62-årig.

»Jeg regnede ud, at jeg ikke ville gå ret meget ned i løn. Jeg fik fat i kredsen, og de sagde, at jeg skulle gå 1. juli i stedet for 1. august, fordi det ville give mig flere feriepenge. Jeg ville sætte 1.000 kroner til om måneden. Så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne stoppe. Jeg kunne få mere tid til at rejse«, siger Henning Mogensen.

Han har aldrig været nervøs for at kede sig. Skak fylder en stor del af hans liv. »Ja, jeg har næsten tilmeldt mig for mange turneringer«, siger han. Jordstrålemålinger fylder meget. »Er du klar over, at der er nogle huse, der ligger på en sådan måde, så de, der bor der, hele tiden får kræft. Men jeg kan jo ikke så godt gå hen til nogle, der er flyttet ind i et hus, og sige, at her kan I ikke bo«. Og så hjælper han gerne naboerne. »Jeg er jo sløjdlærer, og der er altid noget at gøre«.

Hans sidste arbejdsdag var der inviteret til afskedsreception ude i gården. Den nye skoleleder holdt tale. »Men han kendte mig jo ikke«. Og så kørte Henning Mogensen hjem og holdt sommerferie. Da kollegerne kom kørende på tur med eleverne, vinkede han til dem. Han var ved at sætte vindskeder på huset. Men så ringede telefonen. Det var skolelederen på Nysted Skole, der havde fået en sygemelding fra en kollega.

»Jeg havde været væk halvanden måned. Så kunne man godt spørge, om jeg havde fortrudt, at jeg var gået. Men det havde jeg ikke. Og selv om jeg er i gang igen, så har vi stadig været meget ude at rejse. Vi har været i Vietnam, Kina, Rom, USA og Frankrig - uden for sæsonen«.

Om en uges tid tager han på en længe ventet rejse til Ægypten. Så er der en anden, der i to uger må tage lektiehjælpen om tirsdagen. Livet som senior er nemlig meget mere fleksibelt end livet som lærer.

»Skolelederen ringer klokken halv otte, og så kan jeg sagtens nå at komme ind. Nogle gange er der nogle lister, som jeg kan følge. Men jeg tænker, at det er en nødforanstaltning. Det kan jeg sagtens gøre meget bedre«, siger Henning Mogensen.

»Jeg er særdeles frisk. Når jeg kommer her i lektiecafeen, så kan jeg se, at de andre er trætte efter en lang skoledag, og så kommer jeg og er frisk. De otte år jeg har været her på denne måde, har jeg ikke haft en eneste sygedag. Jo, der var en dag, hvor jeg måtte gå tidligere, men det er det hele«.

Elevers og kollegers anerkendelse er det, som får Henning Mogensen til at blive.

»De fleste lærere vil gerne holde, når de bliver 60. Så stopper de og kommer aldrig igen. Jeg kan mærke, at børnene godt kan lide mig. Det binder lidt at se kollegerne. Det betyder meget at få respons for det, jeg laver. Og det får jeg. Ellers gjorde jeg det ikke«.

»Nogle ældes hurtigt og ser trætte ud. Nogle bliver trætte af børn. Det er individuelt. Jeg er frisk nok. Jeg ved ikke, hvornår jeg stopper. Jeg kan det, jeg skal kunne, og jeg passer til det. Jeg bliver nogle år endnu«.

En af de larmende drenge fra rummet løber ud og tager hele flasken med cola light. Han holder den tæt på kroppen og går bestemt mod rummet.

»Du må ikke tage det hele«, hviner en pige. »Jeg har fået lov«, siger drengen nu lidt mere usikker.

Henning Mogensen kommer roligt ind i klassen efter at have hjulpet et par piger, der sidder ude på gangen.

»Mosse, de har taget al colaen. Du skal gå ind og tage den«, siger den oprørte pige og peger på rummet med de urolige drenge.

»Har de det?« siger Henning Mogensen og ser opskræmt ud. Han går hen til katederet og tryller med et underfundigt smil endnu en billig cola light op af indkøbsnettet. |

Tag en snak med kredsen om, hvornår du har lyst til at gå, og hvad din beslutning betyder for din økonomi.

Jo længere tid du venter, jo større bliver din udbetaling.

De forskellige pensioner - for eksempel alderspension og kapitalpension - kan udbetales hver for sig eller samtidig, du bestemmer.

Du kan med hjælp fra kredsen undersøge de forskellige regler for, hvornår og hvordan du kan få de forskellige pensioner udbetalt, samt hvad du skal betale i skat eller afgift af din udbetaling.

På www.pensionsinfo.dk kan man med NemID få adgang til langt de fleste af ens pensionsoplysninger. Desuden kan man få rådgivning hos kredsene, Lærernes Pension og Lærernes A-kasse enten ved direkte henvendelse eller via deres hjemmesider.

Og så er det en god idé at gå i gang med at søge informationer, i god tid før man går på pension.