Illustration: Pernille Mühlbach
Kurser skal skaffe nyuddannede lærere job
Efterspørgslen efter lærere med kompetencer inden for tværfagligt samarbejde med pædagoger er stor. Lærernes og pædagogernes a-kasser udbyder nu fælles traineeforløb til nyuddannede uden job.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I tre år har Lærernes a-kasse i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol udbudt trainee-ordninger for nyuddannede ledige lærere. Nu er pædagogernes a-kasse kommet med på projektet, og hovedfokus har flyttet sig fra klasseledelse til tværprofessionelt samarbejde.
»Vi justerer hele tiden ordningen efter de studerendes feedback og kommunernes behov. Lige nu giver det et enormt cv-boost, at man er klædt på til at indgå i samarbejdet med pædagogerne. Det er efterspurgt af både de ledige og arbejdsgiverne«, siger Pernille Henriksen, adjunkt ved Metropol og underviser på ordningen.
Efteruddannelsen består af et kursusforløb og en praktikperiode på otte uger som trainee under en rutineret lærer på en folkeskole.
»Samlet set medvirker forløbet til, at man kan reflektere over og tale om sig selv som kompetent lærer i stedet for kompetent lærerstuderende. Det er vigtigt, for det kan naturligvis gøre noget ved selvtilliden at gå ledig«, siger Pernille Henriksen.
Er med til at forme praksis
Oprindeligt var de ledige pædagoger og lærere opdelt de første kursusgange, men efter ønske fra de studerende er al undervisningen nu samlæst.
»Vi gør meget ud af at diskutere, hvordan lærere og pædagoger kan supplere hinandens faglighed, så vi undgår 'radiatorpædagogen', der er plantet på sidelinjen under undervisningen, hvis ikke der er en elev, der har brug for ekstra hjælp«, siger Pernille Henriksen og tilføjer:
»Vores kursister kan være med til at præge praksis. Det kan godt være, at det gode tværfaglige samarbejde ikke eksisterer alle steder endnu, og så har man jo en fordel, hvis man har gjort sig tanker om, hvordan det kan skabes«.
Konsulent i Lærernes a-kasse Jakob Fog understreger, at elementer som konflikthåndtering, klasseledelse og det svære forældresamarbejde stadig indgår som en del af forløbet.
»Målet er at give de nyuddannede lærere en efteruddannelse, der hjælper dem med både at finde job og at kunne være i det job, de finder. Noget, der styrker deres jobsøgning på kort sigt og deres robusthed som lærere på længere sigt«, fortæller han.
En øjenåbner
Birgitte Krabbenhøft blev uddannet som lærer fra UCC Carlsberg den 24. januar, gik ledig i to måneder og er nu trainee på Humlebæk Skole efter at have fulgt kurset på Metropol. Inden hun startede, havde hun ikke et klart billede af, hvordan pædagoger skal indgå i undervisningen.
»Forløbet har været en øjenåbner, i forhold til hvor meget ekstra værdi det tværfaglige samarbejde kan tilføre, hvis man planlægger, udfører og evaluerer undervisningen sammen - med respekt og nysgerrighed for hinandens faglighed«, siger hun og fortæller, at hun også har fået styrket selvtilliden som jobsøgende:
»Jeg kommer til at gå til fremtidig jobsøgning med styrket cv, netværk og tro på egne evner efter at have været 'føl' i et rutineret lærerteam, hvor jeg har kunnet finde inspiration i at følge, hvordan rutinerede kollegaer underviser og tackler eleverne på hver deres måde«.