Nogle hader tjansen. Andre kan ikke undvære at komme ud i frisk luft og opleve børnenes leg. Per Holme hører til blandt de sidste. Han har været gårdvagt i alle sine 16 år som lærer på Petersmindeskolen i Vejle.

»Jeg kender ikke alle 500 elever på navn, men jeg kender langt de fleste på udseendet. Det er en af grundene til, at jeg går her hver tirsdag. Jeg er også AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) og kan bruge konflikter fra skolegården som eksempler, når jeg underviser i konfliktløsning«, siger Per Holme.

Han får en blød start på formiddagens halve times frikvarter. De små elever begynder med at spise frugt i klassen, men fem minutter efter at klokken har lydt, er der gang i høvdingebold, fodbold og tagfat.

En pige falder og slår sit knæ. Gårdvagten trøster hende kort. Per Holme er opmærksom, men han pylrer ikke om børnene. Kun hvis det bløder meget, eller når en elev er helt ulykkelig, følger han hende ind og finder en voksen.

Til alvorlige ulykker har både han og skolens andre lærere et kursus i førstehjælp.

»Min værste oplevelse er en dreng, der rev låret op på et søm. Jeg kunne se helt ind til knoglen, så det var bare af sted til skadestuen. Ellers består de værste skader af forstuvninger, brækkede arme og ben, flænger i hovedet og små hjernerystelser. Set over 16 år er det ikke mange skader, men det er alligevel betryggende, at skolen har prioriteret et kursus i førstehjælp til os«.

Svært af få jobbet besat

Per Holme sørger for at patruljere både i hele skolegården og ud på den anden side af plankeværket til en skrænt med træer, hvor eleverne også må boltre sig.

Det er frivilligt, om lærerne på Petersmindeskolen vil være gårdvagter, og mange viger tilbage. Det forstår Per Holme ikke. Han nyder at få frisk luft til hjernen om tirsdagen.

»Det må være udsigten til regn, der holder mine kolleger væk. Det er i hvert fald ikke på grund af eleverne, for de får vagt på gangene, hvor der er meget mere larm«.

Pludselig sætter den 41-årige gårdvagt farten op. En dreng truer med at slå med en gren, han har taget med ud på skrænten.

»De bruger grenene til at lege politi og røvere, men nogle gange stikker de lidt for voldsomt til hinanden. Det prøver jeg at forhindre, så de ikke tager en konflikt med ind til timen«, siger Per Holme, der ved, hvem han skal holde særligt øje med.

»Det er en fordel, at jeg kan hæve stemmen og tale med autoritet, men det optimale er, at eleverne selv bliver enige, så jeg venter altid et øjeblik med at gribe ind«.