Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Ved årsskiftet forlod vi 10-året for folkeskolereformen. Jeg har kolleger, der er blevet lærere efter 2014, som er godt trætte af at høre deres ældre kolleger tale om lockouten.

Kom nu videre, sukker de. Men vi, der var en del af det shitshow, kan ikke komme videre. Og jeg vil gerne forklare hvorfor.

I 2013 havde jeg været lærer i 14 år. Det var et kald for mig, og det var pragtfuldt. Skønne børn, gode kolleger, 21 undervisningstimer, et par møder om ugen og forberedelsestid, som jeg placerede, hvor det passede mig. Jeg var ung og uden børn, så det var ofte om aftenen, hvor jeg med en stor kop te satte mig ved spisebordet og rettede afleveringer eller om søndagen, hvor jeg var udhvilet, og der var fred og ro. Mine kolleger og jeg holdt ofte fester fredag aften eller sad om eftermiddagen og hyggede.

Der var overskud. Der var arbejdsglæde. Der var tid.

Så kom beskeden

1. april 2013 blev en skelsættende dag. Jeg havde lige haft påskeferie, så kom beskeden om lockouten.

Nu stod den på bannere og demonstrationer i lyskryds med gule refleksveste. Det var kollegialt samvær, og vi kæmpede sammen for vores rettigheder.

Først senere kom den snigende: Ydmygelsen. Den bidende, svidende ydmygelse og følelsen af at være ladt i stikken af nogen, der skulle passe på mig og på mit arbejdsliv.

Det startede med de tonedøve kommentarer om, at det var godt vi lærere kom i arbejdstøjet og nu – for en gangs skyld – skulle arbejde fuld tid ligesom resten af befolkningen.

Pludselig stod den på fuld tilstedeværelse med meningsløs arbejdstid på skolen, fremfor forberedelse derhjemme. Og så kom lektiecafeerne med trætte børn og slukkede lærere. Og så kom læringsmålstyret undervisning. Og så kom inklusionen.

Til sidst kom vreden og tabet af troen på, at nogen ville rette op på katastrofen. Jeg dukkede hovedet i skam, når nogen spurgte, hvad mit arbejde var.

Klap os på hovedet

Tiden gik, og nu er der gået 10 år. Jeg må sorgfuldt erkende, at den blomstrende folkeskole, jeg husker fra før reformen, er visnet.

Jeg kan godt forstå, hvis I nyere lærere har svært ved at kapere, hvad der egentlig overgik vores fag dengang i 2013 og 2014. For I har jo ikke prøvet andet. I tror, det er sådan det skal være. Men kære kolleger, det kan være meget bedre. Det har været meget bedre.

Før folkeskolereformen var skolevægring et fremmedord, elever, der havde det skidt, kom til skolepsykolog, og der var tid til at forberede spændende og varieret undervisning. Før folkeskolereformen var det at være lærer verdens bedste og vigtigste job.

På de 10 år, der er gået, er vi lærere blevet banket gule og blå fra alle sider, og det har gjort mig desillusioneret.

Nu kommer der så et nyt såkaldt kvalitetsprogram med velmenende tiltag, må vi gå ud fra, men vi orker næsten ikke mere. Mit kald er blevet til et tomt ekko.

Kære yngre kollega, kæmp for alt, hvad du har kært. Men vid, at det har haft en kæmpe pris for dine ældre kolleger.

Vi er blevet revet rundt i manegen de sidste 10 år, og det er ikke slut endnu. Lyt til os, når vi fortæller sagnomspundne eventyr fra gamle dage, hvor lærere havde tid til at forberede undervisningen, hvor elever, der havde det svært, fik hjælp, og hvor man ikke var fuldstændig kørt over, når man gik hjem fra arbejde.

Klap os så på hovedet og lov os, at det hele nok skal gå

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk