Bondo anbefaler, at lærerne stemmer ja

Lærernes formand ser tre gode grunde til at stemme ja til overenskomsten: Reallønnen er sikret så godt som muligt. Der er ikke afsat en krone til lokale lønforhandlinger. Alle skal have en efteruddannelsesplan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi har formået at bruge den ramme, der var til rådighed, rigtig fornuftigt«, siger Anders Bondo, efter at en enig hovedstyrelse i DLF i sidste uge godkendte overenskomstforliget på lærernes område.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at rammen for disse overenskomstforhandlinger har været yderst begrænset. Derfor har det været afgørende for os, at så stor en del af pengene som muligt bliver brugt til at hæve lønnen for alle lærere«, siger han.

Lærerne og børnehaveklasselederne får en lønstigning på 0,3 procent oven i de 2,65 procent.

Anders Bondo er også glad for, at det er lykkedes at videreføre reguleringsordningen. Det kan få positiv betydning, hvis den økonomiske krise afblæses, og de privat ansatte pludselig stiger i løn. I så fald vil den ordning sikre, at de kommunalt ansatte også stiger i løn.

Der er behov for mere efteruddannelse

Om den personlige plan for efteruddannelse siger han:

»Umiddelbart kan det godt være, at det ikke ser ud af så meget. Men det kan få betydning for alle lærere at få en uddannelsesplan. Der er ikke mange penge til efteruddannelse lige nu. Men nu kan vi få dokumenteret systematisk, at der er et behov for efteruddannelse, og så kan vi også bedre argumentere for, at der skal investeres i efteruddannelse«.

Anders Bondo så gerne, at der var blevet etableret et arbejdsmiljøprojekt, som alle kommuner var forpligtet til at tage fat på. Men det er ikke lykkedes. Parterne er blevet enige om at starte projekter i enkelte kommuner.

»Vi vil gerne i gang med konkrete projekter, som kan reducere antallet af lærere, som må sygepensioneres på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Vi kom ikke så langt, som jeg gerne havde set. Men det er aftalt at gennemføre et personalepolitisk projekt i en række udvalgte kommuner, som vi kan bruge erfaringerne fra fremover«.

Han fremhæver, at arbejdsmiljøprojektet og efteruddannelsesplanen er langsigtet planlægning.

»Vi er nødt til at tænke langsigtet. Vi har brugt en smal overenskomst til at sætte nogle skibe i søen«, siger Anders Bondo.

Lærerne skal stemme elektronisk for første gang

Ved Overenskomst 2011 skal lærerne stemme elektronisk, så det er ikke længere muligt at stemme per brev. Det betyder, at medlemmerne udelukkende kan afgive stemme via internettet. Stemmeafgivningen kan foretages fra en hvilken som helst computer med internetadgang. Alle stemmeberettigede medlemmer vil få tilsendt en unik adgangskode, der sammen med de første seks cifre i personnummeret giver adgang til at komme ind på et website og afgive sin stemme.

Foreningen vil også udsendet adgangskoden via mail til de medlemmer, hvis mail-adresse man har kendskab til. En sådan mail fungerer som elektronisk valgkort, idet mailen indeholder et link, så man kan klikke sig direkte ind på et website og afgive sin stemme.

Medlemmerne kan afgive deres stemme fra den 15. marts til den 28. marts, klokken 16.00.