Det gamle missionshus var fyldt, da DLF og Dansk Industri inviterede til debat om Ny Nordisk Skole på Folkemødet på Bornholm i går.

Kritiker: Ny Nordisk Skole er varm luft

Ny Nordisk Skole fik hårde ord med på vejen ved DLF’s debat på Folkemødet i går. Praktikerne skal føre ny nordisk skole ud i virkeligheden, lød svaret fra projektets bagmænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I alt 23 forskere og praktikere har den seneste tid arbejdet med at færdiggøre et værdigrundlag, der skal udgøre fundamentet i den såkaldte Ny Nordisk Skole. Det er planen, at grundlaget står klar til Sorø-mødet i august.

I går havde Danmarks Lærerforening inviteret til debat om den nye skoletænkning i det gamle missionshus i Allinge på Bornholm i forbindelse med årets Folkemøde. Under ledelse af tv-vært Clement Kjersgaard var det op til repræsentanter fra DLF og Dansk Industri samt politikere og forskere at diskutere, hvad der egentlig menes - eller skal menes - med en Ny Nordisk Skole.

Skolevision mangler indhold Den stærkeste kritik af bagmændenes foreløbige arbejde kom fra økonomiprofessor Chresten Sørensen, der efterlyste konkrete tiltag.

"Det hele er målsætninger. Enhver idiot kan stille målsætninger op. Det afgørende er, hvordan vi realiserer dem. I skolens rejsehold var der 10 forslag, hvor mange af dem er blevet indført?", spurgte Christen Sørensen retorisk resten af panelet.

"Sagen er, at der ikke er styr på det. Problemet er, at undervisningsministeren ingen autoritet har længere. Nu skal vi have Ny Nordisk Skole, og det står fuldstændig uklart, hvad den indeholder", tilføjede han. 

DLF: Manifest skal gøre en forskel Næstformand for Danmarks Lærerforening Dorte Lange, der sammen med Dansk Industris direktør Lars Goldschmidt er formand for dialoggruppen bag Ny Nordisk Skole, var ikke sen til at imødegå Christen Sørensens kritik.

DLF-næstformand i spidsen for Ny nordisk skole

Ifølge Dorte Lange er den nye skoletænkning et forsøg på at skabe "et markant løft for alle med stadig dygtigere professionelle på et bæredygtigt grundlag".

"Der er det særlige i det, at når vi siger et fagligt løft, så tænker vi ikke bare at jage den asiatiske tiger, men både kognitiv og social faglighed, identitetsdannelse og selvværd. Vi er ude på at skabe livsduelige unge. Stadig dygtigere professionelle er det vigtige, for som forskningen siger, hvis ikke de professionelle tager bolden, så fungerer det ikke", sagde Dorte Lange.

"Det, vi lægger frem, det er et manifest på sandsynligvis ti paragraffer, som vi håber, skolerne vil tage og se, hvad kan bruges til hos dem. Her er det, jeg mener, vi har et potentiale, vi kan give frit. Glæden og iveren er blevet væk, fordi vi i mange år er blevet styret oppefra. Ny Nordisk Skole er at give bolden til dem, der ved, hvad det handler om derude".

Det handler om at samle - også på erfaringer Dorte Lange fik opbakning fra flere parter. En af dem var Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen, der erklærede sig som fan af Ny Nordisk Skole.

"Man kan få noget gennemarbejdet, som bygger på det, der foregår ude i klasseværelset. Giv os tid til at udvikle det her. Det fokus, der er på at få de professionelle til at løfte kvaliteten, det, tror jeg, er helt rigtigt", sagde han.

Også fra politisk hånd var der positive tilkendegivelser. Mens visionens overskrift efter præsident for Nordisk Råd Bertel Haarders (V) eget udsagn "varmede hans nordiske hjerte", lagde Rasmus Prehn (S) især vægt på det fællesskab, der ifølge ham gør tanken om den nordiske skole unik.

"Ambitionen med en Ny Nordisk Skole er at samle alle de idéer, der er. Her har vi en masse politikere, der er enige om at samles om nogle ting. I stedet for at skændes, løfter vi folkeskolen. Ny Nordisk Skole handler også om det, der er særligt nordisk, nemlig at vi også løfter i kraft af hinanden", sagde Rasmus Prehn.