KL udskyder tidsfrist for ny digital brugerportal
Ifølge planen skulle det nuværende Skoleintra afløses af en ny brugerportal ved starten af skoleåret 16/17 og være udbredt til alle skoler i slutningen af 2017. Nu skyder KL dog fristen til 2018.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Den stramme tidsplan forventes imødekommet ved, at der indgås en transitionsaftale med leverandøren (itslearning) af det nuværende skoleintra, og at den endelige udbredelse af de digitale løsninger til alle skoler først sker i løbet af 2018".
Sådan lyder det i en kortfattet meddelelse på KL's hjemmeside. Ifølge den hidtidige aftale mellem KL og Undervisningsministeriet skulle alt it på alle skoler inden udgangen af 2017 være tilkoblet en ny national fælles brugerplatform.
Én indgang til skolens it-løsninger fra skoleåret 16/17
Den nye brugerportal skal dels bestå af en læringsplatform, som kommunerne har frit valg på, dels af en samarbejdsplatform, som KL i januar i et borgmesterbrev anbefalede, at kommunerne går sammen i et fælles udbud om.
Udvikling sat i bero
For it-vejledernes formand, John Klesner, kommer udmeldingen - ligesom borgmesterbrevet i januar - som en overraskelse. Han ser både fordele og ulemper ved forlængelsen af fristen for udrulningen af den nye brugerportal.
It-vejledernes formand: Pas på med it-leverandørernes pakkeløsninger
Lærerne er generelt glade for og trygge ved det nuværende Skoleintra, så derfor kan der være en ide i ikke at gå for hurtigt frem med implementering af en ny brugerportal i en tid med mange andre omvæltninger i skolen, mener han.
På den anden side er den nuværende løsning er utidssvarende.
"Derfor er det da betænkeligt, at skoleintra får lov at fortsætte endnu længere uden reel konkurrence", siger John Klesner.
Desuden peger han på, at udviklingen på mange områder er sat i bero, fordi forlag og andre aktører afventer hvilken løsning, kommunerne vælger.
Folkeskolen arbejder på at få en kommentar fra KL.