»Basis for at kunne blive den gode lærer er en interesse for og indsigt i den historie, som har skabt det samfund, vi er en del af. At have lyst til at vide noget om den verden, vi lever i, og at bringe det videre til eleverne. Og så handler det om lysten til at være en del af et stærkt kollegialt fælleskab, som ikke bare er forvalter af politiske beslutninger, men som også er medudvikler af pædagogiske visioner og drømme. Og om at have stærke relationer til eleverne og at kunne lægge det rigtige spor ud for den enkelte elev og det fællesskab, som klassen skal være. Det er noget, jeg selv og mange andre lærerstuderende går meget op i«.

Hvor god vurderer du, at skolen, I kommer ud i, er til at understøtte den gode lærer?

»Hvis man ser på den gode lærer, er det ikke justeringer af læreruddannelsen, der gør det. Det er ude på skolerne, at muligheden for at lykkes som den gode lærer bliver til. Der er fine elementer i reformen, men det er en stor hæmsko, at man fokuserer på snævre resultatmål i dansk og matematik i stedet for den hele elev. Jeg tror, at vi skal tilbage til, at det er det kollegiale fællesskab, der præger skolen. Så vi ikke bare bliver forvaltere af beslutninger, men er medudviklere af pædagogiske visioner og drømme. Vi skal have skabt et frirum til, at den enkelte lærer kan indrette sin undervisning på baggrund af sin relation og kendskab til eleverne. Og så skal vi væk fra at sige, at den enkelte elev skal være så dygtig som muligt, og at vi måler skolerne i forhold til hinanden. For så individualiserer vi, og det er på bekostning af, at eleven skal inddrages i samfundet og fællesskabet«.