Med skolens fokus på læringsmål og læringsmålstyret undervisning har mange skolefolk oplevet, at det, som de synes er væsentligt, er blevet kørt ud på et sidespor. De vil noget andet, men hvordan kan man i sin undervisningspraksis som lærer fastholde fokus på et bredt læringsbegreb og dannelse?

Det spørgsmål stiller lærer Mette Frederiksen, og hendes svar er en didaktik, der tager udgangspunkt i et bredt læringsbegreb, hvor der også er plads til snævre læringsmål. Mette Frederiksen kalder det formålsstyret undervisning - og som navnet antyder, tager hun udgangspunkt i skolens brede formål.

Men hvem er læreren Mette Frederiksen? Hvad er hun formet af, og hvordan påvirker det den undervisning, som hun hver dag står for? Folkeskolen forsøger hermed at tegne et portræt af kvinden, der står bag begrebet »formålsstyret undervisning«.

Der var to væsentlige skelsættende begivenheder i skoletiden, der slog den »stille, pligtopfyldende og deltagende« lærerdatter Mette Frederiksen ind på en ny kurs.

Den første var i 6. klasse, og firsernes pendant til smartphonen - bip-bip-spillet - spillede en hovedrolle. En klassekammerat spillede på det forkerte tidspunkt, og læreren tog spillet. Så langt, så godt. Den i 6.-klasseelevens øjne rimelige sanktion blev fulgt op af en urimelig - spillet blev nulstillet, og for kammeraten Mette Frederiksen var det for meget: Sådan gør man bare ikke. Læreren var gået over en grænse, og hun rakte hånden op. Hun kan i dag ikke præcist huske, hvordan hun fik fortalt læreren, at det var for groft, men hun kan huske forskrækkelsen, som hun selv følte ved at handle: Efter i seks år ikke at have turdet sige noget talte hun nu magten midt imod. En udefra set ret hverdagsagtig begivenhed fremkaldte nye sider af personligheden. Konsekvensen var en tur op på inspektørens kontor. Men gåturen fra klasselokalet til kontoret var ikke for alle: Den stille, autoritetstro elev blev efterladt, og i stedet gik en elev, der nu havde fået sine meningers mod.

Mette Frederiksen er i dag lærer på Syvstjerneskolen i Værløse. Og nogle læsere vil allerede være stødt på hende og begrebet formålsstyret undervisning. Det er et forsøg på at didaktisere dannelsen og gøre skolens brede formål nærværende for eleverne i undervisningen. Hun har fundet begrebet nødvendigt i en skole, hvor læringsmålstyrede vinde blæser med stor kraft. For Mette Frederiksen skal skolens målarbejde gå på to ben:

»Der skal stadig være den konkrete kortsigtede læring, men der skal også være det bredere langsigtede perspektiv. Så børnene kan blive myndige, selvstændige mennesker, der bærer vores kultur og historier med sig og kan navigere i deres fremtidige tilværelse«.

Den anden væsentlige kursændring for eleven Mette Frederiksen var i gymnasiet. Hun var nu blevet vant til at sige sin mening. Hun blev formand for elevrådet - og skrev blandt andet opråbet »Glasnost« sammen med næstformanden hjemme på rejseskrivemaskinen. Hun gik i gymnasiet, mens Berlin-muren faldt. Det foregik på Falster, så gymnasiasterne var tæt på begivenhederne, og de overvejede, om de skulle låne forældrenes biler og køre til Tyskland. Det gjorde de dog ikke, men verden var til stede og blev diskuteret i hverdagen.

I dansk og religion fik de en markant lærer. Mette Frederiksen erindrer, den første gang hun fik en dansk stil tilbage: For det første var der faglig feedback på indholdet. Men der var også en mere personlig til skriften. Den stræbsomme elev havde udviklet en sirlig, nærmest perfekt håndskrift, og det var for lydefrit for læreren, der udfordrede sin elev:

»Du er simpelthen nødt til at gøre skriften mere personlig«, lød beskeden. I litteraturundervisningen kunne udfordringen gå på, om eleverne kunne knægte lærerens analyse af en novelle. Og hvis der var livskriser, var det også noget, der kunne deles med den markante lærer.

»Han ville gøre os til selvstændige mennesker med personligheder. Han havde i virkeligheden en dannelsesmission. Det blev jeg meget inspireret af. Det var helt klart hans aftryk, der gjorde, at jeg endte med kristendomskundskab og dansk som linjefag«, siger Mette Frederiksen.

Lærer: Nationale test kan fint undværes

Skarpe på mål

Men nok om eleven Mette Frederiksen. Folkeskolen var før sommerferien på besøg i hendes undervisning - en undervisning, hvor 3.z skulle finde meningen med billedromanen »Emmely M«. Vi kom på besøg i slutningen af forløbet, og det handlede om at finde, forstå og tænke med tekstens tema.

Mette Frederiksen introducerede en tale- og tænkeøvelse:

»Nu tegner jeg en sky, og inden i den skriver jeg - for at fortælle jer, hvad meningen eller målet med undervisningen er - 'At prøve at forstå historien'. Vi har arbejdet med, at I skulle genfortælle og huske handlingen, men nu skal vi tale om, hvad historien vil fortælle os om menneskers liv«.

Arbejdet med temaet for en bog har et noget andet udfaldsrum, end hvis det drejer sig om gangestykker i matematik. Det italesatte Mette for eleverne:

»Når man skal prøve at forstå en historie, så er det jo ikke ligesom i matematik, hvor man nogle gange spørger for eksempel: 'Hvad er seks gange syv?' Hvad er seks gange syv i øvrigt?«

Eleverne fik ganget tallene igennem og landede efter et par forsøg på 42. De blev også enige om, at der ikke var andre svar på spørgsmålet end netop 42.

Mette Frederiksen vil vise eleverne, hvad det er for et fagligt rum, de befinder sig i. Hun prøver altid at forklare, hvad meningen eller hensigten med det, der foregår, er. Og hun kipper i den anledning med sit faglige flag for læringsmålstyringen.

»Jeg synes, at læringsmålstyringen har bidraget positivt til det pædagogiske felt med spørgsmålene: 'Hvorfor skal vi lære det?' 'Hvad er det, vi skal bruge det til?' Det har vendt lærernes opmærksomhed imod, hvad det er, vi skal med det, vi arbejder med«, siger hun.

Og det er det ene af de to ben, hun mener, at en lærer skal kunne gå på i forhold til mål: En professionel lærer skal kunne arbejde målstyret, samtidig med at der er plads til skolens brede formål: Mette Frederiksen har for eksempel selv fuldstændig styr på, hvordan elevernes stavning udvikler sig, det ved hun, fordi hun bruger læsetest.

»Jeg har diagrammer over elevernes læsetempo for september, december og juni. Jeg kender deres læsetempo helt nøje. Og jeg kan sige for enhver af dem, hvordan det har udviklet sig hen over det her skoleår. Mine kolleger vil kende mig som en, der går op i at kunne påvise, at eleverne bliver dygtigere. Jeg følger også de synlige resultater«, siger hun.

Men alligevel har hun forsøgt at definere et alternativ til læringsmålstyringen - nemlig formålsstyret undervisning - for hvis læringsmålstyringen får lov til at stå alene, bliver det en fattig skole.

»Jeg synes ikke, at vores elever kan være tjent med at være i en skole, der hele tiden jagter synlige resultater - det bliver en meget individualiseret og indsnævret skole, hvor man er i kamp med hinanden og sig selv«.

Læringsmålstyring dumper i Roskilde-debat

Lockouten: »Jeg var flov over at være lærer«

Folkeskolereformen er blevet kaldt en læringsrevolution, hvor fokus skal rettes mod undervisningens målbare output - læringen. Reformen og fokusset på det målbare - kombineret med lockouten i 2013 - har ifølge Mette Frederiksen skabt et behov for, at lærerprofessionen går ind i debatten om, hvorfor vi har skole. Som inddragelsen af bip-bip-spillet blev lockouten en korrektion, der har fået Mette Frederiksen til at reagere.

»Under lockouten var jeg så flov over at være lærer. Virkelig, virkelig flov. Jeg mistede med et slag fornemmelsen af, at jeg kunne noget som helst, som en tilfældig person hevet ind fra gaden ikke kunne. Jeg kan ikke leve med at være i et fag, der er skældt så meget ud. Jeg vil fandeme have faglig status og være en fagperson«, siger Mette Frederiksen om sit behov for at blande sig.

Og ud over det målbare, der kan sættes i søjlediagram, består målarbejdet af noget mere. Det, som Mette Frederiksen kalder det andet ben, og som hun har formuleret via begrebet formålsstyret undervisning.

For at brede begrebet ud tager vi lige tilbage til litteraturundervisningen i 3.z. Nærmest som et ekko af dansklæreren i gymnasiet, der ville have personlighed i håndskriften, spørger Mette eleverne efter en tænke- og taleøvelse:

»Hvem har tænkt noget om denne her bog, som de ikke har tænkt før? Hvem har tænkt noget nyt i dag?«

Eleverne kommer med forskellige bud, som peger ind og ud af historien. Hvordan er deres egne forældre? Hvordan er gode forældre eller dårlige forældre? Snakken er fordomsfri og reflekteret.

Der bliver stillet spørgsmål, som ikke peger hen på et på forhånd defineret specifikt læringsmål. Og dermed også givet svar på spørgsmål, der ligger ud over, hvad der på forhånd er planlagt i forberedelsen.

»Der er nogle mål, der må nøjes med at være retningsgivende. Hvor det er legalt at øve sig eller træne noget, hvor det er sværere at sætte en grænse for, hvor målet er nået«, siger Mette Frederiksen.

Mens der med »læringsmålstyret undervisning« og »synlig læring« er kommet et markant sprog for den type mål, der kan måle, har fagsproget for det usynlige og dannende været mere vagt. Lærere vil gerne danne deres elever, men hvordan gør man det? Og hvordan taler man om det?

I den konkrete litteraturundervisning kunne undervisningen være stoppet ved opnåelsen af læringsmålet »Definér historiens tema«. Men Mette Frederiksen valgte netop ikke at stoppe, da klassen havde defineret »forældrekærlighed« som et af bogens hovedtemaer. I stedet blev det brugt som trædesten til spørgsmål som: »Hvad er en god forælder?«, »Hvorfor skriver en forfatter noget om, hvor gode eller dårlige forældre er til at elske deres børn?«, »Hvorfor er det et vigtigt tema?«

»Jeg forsøger at bringe temaet ind i deres tilværelse ved at bruge det faglige stof til at tale om noget mere alment«, siger hun.

Formålsstyret undervisning

Da Mette Frederiksen i 2014 skrev afgangsopgave på sin pædagogiske diplomuddannelse, stillede hun med opgaven og problemformuleringen netop skarpt på, hvordan hun som lærer kan bevare det brede sigte. Hun definerede udfordringen:

»1. Hvilke konsekvenser har det øgede fokus på kompetencer og målinger for elevernes lærings- og dannelsesprocesser i folkeskolen? 2. Hvordan kan man i sin undervisningspraksis som lærer fastholde fokus på et bredt læringsbegreb og på dannelse?«

I arbejdet med det problem opstod »formålsstyret undervisning«, hvor enhver aktivitet skal forholde sig til skolens og fagenes formål - og det skal gøres »i bredere formulering end de målbare læringsmål«.

PD: Enøjet fokus på snævre læringsmål kan modarbejdes

Formålsstyret undervisning er altså et forsøg på at operationalisere dannelse - et forsøg på at sikre, at skolens brede formål i dagligdagen kommer i kontakt med eleverne. Ifølge Mette Frederiksen skal det have afsmitning på undervisningen, så eleverne kommer i kontakt med formålsparagraffens værdier.

»Hvis jeg skal være med til at forme de mennesker, sådan som det bliver foreskrevet i formålsparagraffen, så må jeg træffe nogle valg, der er farvet af det. Det kan ikke nytte noget, at jeg bare har nogle værdier i mit hoved, der er farvet af en dannelsesforståelse eller en formålsparagraf«, siger hun. Og opfordrer samtidig til, at det ikke bliver sat på formel, eller at der bliver udarbejdet en vejledning i formålsstyret undervisning. Det er vigtigt, at det er noget, der lever i den enkelte lærers didaktiske bevidsthed, når man forbereder undervisningen.

»Man kan ikke lave en opskrift på det, så dør det«, siger Mette Frederiksen, der til gengæld som almendidaktisk undervisningsvejleder i dette skoleår udbyder et kursus, der skal forsøge at hjælpe kollegerne på Syvstjerneskolen til at indarbejde fagenes formål i den daglige undervisning.

»Jeg oplever, at det har værdi, at jeg tænker: 'Okay, jeg har pligt til at forme de her unge mennesker til at være deltagere i et demokrati. Hvordan gør jeg det?«

En truet profession

Ifølge Mette Frederiksen har landets lærere brug for at blive vakt, der er brug for en reaktion. Hvis professionen er pædagogisk uenig i den dominerende læringsmålsdiskurs, så må lærerne selv definere et alternativ.

»Det kan ikke nytte noget, at der sidder nogle folk på forvaltningerne, som bliver optændt af, at lærerne skal måle alting, uden at de har de pædagogiske perspektiver på, hvad en skole er. Det er vores pligt at fortælle dem det - og vi skal have et fagligt sprog, hvor folk kan mærke, at vi ved noget om undervisning og pædagogik«, siger hun.

Og sporene skræmmer. Med lockouten og folkeskolereformen og den efterfølgende implementering har magthaverne vist sig villige til at tage definitionsmagten på sig.

»Hvis ikke vi definerer, hvad vi vil med skolen, og hvad der skal til for at være en professionel lærer, så er der andre, der gør det for os. Og en dag er det for sent at gøre modstand. Så er både lærerne og skolen på en bestemt måde, og så bliver formålsparagraffen ændret, så vi ikke længere har plads til de pædagogiske visioner, vi har nu. Og så ser skolen helt anderledes ud«, siger Mette Frederiksen.

Folkeskolens leder: Et ståsted for lærere

Hun har selv taget en konsekvens af sin analyse: I de næste år vil hun ikke have nogen fritidsinteresser. Arbejdet som lærer og kampen for at give plads til den brede læring som ligeværdig del af skolens virke skal have lov til at fylde. For at korrigere folkeskolens kurs, så den bliver holdt på en måde, hvor det giver mening for hende at være lærer. Hvor det tobenede ideal om konkret, målbar læring også har et bredt formålsstyret sigte.

»Det har noget med min fortid at gøre. Jeg har mødt fyrtårne, der har åbnet mine øjne og vist mig nogle verdener via deres dygtighed. Jeg har altid været fascineret af mennesker, der er dygtige til noget - samtidig med at de ville en relation og en menneskelighed. Lærere skal være gode både til det kortsigtede målbare og til den langsigtede prægning«. Og det dobbelte sigte med målarbejdet er afgørende:

»Hvis vi kun arbejder med det konkret målbare, vil der være en uhyre vigtig læring og en lige så vigtig personlig, faglig udvikling, som går tabt for vores elever. De bliver i værste fald færdigheds- og præstationsfikserede individualister, der aldrig udvikler sig til myndige, solidariske mennesker, som kan være medskabere af og tage vare på fremtidens fællesskab. Det kan få store konsekvenser for det enkelte menneskes livsmuligheder og også for vores samfund og demokrati«, siger Mette Frederiksen.