Planeter danser omkring Newton på døren, og da den går op, rammer lugten af pvc med et stænk af gas næsen. Ved forreste bord er en pige med lyserøde orkideer på hårbøjlen ved at få ammoniak til at stige op i en pipette. Hun betragter koncentreret den blå gasflamme gennem sikkerhedsbrillerne og vender sig om mod en ung fyr: »Hvor længe skal jeg varme på den?«

Alexander Bagger er kun fem år ældre end eleverne, men han har ingen problemer med at svare. Med 12-taller i fysik, kemi, biologi og matematik på et dugfrisk studentereksamensbevis er der ikke meget i 9. klasses fysik, han er i tvivl om.

»Det hænder da indimellem, at der er en elev, der spørger om noget meget specifikt. Men så tjekker jeg bare op på det og svarer senere«.

Alexander Bagger er ansat på Antvorskov Skole som undervisningsassistent i fysik. Han er med i undervisningen i 21 lektioner om ugen og hjælper desuden til i lektiecafeen i syv timer om ugen.

Det virker rigtig godt, fortæller fysiklærer Peter Brandt, for både Alexander Bagger og skolens anden undervisningsassistent er så meget inde i emnerne, at de med det samme ved, hvad der skal foregå, når han gennemgår dagens emne for eleverne.

Mere sjov, men færre smadrede glas

Casper Fobian er ved at neutralisere en stærk syre. Med en pipette hælder han base i kolben, og et kort øjeblik lyser væsken pink, men slår så tilbage. Mikkels kammerat, Lars Magnusson, bliver utålmodig og hælder et ordentligt skvæt i.

»Rolig nu. Det skal nok komme«, lyder det fra Alexander, der står mellem drengene. »Hvad er der så mest af nu - H+-ioner eller H÷-ioner - og hvad sker der, når der er lige mange?« spørger han den tredje dreng, Mikkel Holm.

En rynke furer sig gennem Mikkels pande, før han udbryder: »Det ved jeg sgu ikke«. De griner alle fire. Da Alexander er gået videre, kan de tre drenge hurtigt blive enige om, at det er rigtig fedt at have ham i klassen.

»Det er meget sjovere, for han har samme humor som os«, forklarer Lars. Og Mikkel tilføjer, at han aldrig ville have svaret en lærer i den tone.

Lærer Peter Brandt kan supplere med, at til trods for, at drengene har det sjovere, så bliver der smadret færre glas.

»Materialebudgettet er gået ned. Det, at vi er to til at hjælpe dem i grupperne, betyder, at vi kan sige stop, når eleverne er ved at hælde unødigt meget af de dyre materialer i forsøgene. Og der er ikke nogen, der må stå og vente på hjælp og derfor ender med at fjolle og smadre glassene«.

Oprindelig var Peter Brandt lidt loren ved tanken om at skulle have et par studenter ind i undervisningen.

»Men det har været en ubetinget succes. Nu har vi mulighed for at hjælpe både de dygtigste og dem, der har sværest ved det. Der er blevet en helt anden ro i lokalet, og jeg behøver ikke se op hele tiden, men kan fordybe mig«.

Skal også være rollemodel

Det er afdelingsleder Britta Thomsen, der har udviklet forsøget med de to undervisningsassistenter og søgt puljepenge. Hun er selv tidligere fysiklærer og er overbevist om, at det er et fag, det er vigtigt at give prestige og hjælp.

»Fysik skal have både den praktiske og den teoretiske dimension. Men det er rigtig svært både at lave forsøg og få 25 elever til at reflektere, når man står alene med klassen. Derfor tænkte vi, at det kunne være en spændende idé at få de bedste fra htx og gymnasiet til at give en hjælpende hånd«.

Antvorskov forsøger med spritnyt fysiklokale og hvide kitler til alle elever at gøre fysik til et prestigefag.

»Vi håber selvfølgelig også, at assistenterne kan fungere som rollemodeller for eleverne, så vi får en langtidseffekt«.

Når man spørger eleverne, er der dog delte meninger om, hvorvidt de vil være som Alexander. De er enige om, at det er en kæmpe fordel at have en i klassen, som er ung og kan forklare tingene på en anden måde. Men Casper har bestemt ingen planer om at skulle være som Alexander. »Han er jo mega klog«, som han siger.

For Aske Kjærulf og Henrik Belling Andersen, som med kobbertråd og jern forsøger at danne sølv, er tanken ikke så fjern.

»Jeg har altid været glad for fysik, men Alexander har givet mig et ekstra skub til, at det er den vej, jeg vil gå«, siger Aske.

Hjernen går ikke på standby

For Alexander Bagger er der ingen tvivl om, at det er et fedt job, han har fået. Det kombinerer hans ønske om at arbejde med hans interesse for naturfag.

»Det giver langt mere mening det her, end hvis jeg bare skulle sidde og bippe varer i Bilka. Så går hjernen totalt på standby. Her kan jeg holde min basisviden ved lige og lære en masse om undervisning. Og ikke mindst er jeg nødt til at være på. Man kan ikke have en off-dag, når man underviser«.

Det kan godt være en udfordring at takle fjollede teenagepiger og lidt for provokerende drenge, som er et hoved højere end en selv, når man kun er 20 år. Men Alexander synes, at det går ret godt.

»Det vigtige er, at jeg altid kan tage dem på det faglige. Det giver respekt. Og så får de ellers bare tilbage på samme måde«, siger han grinende.

Umiddelbart er det Alexander Baggers plan, at han skal læse til civilingeniør efter sit år som hjælpelærer. Men intet ligger fast.

»Det er rigtig sjovt at undervise. Men hvis jeg skal være lærer, så tror jeg, at det skal være på et højere niveau. Det er sjovt i 9., men i 7. er niveauet for lavt til, at jeg synes, der er udfordringer nok«.