“Se, nu er hans blodsukker på 3,1, det er for lavt. Han er til cirkus nu, så hvis det ikke går den rigtige vej om lidt, så ringer jeg lige derned og minder ham om at spise noget druesukker”.

Maja Bergroth er mor til Pelle på ti år, der har type 1-diabetes. Hun har et smart-ur på hele dagen, som taler sammen med Pelles blodsukkermåler. Det gør, at hun kan hjælpe ham, hvis blodsukkeret bliver for højt eller lavt. 

Lige nu er hun ikke bekymret, for han plejer at have styr på det. Hun kiggede kun på uret for at vise Pelles lærere, hvordan uret fungerer.

Lærerteamet er samlet rundt om et bord på Absalonskolen i Holbæk med Maja Bergroth og Camilla Asmussen, der er sygeplejerske på sygehusets diabetesambulatorium. 

Ny rapport: Flere elever får diabetes, men lærere og forældre savner stadig afklaring om ansvaret

Pelle er begyndt i 5. klasse, og hans nye lærerteam skal derfor sættes ind i blodsukker og insulinpumpe, samt hvilke faresignaler de skal holde øje med.

Dansklærer Majken Durhuus kigger nysgerrigt på smart-uret og insulinpumpen, som sygeplejersken har taget med som demonstration.

“Denne her måler bipper, hvis blodsukkeret kommer over 13 eller under 4. Hvis blodsukkeret er for lavt, skal han have sukker for ikke at blive dårlig eller gå i insulinchok”, siger Camilla Asmussen, der forsikrer om, at insulinchok sandsynligvis ikke kommer til at ske. 

“Hvad skal jeg gøre, hvis han går i insulinchok?” vil Majken Durhuus vide. 

“Aflåst sideleje, sørg for, at en voksen er hos ham, og ring så 112 og til mor bagefter. I den rækkefølge”, lyder det rutineret fra Camilla Asmussen, mens hun tæller de tre nødvendige handlinger med fingrene.

Ikke alle er selvkørende som Pelle 

Da Pelle fik konstateret type 1-diabetes som femårig, havde han ofte for lavt blodsukker i skolen og skolefritidsordningen. Flere af hans lærere og pædagoger ville ikke give ham sukkerholdig mad, i den tro at det ville skade ham. Når hans blodsukker var lavt, fik han rugbrød, når han skulle have haft en juicebrik. Og når der blev delt flødeboller ud, blev han vant til, at han var den eneste, der ikke måtte få.

Selv efter at de værste misforståelser blev rettet op, var Pelles mor, Maja Bergroth, vant til at overvåge sin søns blodsukker og ringe ham og lærerne op med instruktioner. Pelles diabetes blev en døgnbeskæftigelse, der krævede meget af hendes tid. 

“Jeg har nok været lidt irriterende, men det er jo ubehageligt ikke at vide, om tingene bliver gjort ordentligt. At han får det, han skal have”, siger Maja Bergroth, der efter dagens introduktion til 5.-klasseteamet er helt tryg ved at sende Pelle i skole.

Maja Bergroth er langtfra den eneste forælder, der har oplevet utryghed og unødvendige misforståelser i mødet med skolen. I en ny rapport fra landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen siger hver tredje forælder til et barn med diabetes 1, at de er utrygge ved skolens evne til at håndtere barnets sygdom. Samtidig har 78 procent af skolerne i undersøgelsen ingen retningslinjer til håndtering af kronisk sygdom, og en tredjedel af skolens personale oplever, at de ikke har nok tid til at sætte sig ind i diabetes, og at de ikke ved nok til at støtte eleven ordentligt.

Det kan lærer Majken Durhuus genkende: 

“Pelle er meget selvkørende, men hvis ikke han og Maja var så meget inde over, skulle jeg bruge meget energi på det. Nu ved jeg, at hvis jeg er i tvivl om noget, kan jeg ringe til Maja. Men det er jo ikke alle, der kan det”, siger Majken Durhuus.

“I ringer bare” 

 Ud over at vide, hvad man skal gøre, når blodsukkeret bliver for højt eller lavt, skal lærerne i Pelles team også vide noget om at tælle kulhydrater. Pelle skal nemlig taste kulhydrater ind på sin insulinpumpe, hver gang han spiser. Insulinen pumper sig selv ud i blodet, alt efter den mængde kulhydrat han taster.

“Men det behøver I ikke at koncentrere jer så meget om, for han kan selv finde ud af at taste. Det er ikke alle børn, der kan det. Men hvis han får noget at spise i klassen, kage eller frugt eller flødeboller, må I godt hjælpe ham med at udregne, hvad han skal taste ind”, fortæller Maja Bergroth. 

Læs hvad mener DLF om udfordringen

Camilla Asmussen viser en app frem, der kan fortælle, hvor mange kulhydrater der er i alle mulige fødevarer. I en flødebolle er der cirka 13 gram kulhydrater. Den app vil Majken Durhuus downloade.

“I skal bare være opmærksomme, hvis han bliver lav, men så vil han ofte spørge efter juice eller kakao selv. Og så skal I huske tasken, når I er på tur”, siger Maja Bergroth og henviser til tasken, der fast ligger i klassen og indeholder juice, druesukker, kakao og noget ekstra diabetesudstyr, hvis Pelles eget svigter.

Lærerne i Pelles team tager den nye opgave med oprejst pande.

“Vi er lærere, men vi er jo også mennesker, så selvfølgelig tager man det ansvar. Ligesom man også hjælper elever, der får angstanfald”, siger Majken Durhuus. 

Camilla Asmussen nævner et eksempel fra en anden skole med en pædagog, der ville taste ti gram kulhydrater ind på maskinen, men i stedet fik tastet ti enheder insulin. En mængde, der ville give barnet alvorligt lavt blodsukker, hvis ikke barnet hurtigt fik en masse kulhydrater indenbords. 

“Jeg kan nok godt være lidt nervøs for at komme til at begå fejl ligesom pædagogen der. Men jeg tænker, at vi nok skal klare den. Man er jo aldrig helt alene, og hvis man er i tvivl, må man råbe op”, siger dansklærer Stine Jensen Lefolii.

“Du kan jo altid ringe”, siger Maja Bergroth og fortsætter: 

“Han kan meget selv. Men det handler også om, at han ikke er helt alene om det. At han kan spørge en lærer, hvis han bliver i tvivl om, hvordan det hænger sammen”.

Stor forskel på hjælp fra kommune til kommune 

Hos Steno Diabetes Centrene og Diabetesforeningen oplever man, at der generelt er meget stor forskel på kommuners og skolers tilgang til elever med diabetes, og nogle steder kan hjælpen være svær at hente. Det kan Camilla Asmussen fra Holbæk Sygehus genkende.

“Da der ikke findes klar lovgivning på området, så gør kommunerne og skolerne det på vidt forskellige måder”, siger Camilla Asmussen. Hun er flere gange om måneden på skolebesøg som det, hun er på i dag. 

“Mange lærere oplever, at det er et overvældende ansvar, og så bliver de berøringsangste. Det kan jeg sådan set godt forstå. Så vi behøver nogle meget klare retningslinjer, der sikrer en procedure. For ellers ender vi med utrygge forældre og utrygge lærere, der aldrig helt er blevet enige om ansvar og fordeling”, siger Camilla Asmussen.

Hun fortæller, at mødet i dag og samarbejdet om Pelle generelt er et af de gode eksempler. Ikke mindst fordi Pelle kan mange ting selv, og fordi hans mor hjælper meget til. Men andre steder er det helt anderledes.

“Som det er nu, er der stor forskel på, hvor meget hjælp de enkelte børn får, alt efter hvor meget de enkelte familier får søgt og tildelt af støtte fra kommunen. Der kan jeg godt blive bekymret”.