"Kære mor. Jeg ser dig i et glimt i fars øje". "Kære mor på Himmelvej 17. Du er hos mig, når jeg ser mig i spejlet".

I Ulla Maria Michaelsens undervisning er ingen emner for svære at arbejde med. Så i dag skriver 2.d postkort til himlen. De forestiller sig, hvad pigen Anna, som de har læst om i en billedbog, ville skrive til sin døde mor. Hvis de ikke kan komme på noget at skrive, kan de skele op til de papskyer, der svæver i usynlige tråde fra lamperne over deres hoved. Her fortæller deres store kantede bogstaver nemlig, hvad de hver især ville sige til deres egen mor, hvis hun var død.

Alene tanken er nok til at give et stik i hjertet. Men det er også netop det stik, der gør, at børnene oplever bogen i stedet for bare at forstå den med deres hjerner.

"Det handler om at spille på alle deres følelser og sanser. De skal kunne lugte, høre, smage og føle litteraturen. Hvis der ikke var corona, ville vi spise jordbær i dag, som Anna gør i bogen. I stedet må vi så ud og hænge på gyngerne med håret fejende i vinden, præcis som hun gør på billedet i bogen", fortæller Ulla Maria Michaelsen.

Venskabet voksede hurtigt

Det er så ærgerligt, når man har en stor passion, som man ikke lige har nogen at dele med. Derfor var det også et meget hurtigt udviklende venskab, der begyndte, da Dorthe Rise og Ulla Maria Michaelsen for syv år siden kom til at køre i samme bil fra Jyderup til Vordingborg, hvor de skulle deltage i et netværksmøde om it i danskundervisningen.

"Vi har begge en kæmpe interesse for børnelitteraturen, og vi får vildt gode ideer sammen. Vi har tit talt om, at det er tosset, at man ikke kan have sin forberedelsestid sammen med en fra en anden skole. Og i praksis er det faktisk det, vi har", fortæller Ulla Maria Michaelsen.

"Vi sparrer bare vildt godt med hinanden. Når jeg er i gang med noget, kan jeg ringe til Ulla Maria, og så udvikler vi videre på det sammen", siger Dorthe Rise.

Ulla Maria Michaelsen har arbejdet på Skovvejens Skole i Jyderup siden 2007 og underviser i dansk fra 1. til 5. klasse. Dorthe Rise har arbejdet ti år på Stestrup Skole i Holbæk, hvor hun underviste 1. til 6. klasse, men er i år startet på Svinninge Skole, hvor hun nu underviser i udskolingen.

"Den 7.-klasse, jeg har overtaget, har læst meget, men de er ikke vant til at tage stilling og bruge bøgerne på den måde, jeg havde vænnet mine tidligere elever til. Vi lever i en tid, hvor den rette fortolkning heldigvis er helt død. Men læselysten skal jo alligevel stimuleres, og det er der brug for her. Så nu har jeg ryddet min årsplan, så vi kan bruge december på at læse, læse, læse", siger Dorthe Rise.

På skolen har hendes kolleger spurgt til, hvordan hun så vil nå alt det andet. "Det kan da godt gøre mig lidt bekymret, særligt når jeg tænker på eksamen. Men det er bare så fundamentalt. at eleverne får glæden og oplevelsen", siger hun.

En usnobbet tilgang

De to kvinder har ingen udfordringer med egen læselyst. De læser konstant. Voksen- såvel som børnelitteratur. De blogger for folkeskolen.dk. De holder oplæg på konferencer om det æstetiske i danskundervisningen, og til sommer udgiver forlaget Gyldendal deres bog om læselyst.

"Min læselyst går helt tilbage, til jeg selv var barn. Jeg elskede at gå på biblioteket. Og jeg hører til den generation, som valgte at blive dansklærer, fordi jeg elsker litteratur. Det er anderledes nu, kan jeg høre på en, jeg kender, der underviser de nye lærere i København. Der er mange, der ikke selv læser af lyst", fortæller Dorthe Rise. Ulla Maria Michaelsen har samme oplevelse.

"En nyuddannet kollega fortæller mig, at de ikke længere har litteratur som fag på uddannelsen. Jeg havde selv en fantastisk lærer på Holbæk Seminarium, som var virkelig inspirerende", siger hun.

De har begge oplevet forældre i skolen, der kommer og siger, at de ikke aner, hvor deres børn har fået læselysten fra, fordi de ikke selv læser. For de to lærere handler det om konstant at give eleverne oplevelser, input, modspil og rollemodeller.

"Vi tager alle genrer i spil. Billedbøger, fantasy, realistisk. Jeg vil gerne have, at eleverne bliver bevidste om, hvad de godt kan lide at læse. Hvis man spørger dem om det, har man pludselig en samtale i øjenhøjde. Og dem skal man værne om. Man skal dele litteraturen", siger Ulla Maria Michaelsen.

De to har også både en Instagram-profil og en hjemmeside, hvor de anmelder og anbefaler bøger.

"Børnene lurer lynhurtigt, hvis man ikke selv har læst den bog, man anbefaler til dem. Det betyder alverden, at man selv har lysten med sig. Og samtidig forbeholder vi os retten til at være absolut usnobbede. Børn kan for eksempel godt lide skøre og skæve ting i bøger", siger Ulla Maria Michaelsen.

Børnelitteratur går tæt på

Ulla Maria Michaelsen er også billedkunstlærer, og i starten af sin lærergerning savnede hun det visuelle og æstetiske, når hun kun havde timer i dansk.

"Nu har jeg fået det med ind i danskundervisningen. Det æstetiske i dansk er jo en blanding af det kreative og litteraturen, og det er, som jeg ser det, langt vigtigere end at gennemføre den rette form for analyse", forklarer hun. Hvilket med det samme får Dorthe Rise til at reflektere videre:

"Eleverne bliver også langt mere levende, når man arbejder på den her måde. Både i deres kreative udtryk og i deres sprog".

"Ja, jeg blev faktisk overrasket over, at de kunne sætte sig ind i Annas situation med en død mor i 2. klasse. De kunne sætte ord på, hvordan det ville være, hvis man mistede", supplerer Ulla Maria Michaelsen. Dorthe Rise fortsætter:

"Det æstetiske gør, at det ikke bliver noget farligt. Børnelitteratur i dag går virkelig tæt på. Det er en af de helt store styrker. Da jeg for eksempel læste en bog, hvor søsteren er udviklingshæmmet og elsker kanelgifler, begyndte vi læsningen med at spise en kanelgiffel. Inden vi begyndte at læse, bad jeg dem give bud på, hvilken rolle giflen kunne spille. Og da de senere skulle skrive et digt ud fra teksten, valgte en at skrive det i form som en kanelgiffel. Det havde jeg slet ikke tænkt på, at man kunne".

"Det er lige præcis det, jeg mener. Man skal ikke være bange for at gribe den der. Selv om vi er megaforberedte, så vil der ofte være ting, jeg ikke når. For så kommer eleverne med noget, så man går en anden vej. De får ejerskab, de er med, og de får brugt alle deres sanser", siger Ulla Maria Michaelsen.

U-hyg-ge-lig gy-ser-sort

Sanserne kommer også i spil, da Dorthe Rise underviser sin 7.-klasse. Efter en kort introduktion, hvor hun lige skal høre hver og en, hvordan deres weekend har været, beder hun eleverne rulle gardinerne ned, slukke lyset og gøre sig klar til at lytte. Hun tænder for en lille højtaler med ildevarslende musik og går så i gang med at læse novellen "Lærestreg" i halvmørket.

Nogle bøjer sig gradvist længere og længere ned over bordpladen, mens andre læner sig bagud. De lytter intenst og labber lyde, ord og stemninger i sig. Novellen stopper brat, og de har svært ved at acceptere, at den er slut. "Du kan da ikke bare stoppe der". Men der er ikke flere ord. Resten må de selv gætte sig til.

Dorthe Rise sætter eleverne til at lave haikudigte om stemningen. "Hvilke farver ser i, lyde, lugte, følelser? Og så er haiku ren matematik med stavelser - 5-7-5".

I små grupper pusler teenagerne ord sammen og bliver helt overraskede over, hvor nemt det er, da de først kommer i gang. "Spæn-ding og my-stik. U-hyg-ge-lig gyser-sort. Er han psy-ko-pat?"

Adspurgt om, hvad de synes om timen, udbryder en dreng spontant: "Det er så fedt at få læst højt".

Dorthe Rise har godt nok ikke haft eleverne, fra de var små. Og hun føler, at hun skal bruge flere greb og arbejde mere for at fange dem. Men hun er heller ikke i tvivl, når hun har dem.

"Når jeg hører en dreng sige, at det her var den dansktime, hvor de har lavet allermindst dansk, og hans kammerat med det samme udbryder: 'Det skal du ikke sige til hende, så får vi aldrig lov til det igen', så er jeg tilfreds. De har jo arbejdet med dansk på så mange niveauer, men for dem er det ikke danskarbejde, fordi det er lystbetonet".

Ulla Maria Michaelsen indskyder: "Jeg ved godt, at der er mange, der ikke læser højt for de store, men det er også vores opgave, at det skal være tilgængeligt for alle. Og når man læser højt, så er alle med".

"Noget af det, det æstetiske kan, er, at de kan danne deres egne billeder. Det er sjældent, at de skal det nu om stunder, for med it får de præsenteret alt. Det er ikke, fordi vi dømmer it ude, men det er vigtige kompetencer at kunne skabe sine egne forestillinger, og det kan det æstetiske i den grad hjælpe dem med", siger Dorthe Rise.