Lærerne havde ikke en chance, siger Pernille Skipper, Enhedslisten og afkræver 2013-regeringspartierne en forklaring.
Foto: Enhedslisten
Enhedslisten: S, SF og R skylder lærerne en forklaring
De tre tidligere regeringspartier, SF, Socialdemokratiet og De Radikale skylder lærerne en forklaring, siger politisk ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper i en kommentar til en ny bog, som bekræfter, at lærerne var ofre for aftalt spil.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det var øjensynligt Thorning og Corydon, der dikterede arbejdstidsaftalen, og det er at tromle hen over den danske model, hvis de havde aftalt på forhånd, at de ville afslutte konflikten med et lovindgreb. Så der var aldrig reelle og frie forhandlinger, og lærerne havde ikke en chance", siger Pernille Skipper og tilføjer, at de to eks-ministre, der i dag begge har forladt politik, i sagens natur ikke kan kaldes i samråd:
"Men det gør ikke de daværende regeringspartier ansvarsfri", siger hun og påpeger, at det var den nuværende formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister fremlagde lovforslaget i april 2013.
"Det her har været en årelang fadæse. Nu er vi simpelthen nødt til at få alle kortene lagt på bordet, så jeg vil kraftigt fraråde Socialdemokraterne, SF og De Radikale at krybe i flyverskjul. De kan ikke være andet bekendt overfor lærerne end at stille op med åben pande og svare ærligt på, hvad de vidste", siger Pernille Skipper.
Ny bog dokumenterer: Regeringen besluttede lockouten