De lærerstuderende demonstrere i dag i protest over nedskæringer på deres uddannelse. "Vi kan se, at besparelserne har tydelige konsekvenser på læreruddannelsen", siger Jenny Maria Jørgensen, der er formand for Lærerstuderendes Landskreds.

Lærerstuderende demonstrerer igen mod nedskæringer

Sammen med elever og andre studerende demonstrerer de lærerstuderende netop nu imod nedskæringer på uddannelsesområdet. Ifølge initiativtagerne bliver der skåret 1,8 milliarder på professionshøjskolerne over de kommende fire år.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I protest mod regeringens finanslovsforslag demonstrerer initiativet Uddannelsesalliancen i dag fem forskellige steder i landet. 

Det er tredje år i træk, at Uddannelsesalliancen indkalder til demonstrationer imod et finanslovsforslag.

Alliancen består af 41 organisationer fra elev- og studenterbevægelsen og fagbevægelsen, blandt andre Danmarks Lærerforening og Lærerstuderendes Landskreds. Ifølge initiativet bliver der skåret 1,8 milliarder kroner på professionshøjskolerne over de kommende år, hvilket blandt andet vil ramme læreruddannelsen.

"Vi kan se, at besparelserne har tydelige konsekvenser på læreruddannelsen. Et helt konkret eksempel er, at vores hold bliver lagt sammen, så vi kan risikere at være op mod 70 studerende på holdet. Vi kan ikke få feedback på vores opgaver, og vi oplever, at underviserne er meget pressede. Så konsekvenserne begynder virkelig at melde sig", fortæller Jenny Maria Jørgensen, der er formand for Lærerstuderendes Landskreds.

Studerende: Politikerne kan ikke lukke øjnene længere

Af regeringens finanslovsforslag fremgår det, at den to procents-besparelse, som uddannelsessystemet er underlagt, fortsætter til og med 2021. Jenny Maria Jørgensen håber, at dagens demonstrationer vil få politikerne på bedre tanker.

"De konsekvenser, vi kan se på læreruddannelsen, er så markante, at jeg ikke mener, at politikerne kan lukke øjnene for dem. Besparelserne kan ikke fortsætte i uendeligheder", siger Jenny Maria Jørgensen om udsigterne til at få taget besparelserne af bordet.

Dagens demonstration mod finanslovsforslaget falder sammen med en ganske særlig dag for landets folkeskolelærere.

"I dag er det Lærernes Dag, og jeg synes, at det har en særlig betydning, at vi markerer det og samtidig sender et signal til politikerne lige præcis den dag, hvor vi skal hylde lærerne. Hvis der ikke bliver investeret i uddannelse, så vil de lærere, der bliver uddannet nu, ikke være lige så godt rustet til at undervise i folkeskolen som for tre år siden", siger Jenny Maria Jørgensen.

De lærerstuderende på Professionshøjskolen Metropol og UCC arrangerer fælles afgang fra uddannelsesstedet og følges til den store demonstration, der starter på Nytorv i København kl. 16. Der er også demonstrationer i Aarhus, Odense, Aalborg og Rønne.

Lærerstuderende demonstrerer mod besparelser