Fagbladet Folkeskolen sætter fokus på, hvordan man på skolerne håndterer, at flere og flere elever har type 1-diabetes, og hvad det betyder for lærernes rolle. En meget relevant problemstilling, som jeg synes giver anledning til at træde et skridt tilbage og se på i et bredere perspektiv.

For de senere år er der kommet flere og flere opgaver til i folkeskolen. Vi ser flere elever, der har brug for ekstra pleje og omsorg. Brug for medicinering til diabetes eller andre kroniske sygdomme eller diagnoser. Men resurserne er ikke fulgt med de nye opgaver – tværtimod. 

Alle elever skal naturligvis have en god og tryg skolegang og være en del af folkeskolens fællesskab – en kronisk lidelse som for eksempel type 1-diabetes må ikke være en stopklods. Det skal vi i et rigt samfund som det danske kunne rumme og klare. 

Ny rapport: Flere elever får diabetes, men lærere og forældre savner stadig afklaring om ansvaret

Men i DLF er vi selvfølgelig optaget af, hvad det kan betyde for lærernes arbejde. Hvad er vi som lærere uddannet til? Hvad er vi trygge ved, hvor ligger vores faglighed, og hvad skal vi derfor prioritere vores tid til? Jeg tror, de fleste hurtigt kan blive enige om, at ord som undervisning, klassefællesskab og relationsarbejde rangerer noget højere her end medicinering, blodsukkermåling og kulhydrattælling. 

Vi hører fra lærere, der pålægges sundhedsfaglige opgaver, at de føler sig utrygge ved situationen. I en i forvejen travl hverdag melder spørgsmålene sig: Hvad kan der ske, hvis jeg er nødt til at forlade klassen på grund af noget uforudset? Hvad hvis jeg overser noget eller gør noget forkert? Hvor galt kan det gå? 

De bekymringer forstår jeg virkelig godt. Jeg har en oplevelse af, at mange lærere er endt med at have denne slags opgaver, uden at der har været en drøftelse af hvorfor og hvordan – og uden at de nødvendige resurser er tilført. 

Vores budskab er derfor klart: Sundhedsfaglige opgaver som for eksempel medicinering skal løses af personer, der har den rette faglighed og tiden til det.

Lærere på kursus i at håndtere elev med diabetes 1: "Hvad skal jeg gøre, hvis han går i insulinchok?"

Lærerne skal selvfølgelig have viden om de enkelte elevers situation og skal kunne gribe ind og hjælpe, hvis der opstår en akut medicinsk situation eller en skade. Men der, hvor man kan planlægge sig ud af det, skal kommunerne sikre løsninger, som både elever, forældre og lærere føler sig trygge ved. 

Der kan være stor forskel på, hvad der er den bedste løsning, fra skole til skole. Det kunne for eksempel være sundhedsfagligt personale på skolen på bestemte tidspunkter, som er fast tilknyttet skolen og har både viden og tid afsat til elever med et sundhedsfagligt behov.

Dybest set handler det om respekt for forskellige fagligheder – og den tid, man har til rådighed som lærer.