Antallet af børn med type 1-diabetes stiger. Det kan give problemer hos både forældre og lærere, der oplever at stå med nye og svære opgaver.
Det har Diabetesforeningen og Danmarks fem Steno Diabetes Centre afdækket i en ny rapport. Da der samtidig ikke er konkrete love og regler på området, varierer det meget, hvordan skoler og kommuner hjælper barnet, fortæller Dan Grabowski, sociolog i Steno Diabetes Center København og leder af Kids-projektet, som har stået for rapporten.
“Fordi der er så relativt få børn, der diagnosticeres med diabetes, har kommunen og skolen ofte ikke et beredskab, når det bliver relevant. Det kan give rigtig mange konflikter, utryghed og misforståelser, som kunne være undgået – både for forældre og skolepersonale”, siger han.
Danmarks Lærerforening (DLF) modtager flere og flere henvendelser fra lærere, der er usikre ved at håndtere en elevs diabetes. Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljøudvalget, efterlyser også en klar procedure.
“Lærerne ringer ind og spørger: ‘Hvad hvis eleven har glemt noget hjemmefra, eller hvis jeg er nødt til at forlade klassen på grund af noget akut og uforudset, hvad hvis jeg overser noget eller vurderer forkert i situationen?’ De er bange for, at der går noget galt. Og den bekymring forstår jeg virkelig godt”, siger Thomas Andreasen.
DLF mener derfor, at lærerne, som ofte står alene med 28 elever i en klasse, generelt skal have så lidt ansvar for kroniske sygdomme som muligt. Lærerforeningen håber derfor, at kommunerne vil være med til at finde en ny løsning.
“Vi er nødt til at tænke det forfra og spørge os selv, hvordan vi bedst løser udfordringen på skolerne, så elever, forældre og lærere er trygge. Hvem har den bedste faglighed til at løse det her? Måske kunne det være med sundhedsfagligt personale på skolen på bestemte tidspunkter”, siger Thomas Andreasen.
Læreren er vigtig
I rapporten fra Steno Diabetes-centrene og Diabetesforeningen siger hver tredje forælder til et barn med diabetes 1, at de er utrygge ved skolens evne til at håndtere barnets sygdom. Samtidig har 78 procent af skolerne i undersøgelsen ingen retningslinjer til håndtering af kronisk sygdom, og en tredjedel af skolens personale oplever, at de ikke har nok tid til at sætte sig ind i diabetes, og at de ikke ved nok til at kunne støtte eleven ordentligt.
Dan Grabowski forstår godt lærernes skepsis ved at påtage sig opgaven:
“Vi ved, at lærerne allerede har et hav af opgaver, som de nærmest ikke har tid til at løse. Derfor prøver vi også at gøre opmærksom på, at det skal være nemmere at få tildelt en støtteperson eller støttetimer fra kommunen. Men vi ved også bare, at lærerne er nødt til at spille en rolle”.
For folkene bag rapporten bør der ideelt set være fast støtte på skolen. På Absalonskolen i Holbæk har et helt lærerteam til en tiårig elev med diabetes 1 op til skolestart været til introduktionsmøde og fået en guide til, hvordan de skal håndtere drengens sygdom.
“Der skal bare være en eller to i et kontaktteam, der ved, hvad det vil sige, hvis blodsukkeret er højt eller lavt. Og som kan hjælpe eleven, især i starten, med at huske at taste kulhydrater ind, eller hvad man skal være opmærksom på, hvis apparatet bipper”, siger Dan Grabowski.
Han peger på, at mange forældre er utrygge over at skulle give barnet videre til personale, som ikke er uddannet til det.
“Det giver en ond cirkel, for så vil forældrene blive mere bekymrede og krævende. Og barnet kommer til at føle sig som en belastning og føle sig anderledes, og så ignorerer man måske kroppens signaler, fordi man ikke vil være den ene, der skal have en juice midt i timen”, siger Dan Grabowski.
Stor forskel på hjælp
I dag har de fleste børn med type 1-diabetes en insulinpumpe på kroppen, der doserer insulinen, ud fra hvor mange kulhydrater man indtager og taster. Alt efter alder og modenhed kan børnene være selvkørende eller have behov for meget hjælp til at tjekke deres blodsukker og finde ud af at taste kulhydrater ind i det lille apparat, når de har spist og drukket.
Uden regler for, hvordan den enkelte elev skal hjælpes, er det op til den enkelte skole og kommune, hvordan man løser det.
“Flere vælger at skifte skole eller kommune, fordi de hører, at der er bedre styr på det og mere hjælp at få et andet sted. Og vi ser gerne, at så snart diagnosen bliver stillet, går der en procedure i gang automatisk, så samarbejdet kommer op at køre mellem kommune, skole, forældre og sygehus. Derfor foreslår vi et fast indledende netværksmøde”.
Ikke lærerens opgave
Thomas Andreasen i Danmarks Lærerforening understreger, at lærerne og skolen som helhed selvfølgelig skal samarbejde og hjælpe eleven til en så normal og glad skolehverdag som muligt.
Men for ham giver det ikke mening, at en sundhedsfaglig opgave i så høj grad er endt på lærerens bord.
“Hvis du gik ud på gaden og spurgte: Hvad er en klassisk læreropgave? Så er medicinering og kulhydrattælling nok ikke et af de svar, du får. Lærerens faglighed handler om at undervise. Denne her opgave er en sundhedsfaglig opgave”.
“Og det er selvfølgelig også et resursespørgsmål hos kommunerne. Lige nu er der ikke engang økonomi til bare at sørge for god undervisning, så jeg kan godt være bekymret”, siger Thomas Andreasen.
Kristian Heunicke, direktør i KL, siger i et skriftligt mailsvar, at lokale løsninger “frem for bureaukratiske retningslinjer” er vejen frem – for eksempel gennem dialog med familien, en praksiskonsulent eller kommunens sundhedsafdeling.
“Hvis nogle lærere i den sammenhæng føler sig utrygge, vil jeg anbefale dem at tale med deres ledere. Det kommunale system har mange kompetencer, som kan guide lærerne hen til nogle sundhedskyndige, der kan hjælpe dem og klæde dem på”, skriver Kristian Heunicke.
