Han kan tidsfæste det helt præcist. Lige før midnat lørdag den 8. august 2009. Der fandt Bob Bohlbro ud af, at han ville være lærer.

Han havde mange job, før erkendelsen kom til ham: Selvstændig festmager, kørende sælger og pædagogmedhjælper i en vuggestue. Hvordan det summer op til at blive folkeskolelærer, har han sin egen teori om.

Fire år senere, onsdag den 7. august 2013 i Sorø om formiddagen, sidder Bob Bohlbro som formand for Lærerstuderendes Landskreds bænket med alle skoleverdenens magthavere. Scenen er det traditionelle Sorø-møde, hvor hele skoleverdenens elite mødes i to dage på Sorø Akademi. Det var midt i den højloftede sal med store spejle, hvor alle deltagerne havde diskuteret sig frem til, hvad god ledelse skulle være i den nye folkeskole:

»Nu har vi hørt om god didaktik og god ledelse i halvanden dag, og det er fint nok, men der er jo ikke noget nyt i det. Vi mangler at snakke om lektiecafeer og bevægelse og alt det andet nye i reformen. Og vigtigst af alt: Vi mangler at tale om tid. Lærerne skal jo være mere sammen med eleverne. Hvad er det så, vi ikke skal? Der er nogen, der skal sige, at det her ikke har tøj på«.

Det er langtfra altid populært at være den, der nævner elefanten i rummet. Ikke desto mindre var det, nøjagtig hvad de lærerstuderendes 29-årige formand gjorde med sit spørgsmål. Han udfordrede ministeren og den gode stemning.

Undervisningsminister Christine Antorini (Socialdemokraterne) reagerede prompte: Hun ignorerede fuldstændig talerlisten, fløj op og greb mikrofonen:

»Hvis jeg var medarbejder, ville jeg aldrig sige til min leder, at hvis du siger, jeg skal lave det og det, så skal du også sige, hvad jeg så ikke skal lave. Jeg ville selv fikse det. Det er den måde, vi skal til at tænke på. Vi skal tænke arbejde på en anden måde. Vi spiller bolden tilbage til jer. Nu har jeg hørt det med, hvad skal vi så ikke lave, hele foråret …«.

Dette citat af Antorini er blevet gentaget mange gange, men Bob Bohlbro understreger, at det faktisk ikke var første gang, forslaget blev stillet. Det handlede mere om sammenhængen.

»Det var ikke første gang, at lærere havde stillet det her spørgsmål. Jeg sagde det bare så provokerende, at hun blev sur. Alt efter hvad man lægger i ordet, kan man nok sige, at jeg er en enfant terrible. Jeg er ikke bange for at åbne munden og være lidt provokerende og sige tingene ligeud af posen«, siger Bob Bohlbro i dag.

En »slagsbror«

I dag, på det lille og let rodede kontor med stakke af papirer og bøger i Lærerstuderendes Landskreds' (LL) lokaler i midten af København, er Bob Bohlbro ikke en udfordrer. Han er de lærerstuderendes pendant til Anders Bondo. Som formand for LL står Bob Bohlbro i spidsen for 7.000 medlemmer fordelt på 17 læreruddannelser på syv professionshøjskoler. Ligesom de politiske partier har ungdomspartier, så er LL lillebror til DLF.

»Vi har de samme mål - men vi er ikke altid enige om midlerne. Jeg er også mere fri til at sige ting, som Anders Bondo og Dorte Lange ikke kan i kraft af deres position«, siger Bob Bohlbro. Den bramfri tilgang til tingene gælder ikke kun over for politikere, men også når Bob Bohlbro er med til møder i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Det kan hovedstyrelsesmedlem i DLF Bjørn Hansen bekræfte. Han er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg, hvor Bob Bohlbro også sidder.

»Bob har nogle markante holdninger, og han tør fremføre og diskutere dem. For eksempel når vi diskuterer, om læreruddannelsen skal være femårig, hvor LL bestemt ikke er enig med os«, siger Bjørn Hansen og understreger, at Bob Bohlbro ikke kun går op i læreruddannelsens vilkår, men også er dybt engageret i folkeskolens arbejde, reform og arbejdstid, hvor han har sine meninger, selvom det ikke nødvendigvis er noget, som LL behøver at forholde sig til.

»På Sorø-mødet sagde han også sin mening om tingene, selvom han var på 'udebane' - han går ind i det med åben pande og er ikke bange for at tage slagsmålene og diskussionerne«, siger Bjørn Hansen.

Sådan er Bob Bohlbro: åbenmundet og modig - dog ikke når det gælder højder og vakkelvorne broer. Der er ting, han aldrig kunne finde på at sige, men snu som han er, vil han heller ikke fortælle journalisten det. Han er en arbejdshest, fortæller hans kollega i LL. Men Bob Bohlbro virker samtidig rastløs, tåspidserne trommer på kontorstolens ben, og det næste øjeblik hiver han sit ene ben op på stolen og sætter sig på det.

Bob Bohlbro har tatoveringer, blandt andet sit produktionsstempel - »ligesom på et stykke legetøj«, som han selv kalder det. »Made in Denmark 27.06.1984« står der på indersiden af hans højre overarm - hans begrundelse for »stemplet« er, at han er stolt af at være dansker.

»Bob har den søde og bløde side, men så har han også den mandige side, når han hører sin mærkelige musik«, fortæller Bob Bohlbros rygeveninde fra hovedstyrelsen, Jane Torp Bodilsen, om hans store forkærlighed for heavy metal - eller djævlemusik, som han selv siger. Men inden i Bob Bohlbros krop er en ældre mand, som ikke kan læse den mindste tekst uden briller, hvorfor læsebrillerne i håret er en nødvendighed. Også selvom de som konsekvens altid er fedtede og ridsede.

Skolereformen har også gode elementer

Selvom Bob Bohlbro har trykket på et ømt sted i folkeskolereformen, nemlig at det er lærerne, som skal finansiere den ved at undervise i flere timer, så er der andre dele af den, som ser indbydende ud.

»Det er svært at tage diskussionen om reformen uden at blande overenskomstmæssige forhold ind. Men hvis vi kan skære det fra, så synes jeg faktisk, at der er rigtig mange gode elementer i reformens hovedtræk. Blandt andet mere bevægelse og mere tid til at fordybe sig i fagene, altså understøttende aktiviteter. Der er helt klart nogle perspektiver«. Problemet er ifølge Bob Bohlbro det testregime, der bliver lagt ned over skolen.

»Den folkeskole, vi har i Danmark, kan ikke bruges i forhold til testsystemer. Folkeskolen bygger på Grundtvig, Koch, Løgstrup - den type af dannelsestænkning er fuldstændig modsat den skoletype, Antorini vil lave nu. Og det er et problem, at vi aldrig har fået taget den diskussion. Det har i stedet været mindre elementer som lærernes arbejdstid og lignende. Men vi har aldrig haft en samfundsdebat om, hvorvidt vi egentlig vil have et helt andet skoleparadigme«, siger Bob Bohlbro og understreger, at Antorinis skole sagtens kan lade sig gøre. »Men er det den skole, vi vil have?« spørger han retorisk.

Bob Bohlbro har en mening om det meste, men hvad der har fået ham ind i politik, kan han ikke pege på.

»Vi har aldrig talt politik i mit barndomshjem. Andre i lignende positioner kommer ofte fra et arbejderhjem eller akademikerhjem, hvor fagforening eller politik har fyldt. Men vi har altid prøvet at vende tingene rundt. Hvis jeg mente noget, så prøvede mine forældre at få mig til at se sagen fra en anden side også«, fortæller Bob Bohlbro om sin kernefamilieopvækst med en pædagogmor og en ingeniørfar.

Drømte om at blive kok

Det lå ikke i kortene i barndomshjemmet at blive lærer. Det kom i stedet som en pludselig - men meget selvfølgelig - indskydelse til den dengang 25-årige Bob Bohlbro.

»Jeg har kraftedeme tænkt over det mange gange, hvad det lige var, der skete den aften. Men fra den dag, jeg fik den tanke ind i hovedet, at jeg da skal være lærer, har den vokset lige siden«, siger Bob Bohlbro, og et knips med fingrene understreger, at hans pludselige indskydelse den lørdag aften tændte noget i ham. Dagen efter tilmeldte han sig efteroptaget på læreruddannelsen på Blaagaard/KDAS. Ugen efter startede han.

Som teenager drømte Bob Bohlbro ellers om at blive kok, men det satte hans manglende korsbånd i begge knæ en stopper for. Det ville smadre hans krop at skulle stå op 12 timer i træk. Men Bob Bohlbro fandt blot på andre ideer. Faktisk har han på grænsen til sit 30. leveår været vidt omkring. Som 17-årig gymnasieelev på Vejen Gymnasium startede han firmaet BDZ Partyconsult & Management sammen med en kammerat, hvor de tjente penge på at arrangere fester. Da Bob Bohlbro var blevet student, fik han job som kørende sælger, hvor han skulle sælge alt fra mobiltelefoner til rengøringsmidler - og vist også brandbiler.

»Vi røg ud alle mulige steder og skulle sælge ting. Det var i øvrigt skidesjovt som 19-årig«, husker Bob Bohlbro. Men meget hurtigt kom han ind i salgstrænerteamet, hvor han fik ansvaret for at undervise sine kollegaer i salgsteknikker, selvom han selv var helt ny i faget.

Ved siden af begyndte Bob Bohlbro at turnere rundt til efterskoler, gymnasier og 10.-klassecentre med sit eget totimersforedrag »Selvtillid fremmer forståelsen«. Han fortsatte med foredraget, efter at han stoppede som sælger for at blive selvstændig festarrangør igen.

»Jeg blev enig med mig selv om, at nu skulle jeg fandeme starte mit eget, og det skulle være vildt«. Bob Bohlbro købte sin kammerat ud af deres fælles hobbyfirma fra gymnasiet og gik i gang med at banke det op til en virksomhed - men kapital skulle der jo til. I fire måneder arbejdede Bob Bohlbro fuld tid på en fabrik om natten - og fuld tid i sit eget firma for at få det op at køre.

»Jeg sov ikke i de fire måneder. Heller ikke i det følgende halvandet år«, husker Bob Bohlbro. Han knoklede 90 timer om ugen for at holde de fede events og fester for de store virksomheder i Syd- og Sønderjylland, blandt kunderne var Danfoss og Ecco Sko. Men i længden blev det for hårdt. Løsningen blev, at Bob Bohlbro flyttede med sin kæreste til København, uden egentlig at vide hvad han skulle der. »Det var lidt syret«.

Høj på undervisning

I København fik Bob Bohlbro arbejde i en vuggestue, fordi han skulle have et eller andet at slappe af med, som han siger.

»Min krop var fuldstændig smadret. Lægen havde sagt, at jeg aldrig ville nå at blive 50, hvis jeg fortsatte i det tempo«. Så Bob Bohlbro slappede af. Lige indtil en forælder i vuggestuen headhuntede ham til sit reklamebureau på Kongens Nytorv, hvor han skulle være med til at designe og holde oplæg for Vestas, PFA og Danske Bank.

»Jeg var med til at holde et oplæg om ledelse, hvor nogle af deltagerne havde været ledere i virksomheden i 30 år, altså længere tid end jeg havde levet. Jeg var heldig, og det var en fantastisk tid, men altså, det var surrealistisk«, siger Bob Bohlbro eftertænksomt om tiden, hvor han gik i jakkesæt og boede i kollektiv. Da firmaet lukkede sin konsulentafdeling, skulle Bob Bohlbro finde på noget nyt, og da var det, at tanken om at blive lærer slog rod i ham.

Nå han tænker over de mange ting, han har foretaget sig, så er der et fællestræk, nemlig at han fik et kick ud af at bevæge mennesker i en retning gennem undervisning.

»Jeg kan godt lide at komme ud og tale til folk, bevæge dem og flytte dem. Det er vel det, man vil kalde for undervisning - i min optik i hvert fald. Jeg har så fundet ud af, at man også kan gøre det i politik. Der kan man også tale til folk og flytte dem«.

Bob Bohlbros linjefag er dansk, samfundsfag og kristendomskundskab, og det er med hans ord en rigtig god kombination, hvis man er politisk interesseret. Der er dog et afkald ved at gå ind i studiepolitik, som Bob Bohlbro er ked af.

»Der går længere tid, inden jeg kommer ud at undervise. Kæft, det savner jeg. Sindssygt meget«.

Det er nok også derfor, at Bob Bohlbro ikke regner med, at politik skal være hele hans karriere.

»Nogle gange kommer der pludselig nogle ting, og det må man jo så tage, når det kommer. Men jeg skal ud at være lærer, det er målet«.