Redaktionelt regnskab 2016: Flere lærere følger fagene

Læserne har erobret folkeskolen.dk. De faglige netværk blev travle, og et politisk citat ribbede op i gamle sår. Vi har gjort det redaktionelle regnskab op for 2016.

Offentliggjort
Læringsmål og læringsplatforme er noget, der har fyldt både i vores dækning og i debatten på folkeskolen.dk.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Redaktionelt årsregnskab 2016

Jeres læserindlæg har næsten overtaget folkeskolen.dk. I 2016 fyldte selvstændige indlæg fra læsere nemlig næsten lige så meget som de journalistiske artikler. 1.190 selvstændige læserindlæg var der, da året blev talt op - det er en stigning på 35 procent i forhold til året før. Journalisternes artikler talte 1.284, hvoraf 122 er skrevet til det trykte blad.

Det er nu fjerde gang, vi på redaktionen opgør det journalistiske årsregnskab, og det viser endnu en gang, at meget af det populæreste indhold kommer fra jer selv. Samtidig er der også en livlig debat på Folkeskolens Facebook-side, hvor der er godt 18.000 personer, der »synes godt om«, mod 10.000 i 2015.

Det kunne I lide: En afsløring og en pistol i havnen

Skoleleder siger op: Supertankeren kører derudad - mennesket bliver glemt

Den mest læste artikel i 2016 var: »Skoleleder siger op: Supertankeren kører derudad - mennesket bliver glemt«. Jeres favoritartikel handler om en skoleleder, der ikke ville lade stå til, mens økonomien overhalede pædagogikken. Den blev læst af omkring 16.000 lærere. På andenpladsen kommer »Afsløring: Ingen evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker« med cirka 15.500 visninger.

Afsløring: Ingen evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker

2016 var også året, hvor et lille ord skulle få afgørende betydning. Helle Thorning-Schmidt blev citeret i Politiken for at sige: »Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj. Men ifølge hende mente hun og havde bedt om at få rettet, så der kom til at stå, at de godt vidste, at afslutningen af lockouten ville ligge oven i første maj.

Men det blev først rettet nogle dage senere. Det gik ikke ubemærket hen på folkeskolen.dk. Tidligere hovedstyrelsesmedlem Niels Christians Sauers indlæg »Den rygende pistol« lå således som mest læste i adskillige dage og ligger nummer 1 som mest populære brugerindlæg i 2016 med næsten 14.000 visninger. Opfølgningen: »Den rygende pistol smidt i havnen?« er også med på topti over de mest populære.

Blog: Thorning leverer den rygende pistol Blog: Den rygende pistol smidt i havnen?

I det hele taget handler næsten alle de mest læste læserindlæg på folkeskolen.dk om lockouten eller følger af lockouten. Det vidner om, at emnet stadig fylder rigtig meget.

Flere følger fagene

Antallet af følgere på alle vores 15 faglige netværk er steget siden 2015. I december 2016 havde netværkene tilsammen 83.993 følgere (mange følger flere netværk). Det er en stigning på næsten 5.000 følgere - svarende til seks procent.

folkeskolen.dk/fag

I efteråret bevilgede foreningen bag Lærerstandens Brandforsikring godt tre millioner kroner over tre år til at udvikle de faglige netværk. De penge bruger vi blandt andet på en projektleder, der ud over at producere artikler om fagene arbejder sammen med lærere om at finde nye bloggere fra skoleverdenen og få det allerbedste indhold frem.

Det mest aktive netværk er netværket om specialpædagogik, som både har 8.500 følgere og en rigtig høj aktivitet per tilmeldt. Det er blandt andet i specialpædagogiknetværket, at en del af debatten om inklusion bor. Læringsplatforme har også fyldt meget i debatten - og det kan man se i it-netværket. Her diskuterer flere end 10.000 følgere læringsplatforme lige fra de overordnede mål og retningslinjer til lavpraktiske problemer. Men naturfag, dansk, matematik og historie har mange følgere.

Vores stolteste øjeblikke - og smuttere

Flere end hver tredje kommune åbner for kortere skoledag 

Igen i år har vi bladret årets udgivelser igennem for at pege på dem, redaktionen er særligt stolte af. Vi har blandt andet startet en debat om forkortelse af skoledagene, og som den første kortlagde folkeskolen.dk, hvor mange kommuner der havde åbnet op for den kortere skoledag. Det skabte også stor debat, da Undervisningsministeriet efter en del artikler erkendte selv at have opfundet begrebet »læringsmålstyret undervisning«. Endelig fik en journalist på redaktionen ved hjælp af en omfattende aktindsigt afsløret, at vold og trusler desværre er dagligdag på skolerne, i langt højere grad end man skulle tro.

Mange lærere udsat for vold på jobbet 

Til gengæld er vi ikke stolte af, at vi fik sat en for stram rubrik på en artikel om muslimske drenge. Vi siger også undskyld for forsyndelser som manglende tal, og at vi kom til at sætte en forkert titel på en kandidat, som pludselig blev forfremmet til ph.d.