"Det, hele tiden at lære mere gør det spændende at passe sit arbejde. Jeg får mere ud af eleverne og mine dygtige kolleger, og de får mere ud af mig. Det, hele tiden at bygge mere på, åbner nye døre for min undervisning, for elevernes læring og for min egen tilfredshed," siger Lotte Bjerreskov, som er lærer på Søndermarksskolen i Vejle. Selvfølgelig kan det også være et pres hele tiden at skulle følge med i, hvad der kommer af ny forskning om undervisning, og det kan også være anstrengende at følge med i, hvad der sker af ændringer i love, faglige krav, test med mere, mener hun.

Hvad kan kolleger gøre for og med hinanden? "Der er meget, vi skal nå, men det der med hele tiden at blive dygtigere er med til at åbne og gøre det spændende, verden er jo kæmpestor - og spændende. Som lærer kører man også i løbet af et skoleår nogle perioder, hvor det ikke lige er udvikling, der er i fokus, men mere stabilitet, træning og konsolidering i hverdagen, og så kommer der igen noget nyt og spændende, som udfordrer. Det bliver ikke noget, der er rart at være i, hvis man tror, at man bare kan gøre, som man plejer."

- Du siger, at du hele tiden lærer nyt, og nævner dine kolleger i samme åndedrag. Hvad er det, kolleger kan gøre for og med hinanden? "Vi er begyndt at arbejde rigtig meget i team, og det betyder, at vi får mere ud af hinanden. Vi bygger på den positive måde, der gør, at jeg nogle gange kan springe nogle udviklingstrin over, fordi mine kolleger ser tingene på en anden måde - eller kommer hjem med noget fra et godt kursus. For eksempel kommer nogle engelsklærere med nogle gode ideer, fordi de arbejder med cooperative learning, det stjæler jeg ind i min danskundervisning. Så bygger jeg noget på noget, som bygger på noget, de har arbejdet med. På den måde bliver vi alle sammen dygtigere. Hvis jeg så skal have baggrunden med, skal jeg jo hen og have fat i bøgerne, eller også skal jeg på kursus. Men det er det, at vi lytter til hinanden og bruger hinanden i temaet, der får det til at rykke i hverdagen."

Mere vil have mere - Kan du også bruge teamet, hvis der er noget, du ikke kan finde ud af med din klasse eller i dine fag? "Her på skolen arbejder vi i klynger, så vi har tre fjerde-, femte- og sjetteklasser sammen. Og så er vi fem lærere omkring de tre klasser. Det er selvfølgelig både dansk-, matematik- og engelsklærere som grundlærere, og så har man dem selvfølgelig i andre fag ved siden af. Vi sparrer med hinanden. Der er så tre dansklærere, der kan sparre med hinanden, og tre matematiklærere, der sparrer med hinanden, og så videre. Hvis det er noget om en enkelt klasse, tager vi det gerne i kerneteamet, hvor klassens dansk- og matematiklærer er sammen. Men hvis det er noget, der berører alle, for eksempel om en elev, der slår alle de andre, så kan det godt være, at nogle af lærerne for fjerde klasse har nogle gode ideer til, hvordan ham fra sjette skal tackles. Hvad skal vi give ham, for at han finder sig til rette?" Det er ikke som i gamle dage, hvor læreren opfattede det som sit eget problem, som han eller hun stod alene med. Nu kan teamet hjælpe, når man samler erfaringerne og ser tingene fra flere sider, mener Lotte Bjerreskov. "Og her kommer igen den der med, at mere vil have mere, for jo mere vi arbejder i teamet, jo dygtigere bliver vi til at hjælpe hinanden, og så udvikler det sig jo også til, at vi hjælper hinanden i hinandens klasser. Også de klasser, vi ikke har. Jeg kan gå ind og stille undrende spørgsmål og sige: 'Hvorfor gør I sådan?'. Eller: 'Hvad tænker den elev måske, når han…?' Når vi danner hold, hvor vi deler eleverne, og hver har halvdelen af klasserne, eller måske et stort hold og et lille hold, er vi en del inde hos hinanden, og vi har DSA-læreren med (DSA = dansk som andetsprog, red.). Det er rigtig dejligt at være sammen med en kollega, der tager noget af undervisningen. Man får god respons bagefter, og hvis jeg har gjort et eller andet, som jeg ikke syntes virkede, spørger jeg hende, hvad hun så, så vi kan hjælpes ad med at forstå det for at gøre det bedre næste gang."

- Har I en professionalisme, så du også kan sige: 'Det var ikke smart, det, du lavede. Jeg mener, at… '? "Det kommer an på, hvor godt vi kender hinanden. Jeg kender DSA-læreren rigtig godt, så hun ville gå lige ind og komme med god kollegial kritik. Mens der er kolleger i det store klyngeteam, hvor vi ikke kender hinanden så godt. Vi har arbejdet med det her i to år nu, og der har været udskiftning ved barsel og klasseskift. Derfor kender jeg jo ikke alle fem så godt endnu, som jeg gør med min DSA-lærer. Det kræver, at man ved, hvor man har hinanden, inden man skærer ind til benet."

- Hvad nu, hvis en kollega siger noget i retning af: 'Lotte, jeg kan se, at hver gang du gør dét der, så opstår der problemer'? Nogle gange må det vel også gå tæt på personen? "Det er klart, at der sker sådan noget indimellem. Men hvis jeg taler ud fra mit eksempel med min DSA-lærer, så tør vi godt gå tæt på problemerne. Men ellers er det noget med, at man lige varmer lidt op og kommer lidt tættere på hinanden, og så tager det to og to, når der er sat tid af til det. Man kan på forhånd tale noget igennem med en kollega om, hvordan man går ind til en tredje kollega, hvis der er noget, der kan være svært. Det er det hele menneske, der er på arbejde, ligesom vi gerne vil have hele mennesker ud af eleverne, når de går ud af skolen."

På cykel får jeg virkelig tænkt noget igennem - Hvordan har du det efter en dag med dårlige oplevelser? Kan du slukke for problemerne, eller tager du dem med hjem? "Noget tager man med hjem, det er helt sikkert. Det gør en forskel, om jeg er på cykel eller i bil. Jeg har 25 minutter til og fra arbejdet på cykel. Og det gør en stor forskel, om jeg sidder de der 25 minutter på cyklen, eller jeg sidder de tolv minutter i bilen. For når jeg cykler, får jeg det bearbejdet. Det gør jeg ikke, når jeg sidder i bilen. Men på cykel får jeg virkelig tænkt noget igennem. Når jeg så kommer hjem, har jeg fået sat de fleste ting på plads. Men når jeg kører i bil, så tager jeg det hele med mig hjem. Når jeg kører bil, er der meget i trafikken, man skal passe på, så der bearbejder jeg ikke noget."

- Det er jo interessant. Når du har kroppen med, bliver der renset ud i dagens oplevelser? "Ja. Det er så heldigt, at jeg begynder med at køre ned ad bakken, så kan jeg lige få renset ud. Ind gennem byen skal jeg være mere opmærksom, men så, når jeg kører op ad bakken, så går det lidt langsommere for mig, jeg er jo ikke nogen sportscyklist. Så tænker jeg: 'Hvad er mulighederne?'. Så får jeg set alle mulighederne i det problem, jeg skal løse, og når jeg så kommer op ad bakken og hjem, så har jeg ofte fundet ud af, hvilken vej jeg vil gå med problemet."

Jeg var dødtræt, når jeg kom hjem - Følte du dig godt klædt på til at komme ud og undervise, da du havde taget din læreruddannelse? "Nej. Jeg var ung og meget naiv, da jeg var færdig på Hjørring Seminarium. Det var i 1991, og det var svært. Dengang var der, ligesom nu, heller ikke så mange job. Men man kunne være heldig at få et årsvikariat; det gjorde jeg - og skulle så tage de fag, der var tilbage. Jeg fik maskinskrivning, som man stadig havde dengang. Jeg kunne heldigvis tifingersystemet, så det var ok. Så havde jeg 16 timer idræt, en kristendomstime og to musiktimer - uden at jeg er musiklærer. Jeg var meget, meget ung i forhold til det at være lærer. Det kan jeg se, når vi i dag får nye kolleger, som måske er 25 eller 27 år. Jeg var 23. Og rent fagligt var jeg slet ikke klædt på. Jeg var dødtræt, når jeg kom hjem, og sov hver eneste eftermiddag, inden jeg gik i gang med forberedelserne."

- I dag taler du om det dejlige ved at være lærer, hvordan skete ændringen? "Det spring har jeg ikke lige tænkt over. Men jeg overlevede ved ikke at blive ved med at være årsvikar på den skole, jeg flyttede videre til en ny skole, hvor der var en ny situation. På den første skole var den næstyngste lærer 15 år ældre end mig. Så kom jeg til en ny skole, hvor der var nye og unge lærere. Der var nogen, jeg kunne tale med, nogen, jeg havde noget sammen med, som gjorde, at jeg fik fodfæste og blev en del af kollegafællesskabet. Det var det, der gjorde, at jeg ikke bare løb skrigende bort."

Vi har en masse it med indover - Vi sidder her på skolens bibliotek eller læringscenteret, som I også kalder det. Hvorfor det navneskift? "Min uddannelse hedder skolebibliotekar, selv om jeg først er blevet færdig med uddannelsens tre moduler sidste år. Men man er jo ikke skolebibliotekar som sådan længere, fordi det jo er et læringscenter. Hvis jeg kun var skolebibliotekar, så var det noget med bøgerne ind og ud og det, der hører dertil omkring elevers arbejde med det skøn- og faglitterære. Som læringscenter har vi også en hel masse it med indover. Eleverne er her og bruger de digitale læremidler. Som læringscentermedarbejder går jeg ind og hjælper kolleger med at finde de rigtige sites og de rigtige abonnementer i forhold til, hvad de vil undervise i. Her på skolen siger vi, at alt skal være online. I gamle dage kunne man gå ned i edb-rummet, tænde en maskine og klikke på et program. Jeg og mine kolleger her i læringscentret er uddannet til at vejlede vores kolleger, og vi kan også komme med ind i klasserne og være med til at sætte gang i nogle af de ting, de vil arbejde med. Og så skulle vi også gerne fremadrettet kunne være i stand til at bygge tingene op her på læringscentret, så det bliver et læringsmiljø."

- Jeg kan bladre i en bog og se, hvordan den ser ud i forhold til alderstrin, hvordan ser sproget ud og så videre. Men man kan ikke lige lave bladretesten med et digitalt læremiddel. Hvad gør I i forhold til de der mere usynlige ting? "Vi læringscentermedarbejdere prøver nogle af programmerne af. Vi har også et kommunalt samarbejde med kolleger fra de andre skoler, og på møder kigger vi de forskellige ting igennem og drøfter dem, fuldstændig som med bøger. På kurser har vi også været nogle af dem igennem, så vi ved, hvad vi skal kigge efter. Hvad de skal kunne, og hvad man vil med et læremiddel."

- Selv om jeg har brugt et par timer på et digitalt historiesystem, er jeg stadig usikker. Jeg synes stadig, at det er et stort og ret uoverskueligt landskab. Det må være en udfordring at fortælle andre lærere, hvad der er styrken eller svagheden ved et system? "Det går heldigvis flere veje. For vi har også interesserede historielærere, der kommer og siger: 'Prøv at se det her. Det virker. Skal vi ikke have det?'. Så tager vi det selvfølgelig med og kigger det igennem. Men vi kan jo ikke overkomme at have fingeren på pulsen med alt det, der bliver udgivet. Her er vi nødt til at gå til nogle anmeldere og høre, hvad de og de andre i kommunen siger til det. Nogle gange kommer der en og siger: 'Jeg har lige fundet det her og prøvet det af. Det synes jeg, vi skal have'. Vi kan så få et prøveabonnement på skolen, og så kan vi bede de forskellige lærere at kigge det igennem. Så det er faktisk lærerne, der er med til at anmelde, så vi kan se, hvordan det er i forhold til de elever, vi har på vores skole."

Det var læreren, der gjorde den store forskel - Hvordan var du selv som elev i skolen? "Jeg var en stille pige, der ikke sagde noget, hvis jeg ikke blev spurgt, og jeg rakte ikke altid hånden op. Kun i nogle enkelte timer. Men socialt, som pige i klassen, havde jeg det rigtig godt med gode veninder. Jeg føler selv, at jeg var vellidt af dem alle sammen. Jeg var rigtig glad for at gå i skole. Jeg tænkte ikke, at det var let at gå i skole, men jeg havde faktisk lavet lektier hver dag, inden jeg gik hjem. Det var læreren, der gjorde den store forskel. I indskolingen havde jeg en rødhåret dame, fru Christiansen, som var en meget striks, dejlig dame, der ville have det lige på sin måde. Det var godt for sådan en stille pige som mig. I udskolingen fik vi en nyuddannet tysk- og historielærer, som hed fru Glitfeldt. Jeg havde hende også til samfundsfag, og hun gjorde en stor forskel. Hun var et rigtig dejligt menneske, der kunne rumme os alle sammen. Vi var ikke den klasse, der var sødest ved hende, men hun gjorde forskellen. Hun kunne det der med at få selv de stille piger til at række hånden i vejret, føle sig anerkendt og være med. Og turde komme med sit svar, som jeg selvfølgelig næsten altid havde.

- Kan du med lærerblikket se, hvad hun gjorde, så I turde og fik lyst? "Hun var meget lyttende og det, vi i dag kalder anerkendende. I tysk for eksempel var der ikke nogen, der havde et forkert svar. Bare det, at man sagde noget, det var hun glad for, støttede og anerkendte. Hun blev der i frikvarteret og lyttede til os. Jeg ville egentlig have været bibliotekar, men når man bor i Frederikshavn og er vendelbo, så er der rigtig langt til Aalborg. Det kunne jeg ikke overskue, derfor blev det seminariet i Hjørring, fordi det lå tættere på. Men der kom jeg så ind i et fællesskab og opdagede, at det er ret spændende at lære andre at lære. Det var nok der, det fangede mig for alvor. Og så havde jeg selvfølgelig fru Glitfelt, min tysklærer, med i baghovedet. Hun var min rollemodel. Det, hun gav videre til os, både fagligt og menneskeligt, betød meget."

Halvdelen af modersmålet og kun har et halvt dansk sprog - Da du gik på læreruddannelsen, havde du kun to linjefag? "Og jeg valgte efter interesse, så det blev dansk og idræt. Jeg var meget sportspige på det tidspunkt. I dag underviser jeg slet ikke i idræt, selv om jeg gerne ville. Jeg har dansk i 6. klasse, matematik i 5. klasse og ni timer om ugen på læringscentret."

- Hvor meget fylder læsningen i 6. klasse? Kan de alle læse? "Det er jeg nødt til at sige ja til, for jeg har haft dem siden anden. De kan skærmlæse og nærlæse. De kan skimme, og de kan læse mellem linjerne. Det er det, de skal kunne, når de går i 6. klasse. Men der er selvfølgelig forskellige grader, jeg har fra niveauerne 2. klasse til 9. klasse i min klasse. DSA-læreren er med i to en halv time om ugen ud af de syv en halv, de har i dansk. Der er tosprogede elever, der trækker et stort læs og ligger i den øverste ende, og så har vi også dem, der mangler halvdelen af modersmålet og kun har et halvt dansk sprog. Jeg er også matematiklærer, og der arbejder jeg med læsning i faget, hvor vi går ind og giver dem en forforståelse, inden de går i gang med opgaverne. DSA-læreren og jeg har kørt et projekt i klassen. For op til, at de skulle til at arbejde med procent, kom der en hel masse oplysninger om befolkningstæthed i hovedstadsområdet. Her var der en hel masse svære og ukendte ord, så vi måtte afdække, hvad hovedstadsregionen var, og hvad befolkningstæthed betyder. Så når de kommer til opgaven og skal regne med procenterne, har de fået en forforståelse. Ligesom hvis de skal arbejde med procent og rabat og renter. Hvordan er det lige med indlånsrente og udlånsrente og så videre? Få styr på begreberne først. Få bygget en verden op omkring en bank. Måske lege lidt handel, lidt købmand først, så de ved, hvad de forskellige begreber er. Og så kan man gå i gang med regningen. Når vi går i dybden med forforståelsen og efterbehandlingen, så giver det dem et større billede i det hele taget, og det giver gevinster i alle timer. Der var noget om procent, hvor vi arbejdede med verdens have. Så får man lige verdenskortet ned og får sat nogle ord på Stillehavet og Atlanterhavet og så videre."

- Jeg mødte en forælder, der ikke kunne forstå, at de skal arbejde med læsning i matematik. Hvad ville du sige til ham? "Jeg ville vise ham, at matematik ikke bare er tre tal, der skal ganges. Man skal også forstå, hvorfor man skal det. Hvad er det, jeg vil regne ud? Man skal kunne sætte ord på, hvordan det hænger sammen. Her kommer der mere tekst i stykkerne. 9. klasses afgangsprøve i matematik er faktisk også en prøve i læsning. Man skal læse meget tekst, inden man finder frem til, hvad matematikopgaven går ud på. Så faglig læsning er vigtig for alle."

Så er jeg nødt til at sige lockouten - Du er en glad lærer, men hvad falder dig ind, når jeg beder dig nævne noget negativt i dit lærerliv? "Så er jeg nødt til at sige lockouten i 2013, hvor KL smed alle lærerne ud, fordi man ikke kunne blive enige om arbejdstidsreglerne. Det at have været lockoutet har fyldt meget. Det var meget svært, og nogle af os har stadig vreden i os, andre måske opgivenhed. Det sidder i kroppen at have været hængt offentligt ud. Efter at have været til møde med kolleger til klokken seks sad jeg forleden alligevel fire timer, fordi der var et forløb, jeg skulle have på plads. Når jeg så sidder der, tænker jeg indimellem: 'Det, jeg sidder og arbejder med nu, er det, jeg bliver hængt ud i medierne for, at jeg ikke laver! Men det her er rigtig vigtigt, for ellers kan min undervisning de næste fjorten dage ikke hænge sammen'. Det er vigtigt, fordi det er mit job, men det er også noget, jeg slet ikke får kredit for. Når folk fortæller mig, at vi skal lave noget mere, og vi skal prøve noget nyt, så tænker jeg, at jeg prøver noget nyt hver dag. Jeg bliver så frustreret over at blive hængt ud for alt det andet, jeg også går og laver - for at kunne gennemføre en god undervisning. Alt det, som ikke bliver regnet for noget."

Godt nok er ikke godt nok "Og jeg bliver så provokeret af, at man siger, at ældre lærere ikke skal forberede sig så meget som yngre. Jeg har været lærer i tyve år, og jeg bruger mere og mere forberedelse, for det bliver mere og mere spændende. Nu ved jeg hurtigt, hvordan jeg skal arrangere det i klassen, alt efter hvad jeg vil opnå. Men når vi skal lære noget nyt, både fordi der kommer nyt fagligt stof ind, for eksempel ved at man i dansk begynder at læse graphic novels, så er det en ny genre, man skal tage ind, og som man skal lære noget om. Men hvordan man arbejder med det i klassen, er så det næste spørgsmål. Hvordan får man eleverne til at få det ud af det, man gerne vil have? Man graver dybere og dybere, jo mere man selv lærer som lærer."

- Hvorfor kan du eller parallelklassens lærer ikke bare genbruge det, I har forberedt sidste gang, I arbejdede med samme emne? "Fordi det, jeg har brugt før, vil jeg forbedre. Godt nok er ikke godt nok. Der skal altid lige en ekstra krølle på. Hvis jeg har noget, der virker rigtig godt, så genbruger jeg det. Men jeg bygger noget mere på, forfiner og ændrer; det er måske tre år siden, jeg har haft det sidst, og i mellemtiden er der sket meget i vores verden. Man skal hele tiden tænke det ind i forhold til de elever, vi har. Det står i folkeskoleloven, at vi skal undervisningsdifferentiere, og det er ikke 24 tilfældige elever, jeg forbereder mig til, det er præcis de børn, jeg har nu. Det gør, at selv om det var den samme novelle, du tog med for tre år siden, så er det 24 andre, der skal opleve den sammen med dig."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk