»Jeg tænker tit på dem. Hvor er de nu? Kan de bruge det, jeg har lært dem? Og hvordan kommer det til at gå dem fremover?«

Henriette Hesselmann er lærer i en modtageklasse på Valhøj Skole i Rødovre. Her hjælper hun sine elever med at blive klar til at begynde i en almindelig folkeskoleklasse, og når det sker, bliver afskeden altid fejret. Men et par gange er en elev forsvundet fra den ene dag til den anden, uden at Henriette eller klassekammeraterne har nået at sige farvel. Ofte er det, fordi familien har mistet sin opholdstilladelse i Danmark.

»Mine elever spørger selvfølgelig, om deres klassekammerat kommer tilbage. Der er jeg altid ærlig og svarer nej«, fortæller Henriette Hesselmann.

På det seneste har Røde Kors fået flere henvendelser fra lærere, der har stået i netop den situation: Enten har de en elev i klassen, der er bange for at miste sin opholdstilladelse, eller også har en elev allerede fået besked om, at familien ikke kan blive i Danmark. Derfor holder Røde Kors Akademiet nu temadage, hvor lærere og andre fagpersoner som for eksempel pædagoger eller familiekonsulenter kan få råd om, hvordan man håndterer situationen - og hvordan man som medarbejder passer på sig selv.

Fra skolegård til pigtråd: Lærer rejser tværs gennem Danmark med bøger til elever, der har mistet asyl 

Henriette Hesselmann er mødt op på kurset for at forstå, hvordan hun som lærer bedre kan støtte eleverne - både dem, der kan blive i Danmark, og dem, der må rejse væk igen. I løbet af dagen får hun gode råd og redskaber på fire forskellige områder:

1. Du kan godt hjælpe i en krise

Socialkonsulent Helle Kjems er ansat i Røde Kors' asylafdeling, hvor hun til hverdag arbejder med mennesker, som frygter at miste deres opholdstilladelse, eller som allerede har fået en udrejsedato: Hun er en af foredragsholderne på temadagen.

»Vi snakker rigtig meget om tilknytning, og hvordan vi skaber relationer. Derimod ved vi næsten ikke noget om, hvordan vi giver slip igen«, forklarer hun.

»Det vigtigste er at give barnet og forældrene håb, i en hvad der for dem kan opleves som en håbløs situation. Mind dem om, at de stadig har hinanden, og at de har en masse resurser som familie, de kan bruge, når de skal begynde deres nye liv«, siger Helle Kjems og anerkender, at det for mange kan virke svært at starte samtalen med barnet.

»Vi skal huske på, at vi faktisk er uddannet til at håndtere sådanne situationer. Måske har du ikke prøvet at stå med et barn, der fortæller, at de ikke kan blive i Danmark. Men de fleste har for eksempel prøvet at hjælpe en elev, hvor forældrene skal skilles. Situationerne er forskellige, men i begge tilfælde står vi med et barn, der er i en personlig krise. Derfor kan vi bruge mange af de samme redskaber til at hjælpe dem«, siger hun.

2. Du skal tale med og støtte forældrene

Som lærer kan man gøre meget, men i sidste ende er det vigtigt at huske på, at forældrene er den vigtigste støtte for barnet. Derfor er et tæt skole-hjem-samarbejde vigtigt.

»Det er en god ide at få snakket med forældrene om, hvordan deres adfærd påvirker barnet, og hvordan de eventuelt skal snakke med barnet om situationen. Derudover kan du ved at støtte forældrene også lette barnets bekymringer, eksempelvis ved at henvise dem til steder, hvor de kan få hjælp«, fortæller Helle Kjems.

Henriette Hesselmann har ofte ikke mulighed for at nå at tage den dialog med forældre eller elever i sin klasse. Men debatten på temadagen får hende til at tænke over, hvordan hun kan arbejde med at styrke relationen til forældrene.

»Jeg har siddet ved siden af vores familiekonsulent i dag, og det er gået op for mig, at vi kan bruge rådgiverne meget mere, end vi gør i forvejen. Eksempelvis til skole-hjem-samarbejdet«, siger hun.

3. Du skal lære at sige farvel

Socialkonsulent Helle Kjems understreger, at det er vigtigt at få afholdt et betydningsfuldt farvel for eleven. Hun foreslår blandt andet, at man i klassen skriver et bevidningsbrev, som er en stærk narrativ metode til at styrke oplevelsen af resurser og identitet. I brevet skriver man, hvilke særlige egenskaber man har bemærket hos barnet, og hvad de har bidraget med til klassen.

»Når man skriver breve til elever, er det vigtigt at få den del inkluderet, der handler om, hvilken påvirkning eleven har haft i klassen. På den måde skaber man en fortælling hos barnet, der gør tiden i klassen betydningsfuld«, forklarer Helle Kjems.

Når Henriette Hesselmann tager afsked med en elev, skriver hun og de andre lærere allerede et brev til eleven, hvor der står, at de har været glade for at lære hende eller ham at kende. Eleven får også et billede af sig selv sammen med klassen, en masse tegninger fra klassekammeraterne og lov til at vælge, hvilken aktivitet klassen skal lave den sidste dag sammen.

»Men at skrive, hvad de har betydet for os, plejer jeg ikke at gøre. Det skal jeg helt sikkert til«, siger hun.

4. Du skal passe på dig selv

Det er ikke kun eleven og familien, der kan føle, at verden ramler sammen, når anmodningen om opholdstilladelse ikke bliver godkendt eller ændret fra permanent til midlertidig. Klassekammerater og lærere kan sagtens opleve de samme sorger og frustrationer, forklarer Lea Mariam Parvéz. Hun er personalepsykolog hos Røde Kors og derfor vant til at tale om, hvordan arbejdet påvirker os.

»Over en bred kam kan man kalde os, der er her i dag, for 'professionelle hjælpere'. Vi er rigtig gode til at tage os af andre mennesker, men det er sjældent, at vi bruger tid på at passe på os selv. Vi er også vant til at være dem, der fikser ting for andre. Men når vi står med et barn eller en familie, der har mistet sin opholdstilladelse, er der ting, vi ikke kan hjælpe med. Det må vi acceptere, for ellers slider vi os selv op«, siger hun.

Derfor foreslår Lea Mariam Parvéz blandt andet, at man ikke kun ser familien som nogle, der skal hjælpes. Faktisk kan de klare mange situationer selv, hvis man bare giver den rigtige rådgivning. På den måde kan man som lærer undgå at tage for mange opgaver på sig, der ligger ud over lærergerningen - for hvis man gør det, risikerer man at brænde ud, pointerer hun.

Flygtningebørn mistrives i folkeskolen efter lovstramninger 

»Derudover må vi også acceptere, at vi ikke altid har det samme følelsesmæssige overskud. Nogle gange er vi meget tæt på og føler selv smerten. Andre gange er vi brugt op og er nødt til at 'tage en pause' fra en krævende situation eller blive aflastet ved at dele opgaven og ansvaret med vores kolleger. På samme måde reagerer vi også forskelligt på sådan en situation. Du og din kollega behøver ikke at føle det samme«, siger hun.

For lærer Henriette Hesselmann er det rart at få bekræftet, at det kan være en voldsom situation at stå i som lærer: »Den snak, vi har haft om vores følelser som fagpersoner og anerkendelsen af, at vi også mister en relation, kan jeg tage med hjem i dag og reflektere videre over. Samtidig er pointen om, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at føle og reagere på, noget, som jeg håber, vi kan snakke om på lærerværelset«.