De involverede lærere fortæller, at de har genfundet meningen med at være lærer, og at de kan tage deres nye læring med i andre arbejdssituationer. I de fire vejledningsforløb, som Charlotte Riis Jensen har fulgt og bygger sin ph.d. på, har lærerne inden oplevet at være så pressede, at de næsten havde mistet lysten til at være lærere.

Afhandlingen bygger på en empirisk undersøgelse af fire vejledningsforløb med enkeltlærere eller helt op til et team af lærere. Forløbene har fundet sted i tre kommuner, der har vejledning organiseret på forskellige måder. Men alle vejledningsforløb er gennemført med eksterne vejledere, der er organiserede under kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR). Vejlederne er selv uddannet lærer og har prøvet at stå i praksis på en skole.

Vejledning for lærere bør være en menneskeret

"Stort set alle de involverede lærere har oplevet at nå til et punkt, hvor de har følt sig klemte og har mistet orienteringen og meningen med arbejdet. De fortæller, at der er så meget, de skal, og at det er mængden af udfordringer, der giver problemer", fortæller Charlotte Riis Jensen.

Aha-oplevelser i vejledning

Hun har interviewet lærerne før, undervejs og efter vejledningsforløbet og har også interviewet vejlederne. Desuden har hun observeret under vejledningssamtalerne. Vejledningsforløbene har alle indeholdt observationer, hvor vejlederen har været med ude i klasserne. En vejledningssamtale har typisk varet én til halvanden time. Alle lærere har selv ansøgt om at få vejledning.

Lærerne peger på, at det vigtige har været den samskabende proces, hvor lærer og vejleder sammen har fundet løsninger og muligheder.

"Alle lærere har fortalt, at der undervejs har været nogle betydningsfulde øjeblikke i vejledningen - nogle aha-oplevelser, der har været været forandringsskabende", siger Charlotte Riis Jensen.

Hun fortæller, at når en lærer oplever sig så presset, som det har været tilfældet med lærerne i projektet, så kommer der en tendens hos den enkelte til at pege på én elev, der gør lærerens praksis svær. Men undervejs i vejledningen har problemforståelsen ændret sig og lærerne får mulighed for at få et andet blik på situationen.

"De har fået hjælp til at lade noget andet fylde og til ikke at have så stor fokus på det enkelte barn, men snarere på at reflektere over hele konteksten. I stedet for at have fokus på en problematisk adfærd hos et barn har lærerne fået mulighed for at forholde sig reflekteret til deres praksis og for eksempel lade det positive i klassen og i arbejdet fylde".

Fælles for alle forløb har været, at lærerne har oplevet at være meget frustrerede. De mener, at de har gjort alt hvad de kunne for at ændre på situationen. Men alle deres tiltag har været ud fra samme problemforståelse eller samme perspektiv. Det er dét, som vejledningen har ændret på.

"De har så at sige blot gravet det hul, de stod i dybere og dybere. Gennem vejledningssamtalerne får lærerne mulighed for at komme op af hullet og opleve, at de selv kan være med til at forandre deres situation. Flere har endda sagt, at de har fået arbejdsglæden tilbage".

Stor mangfoldighed blandt elever

Charlotte Riis Jensen fortæller, at når hun har holdt oplæg om projektet, har mange udtrykt overraskelse over, hvor lidt der egentlig skal til for at ændre på lærernes oplevelser af situationen. I alt har den eksterne vejleder været involveret i tre-seks samtaler og enkelte observationsdage i klassen, og det har haft utrolig stor betydning for de involverede lærere.

I øvrigt har de lærere, hun har fulgt været lærere i mellem ét og 30 år. Ligesom de involverede klassetrin har spredt sig fra 1.til 7. klasse. Så man kan ikke udlede noget bestemt om lærernes erfaringer eller om problematikken med inkluderende læringsmiljøer på bestemte klassetrin.

"Flere lærere har udtrykt, at de ikke føler sig godt nok rustede til inklusionsopgaven. Det er svært at skulle arbejde med så stor mangfoldighed hos eleverne. Opgaven er simpelt hen for voldsom. I nogle klasser sidder måske ti elever med diagnoser eller andre store problemer", siger Charlotte Riis Jensen.

Mere samarbejde

Hun understreger, at med det store pres og krydspres, der er på lærernes profession kan man stille spørgsmålet om én profession i virkeligheden skal overkomme opgaven.

"Det optimale vil være et samarbejde mellem lærer og pædagog. Fordi pædagogen er uddannet til en mere refleksiv proces, mens læreren er uddannet til at kunne levere det didaktisk faglige. Derfor vil de to kunne arbejde godt sammen".

I de fire forløb, hun har undersøgt, har der ikke været tale om noget lærer-pædagogsamarbejde.

"Der er i dag et øget fagligt pres på lærerne - eleverne skal blive så dygtige, som de kan. Jeg har stor respekt for lærernes arbejde, men det er en stor mundfuld at stå med alene. Jeg håber, at kommunerne vil få øje på, hvor vigtigt det er med et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Og på at vejledning kan støtte og hjælpe de lærere, der oplever deres praksis meget udfordrende.

I vejledningen bliver der netop sat fokus på elevens perspektiv. Og det er dét perspektiv, som lærerne risikerer at glemme, når hverdagen bliver for voldsom med de mange opgaver og den store diversitet eleverne imellem. Hvad har eleven brug for? Hvordan er det for eleven at være i skole?

"Elevens perspektiv er vigtigt, når vi taler om et inkluderende læringsmiljø. Samlet set viser undersøgelsen, at der ikke findes en nem løsning, for hvordan inkluderende læringsmiljøer kan udvikles, men der er brug for et samskabende reflekterende og vedholdende arbejde over tid", siger Charlotte Riis Jensen.