Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er bekymret for vores fælles folkeskole. Mest af alt over den magtesløshed og ligegyldighed, folkeskolen præges af flere steder. Vi har brug for en samtale om vores profession. Vi har brug for at føle stolthed over det vigtige job, vi varetager. Vi har brug for at vores profession bliver taget langt mere alvorligt. Det er ikke nok bare at sige, at lærerne skal have deres autoritet tilbage, som statsministeren proklamerede i sin åbningstale sidste år. Nej, vi skal også mærke det.

Derfor glæder jeg mig over det vigtige punkt på den foreløbige dagsorden til Danmarks Lærerforenings kongres i oktober: ”En stærk lærerprofession”.

For noget er helt galt derude på skolerne. Manglende ressourcer og mangelfuld arbejdstidsaftale er selvfølgelig en stor del af forklaringen og et godt sted at starte. Men i min optik er der også sket et skred i den måde, vi driver skole på. Vi taler ikke længere om lærere, men om voksne. Vi taler ikke længere om klasserumsledelse, men om trivselsarbejde. Værst af alt føles det som om folkeskolens formålsparagraf ikke længere er omdrejningspunkt i skolens hverdag, men er skiftet ud med et fælles børnesyn.

Fagligheden negligeres

Netop implementeringen af et fælles børnesyn har mange steder haft en nærmest katastrofal indvirkning på lærernes selvforståelse og deres mulighed for at udføre deres job. Lærernes job har nemlig altid handlet om lærer-elev-fag relationen. Vi har kigget ud i verden og gjort eleverne verdensvendte. Gennem fagene har vi dannet og uddannet eleverne til en verden med rettigheder, pligter, medansvar, ligeværd og demokrati. Vi har sat retning gennem fagene og vores formålsparagraffer. Ikke gennem et børnesyn.

Når man som lærer går til sin ledelse, magtesløs, frustreret og for længst har nået sit metodeloft, risikerer man at blive mødt af det ressourceorienterede børnesyn og sætningen: ”Alle børn gør det, så godt de kan”.

Pludselig vendes udfordringerne fra klasselokalet mod læreren selv, og man kan gå fra sådanne møder med en følelse af, at man ikke har gjort det godt nok. At man ikke er god nok til at se barnets ressourcer. At man kun ser fejl og mangler.

Selvom det skulle handle om at få hjælp til et barn i mistrivsel eller med faglige udfordringer, går man nu derfra med følelsen af at ens faglighed bliver negligeret.

Bange for fejl

Den skam og skyld kan ingen lærere bære på sine skuldre. Værnet bliver magtesløshed, opgivenhed og ligegyldighed. Det er katastrofalt. Det betyder mindre nærværende og engagerede lærere. Lærere der er bange for at begå fejl, som undgår konflikter, og som undgår at stille krav. Fællesskabet lider, det samme gælder det faglige engagement og mistrivslen øges.

Vi er nødt til at tage den svære samtale om vores profession, og om hvordan vi genvinder respekten for vores arbejde. Det indebærer i min optik, at vi åbner op for en samtale om det betændte arbejdsmiljø, som netop kan skyldes et skred i måden, der drives skole på. Den samtale glæder jeg mig til at tage del i på Kongressen i oktober.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk