Debat
"Det at være en omsorgsperson fylder mere og mere og mere", skriver Anne Dræby Lünell
Foto: Kristian Ib
Debat: Det er efterhånden kun mine kollegaer, der gør, jeg stadig orker at være lærer
Tidligere var jeg et fagligt fyrtårn for mine elever, men efterhånden er jeg reduceret til omsorgsperson og et instrument for politiske tiltag. Så hvorfor er jeg egentlig stadig lærer? spørger Anne Lünell i dagens debatindlæg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Forleden dag på lærerværelset sad vi og snakkede om, hvorfor
vi stadig var lærere. Vi var seks voksne med tilsammen mere end 100 års
erfaring fra klasselokalerne, som endte med at konkludere: Det er kollegaerne,
der holder os på vores arbejde.
Det er ikke glæden ved det faglige. Det er i mindre grad end
tidligere eleverne. Det er slet ikke forældresamarbejdet. Derimod er det dét sammenhold,
vi har med den kerne af kolleger, vi har kendt i mange år. Sammen har vi
overlevet den tyfon, der har været folkeskolen de sidste 11 år.
Da jeg i sin tid blev lærer, drømte jeg om at forandre
verden til det bedre. I hvert fald for nogle mennesker. Min mission var at give
nogle færdigheder videre til nogle meget unge mennesker, til at danne dem og
gøre dem til selvtænkende medborgere.
Jeg er mere psykolog end lærer
Sidenhen kom reformen, normaliseringen af vores arbejdstid
og det fuldstændig håbløse mål-tyranni og testhelvede. Og Intra og Aula. For
slet ikke at tale om inklusionen. Min hverdag blev langsomt – men sikkert –
fyldt op af mere eller mindre meningsløst pseudoarbejde, mens undervisningen gled mere og mere i baggrunden.
I vores
forberedelsesuge efter sommerferien havde jeg således kun ganske lidt tid til at
lave årsplaner og forberede undervisning. Til gengæld var jeg på kursus
i co-teaching, selvom vi slet ikke har råd til to lærere i klasserne, og… vent, jeg
kan faktisk ikke huske, hvad vi ellers lavede hele den uge. Det havde i hvert
fald ikke meget med min kerneopgave, som er undervisning, at gøre.
I min nye 7. klasse er jeg i gang med at holde elevsamtaler.
Fælles for dem er, at de aldrig rigtig bliver faglige. Til gengæld handler det
lynhurtigt om trivslen eller mangel på samme, og ofte er jeg gået derfra med en
følelse af at være en utilstrækkelig psykolog mere end den underviser, jeg
gerne vil være.
Jeg er udmærket klar over, at det hører med til
lærergerningen at drage omsorg for sine elever. Det gør jeg gerne. Men jeg
oplever i stigende grad, at det at være en omsorgsperson fylder mere og mere og
mere. Mine fag kommer i anden række, for børn der ikke trives, kan ikke lære.
Hvad skal holde mig i skolen?
Nu sidder jeg tilbage med følelsen af, at min lærerrolle har
ændret sig fundamentalt. Fra at være et fyrtårn i klassen, en dannende leder og
et fagligt fundament, er jeg reduceret til dels at være omsorgsperson og dels
at være et instrument for alt muligt smart udefrakommende som sproglig
opmærksomhed, SYKL-modellen og Pejlemærker. Smarte modeller, der skulle gøre
mit arbejde bedre, men som gør det så meget tungere og demotiverende at gå på
arbejde hver dag.
Det er udmattende og har gjort mig desillusioneret i forhold
til, hvad jeg egentlig skal, når jeg er på arbejde. Skal jeg undervise? Skal
jeg være speciallærer? Skal jeg være psykolog? Og harmonerer det med det, jeg
gerne ville som ung lærer?
Tilbage på lærerværelset fik jeg læsset af, for det er
tungt, alt det vi skal nå rundt om i undervisningen. Men heldigvis var mine mangeårige
kollegaer der til at løfte mig med en god snak, så jeg skal nok møde op på
skolen igen i morgen.
Et spørgsmål rumsterer dog stadig i baghovedet, og nu vil
jeg dele det med hele Skoledanmark: Hvad skal holde mig og mine kollegaer til
lærergerningen, hvis der efterhånden er så meget andet end kerneopgaven, der river
i os, så det eneste, der rent faktisk holder os til arbejdet, er vores skønne
kollegaer?
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk