I to dage havde DLF's hovedstyrelse buret sig selv inde på et hotel i Taastrup vest for København. Der blev diskuteret og arbejdet på højtryk til ud på de små timer med at forberede en medlemsdiskussion om fremtidens skole. Til at indlede processen var der inviteret tre eksperter udefra: Professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School/Handelshøjskolen i København, adjunkt Helle Bjerresgaard fra Professionshøjskolen Syd i Haderslev og fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra firmaet Futuria.

Lærerne kan spille en afgørende rolle

Ove Kaj Pedersen trak linjerne op bagud og så på de seneste 15 års samfundsudvikling, hvor styringen af økonomien har haft højeste prioritet, uanset hvilket parti statsministeren og finansministeren er kommet fra.

40'ernes og 50'ernes demokratiopfattelse i folkeskolens formål - med tanken om aktiv deltagelse - har måttet vige, sagde Ove Kaj Pedersen. Medbestemmelsen har været under afvikling, fordi det politiske flertal har ment, at for meget demokrati koster på effektiviteten. Og fordi man vurderede, at kampene for særinteresser fyldte mere end kampen for de fælles inter­esser.

»Kritikken af folkeskolens demokratiundervisning kommer ikke, fordi den ikke er lykkedes, men fordi den er lykkedes«, sagde Ove Kaj Pedersen.

De sidste 15 års kritik af skolen bunder i den store krise i dansk økonomi i 1970'erne, sagde han. Men den fase er nu overstået. De sidste seks-syv år har Danmark haft måske verdens bedste økonomi, lød det fra Ove Kaj Pedersen, som netop nu skriver på en analytisk bog om perioden.

»Det giver basis for at formulere nye idealer for, hvad det er for en skole, vi vil have. Og der kan lærerne spille en afgørende rolle, fordi det er dem, der ved, hvad der foregår, hvad der er brug for, og hvad der er muligt«, sagde han.

Eleverne: Har man en superlærer, bliver man dygtig

Helle Bjerresgaard stillede skarpt på lærerens professionelle valg og på det, der skal til, for at eleverne åbner sig for læring.

»Har man en superlærer, bliver man dygtig. Har man en skodlærer, bliver man det ikke«, sagde hun med afsæt i elevudsagn fra en undersøgelse, hun har gennemført i en række 9.-klasser for at få viden om, hvordan de opfatter læreren. I elevernes optik går lærer og fag i ét - og er »invitationen« fra læreren god, knokler man - og bliver god, lyder en af undersøgelsens konklusioner.

»Det er vigtigt at huske, at enhver læreproces er et indre kaos hos eleven! Derfor har eleverne brug for en mur at spille bold op ad, og læreren skal være indstillet på at være den mur. Som lærere skal vi have styr på vore egne værdier«, sagde Helle Bjerresgaard og understregede, at det er vigtigt at skelne mellem sine værdier som privatperson og som lærer. Pointen demonstrerede hun med sig selv som eksempel:

»Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er mor til fire børn, hjemme har jeg 1.000 bolde i luften, jeg roder og kommer tit for sent. Min familie siger, at jeg er utålmodig og snakker for meget. Jeg lider af migræne«.

»Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er lærer. I skolen har jeg ikke børn, men elever. Når jeg står i klassen, fem minutter før vi begynder, får jeg mange værdifulde oplysninger. Jeg har orden i tingene: parykker, farver, maling, sakse. Jeg siger aldrig: 'I dag har jeg kort lunte, for jeg har migræne'. Det er uprofessionelt og svarer til, at tandlægen siger, når man ligger i stolen: 'Jeg har lidt migræne og synsforstyrrelser i dag'. Hvem vil være tilfreds med det? Så hellere en sygedag«.

»Vi skal agere som lærerprofession og melde klart ud, hvad vi står for. Som lærere. Vi skal vise, hvad vi vil med undervisningen. Og kunne være kritiske både over for os selv og kolleger«, sagde hun.

»Hvordan oplever du, om en lærer er forberedt?« var et spørgsmål i Helle Bjerresgaards elevundersøgelse. Et svar lød: »Jeg kan sige det sådan: Det er mærkeligt, at kopimaskinen altid lige er gået i stykker hos en bestemt lærer«.

»Vi må spørge, om der er overensstemmelse mellem vores selvopfattelse og den person, eleverne ser? Vi er selv med til at skabe vores læreridentitet gennem måden, vi løser vores opgave på«.

Eleverne er dygtige iagttagere, understregede hun.

»Som lærer kan jeg ikke bruge undskyldningen om, at elever ikke har lært hjemmefra, hvordan de skal opføre sig i klassen«, sagde hun. »Hjemme opdrages de som deres forældres børn, i skolen opdrager læreren dem - socialiserer dem til at leve i klassen. Det er en del af lærerens ansvar«.

Folkeskolen går på tre ben, konkluderede Helle Bjerresgaard: Det faglige, det socialiserende og det demokratisk dannende. Som lærerprofession skal vi forholde os til den samlede helhed.

Mig-skole eller fælles-skole

Derefter tog fremtidsforskeren over. Anne-Marie Dahl skitserede fire mulige scenarier for skolen om ti år. Først to individcentrerede, som hun kalder henholdsvis »selv-optimering« og »selv-skabelse«. Den første prioriterer »fornuft«. I den fremtid optimerer jeg mit forbrug og min indsats på arbejdet, og jeg ser offentlig service som et velfungerende bagland for mig.

I den skole er lærerne leverandører til et marked, og alt måles, testes og evalueres. For eksempel med Pisa og karaktersammenligninger på nettet.

Fremtidsscenariet med selv-skabelse i centrum vægter en individualisme, der bygger på »følelser«. Livet i den fremtid består af konstante valg, og det er kun mig, der kan vælge for mig. Mine relationer til andre er flygtige og vurderes på, om der er noget i dem for mig. Det kreative og følelsesmæssige er vigtigt for mig - og det kan ikke måles.

Læreren er her den enkelte elevs oplevelsesguide, og hver elev har sin logbog, hvor refleksionerne om »mig selv« er i fokus.

Tredje og fjerde scenario har »det fælles« i centrum. I »kanon-fællesskabet« har man »fornuft«-fællesskaber. Man skaber gensidig forståelse og enighed om normer - om kanon. Den fælles forståelsesramme om en grundviden skal forhindre kaos.

Læreren er her dannelseskonsulent. Alle elever synger de samme sange fra samme sangbog, og alle får for eksempel H.C. Andersens eventyr med hjem. Der er forældreundervisning.

Det sidste scenario, »knage-fællesskabet«, er et »følelses«-fællesskab. Vi har behov for at føle fællesskabet og for at spejle os i hinanden. Vi har fælles værdier, etik og traditioner. Alle bidrager i teamet. Samarbejdsevner og sociale kompetencer er i høj kurs.

Læreren i dette scenario er proceskonsulent. Man bruger for eksempel materialer som »Trin for Trin« og øvelsen »Den Gode Stol«.

Ønsker bred medlemsdebat

Med afsæt i de fire spidsvinklede scenarier kastede hovedstyrelsen sig ud i en proces med individuelle skriveperioder, gruppearbejder, kreative fremlæggelser, fælles diskussioner og nye gruppedrøftelser. Efterhånden udkrystalliserede der sig en række udsagn om ønsker for fremtidens skole, som hovedstyrelsen skal arbejde videre med på sit møde i juni. I efteråret og til vinter vil man derefter lægge op til en bred diskussion, hvor alle medlemmer kan være med.

Parallelt med hovedstyrelsens indholdsdiskussioner er sekretariatet i fuld gang med at planlægge konferencer, kurser og møder.

tt@dlf.org

»Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er mor til fire børn, hjemme har jeg 1.000 bolde i luften, jeg roder og kommer tit for sent. Min familie siger, at jeg er utålmodig og snakker for meget. Jeg lider af migræne«»Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er lærer. I skolen har jeg ikke børn, men elever. Når jeg står i klassen, fem minutter før vi begynder, får jeg mange værdifulde oplysninger. Jeg har orden i tingene: parykker, farver, maling, sakse. Jeg siger aldrig: 'I dag har jeg kort lunte, for jeg har migræne'«