Andelen af elever, der henvises til et specialskoletilbud, er stigende. Faktisk er vi tilbage på samme niveau som for 10 år siden. Hensigten var ellers det modsatte, da man vedtog inklusionsloven og den nationale målsætning om, at 96 procent af eleverne skulle modtage almindelig undervisning.

Inklusionsopgaven på de almene skoler, er i samme periode blevet en tungere og tungere opgave for de lærere, der hver dag står i klasserne og skal inkludere én, to, mange elever med særlige behov, uden at have de faglige forudsætninger for at lykkes med opgaven. Det er på alle måder en opgave, der ikke er blevet nemmere for nogen i de sidste mange år.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil derfor gerne have specialundervisningskompetencer ud på almenskolerne som et muligt bud på, hvordan flere elever kan inkluderes i folkeskolen. Det gjorde hun klart under et samråd i Børne- og Undervisningsudvalget 25. februar.

I mine ører lyder det som endnu et forsøg på en enkel løsning på et meget stort problem, som ikke kommer til at få nogen nævneværdig værdi for lærerne eller eleverne. Det minder om alle de andre spareforslag.

På mødet blev der ellers luftet flere ret gode forslag: Radikale Venstres Marianne Jelved ønskede at genoplive cand.pæd.psyk.-uddannelsen, og Venstres Ellen Trane Nørby mindede ministeren om, at hun for halvandet år siden på Sorømødet fortalte om, at der skulle oprettes en uddannelse, som sikrede, at viden på specialområdet kom ud på skolerne.

Begge dele er faktisk gode forslag, som afgjort vil have positiv betydning for lærerne på skolerne.

Jeg ser netop specialpædagogiske kompetencer og bred efteruddannelse på special- og almenområdet som en af løsningerne til, at kunne løfte den store inklusionsopgave samtidigt med at antallet af lærere i skolen øges og skoledagen forkortes.

Men desværre er det i det seneste årti kun gået den forkerte vej for folkeskolen. I dag er der 19 procent færre lærere i folkeskolen end for 10 år siden. Og blandt lærerne på landets skoler er 17 procent slet ikke læreruddannede. Og det kan mærkes på hele grundskoleområdet.

Så ministeren må indse, at hvis vi skal blive i stand til at løfte inklusionsopgaven til et sted, hvor vi kan se os selv og hinanden i øjnene, så bliver vi nødt til at investere massivt, ikke bare i almenskolerne, men også i specialskolerne.

Siden kommunerne fik overdraget ansvaret for specialundervisningen i 2007, er der sket voldsomme besparelser på specialskolerne. Alligevel står vi som bekendt med det samme antal elever som i dag og med endnu mere komplicerede udfordringer. Vi modtager dem oftere også langt senere i deres skoleforløb, hvor de har nået at få mange nederlag med i bagagen. Opgaverne er her også blevet langt større i løbet af de seneste 10 år.

Så hvis vi skal lykkes med inklusion, er det nødvendigt, at både almenskolerne og specialskolerne får en ordentlig og mærkbar økonomisk indsprøjtning. På den måde vil vi kunne ansætte, fastholde og uddanne langt flere lærere og give mulighed for at samarbejde både internt og på tværs af skolerne ved at lave inklusionsforløb for de elever, det kunne være til gavn for.

Politikerne må indse, at når vi taler inklusion, så findes der ingen discountløsninger!