Hvad er forskellen på at være lærer dengang og nu?

»Der er mange forskelle på dengang og nu. Det er noget helt andet. Når vi får vores nye elever i dag, får vi dem fra seks eller syv forskellige klasser, fordi de vælger sig ind på sciencelinjen i udskolingen. De har derfor meget brug for at finde hinanden i klassen og skabe de her små lækre grupper, der til sidst bliver en helhed. Det bruger jeg og mine kollegaer meget tid på, fordi det tager lang tid at lære dem at kende. Det betyder noget, når man skal nå at skabe en god, positiv relation til det barn i 7. klasse, der er meget optaget af sig selv og sin rolle i klassen. Jeg møder heller ikke elevernes forældre så ofte. Der er kun ét forældremøde og én skole-hjem-samtale om året, hvor der var langt mere kontakt til forældrene, da I gik i skole«.

Forsker Louise Klinge anbefaler, at en klasse skal have samme lærer i minimum tre år, fordi der sker noget magisk med roen og tilliden i det tredje år. Hvad tænker du om det?

»Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har en pudsig observation. Min makker Søs Hougaard og jeg var i zoologisk have med vores nye 7. klasse. De sad helt stille i toget med deres telefoner og havde, som vi kalder det, asocial tid. Man kunne nærmest ikke høre de 27 elever. Dagen efter var vi af sted med vores 9. klasse, der ikke havde deres telefoner fremme. Dem havde de ikke brug for, fordi de snakkede og havde det fedt sammen. Det var et helt andet forhold, de havde til hinanden. Men det var også et helt andet forhold, vi havde til 9.-klassen. Vi behøvede ikke at fortælle dem, at de skulle af på Nørreport. Vi havde en fest sammen på turen. De vidste, hvor de havde os, og vi vidste alt om dem. Tilliden og respekten var der. Vi passede meget på 7.-klassen. Den ene lærer blev ude, til alle var med toget, og vi talte eleverne og sørgede for, at de havde grupper at gå i. Det var to forskellige verdener. Vi ved, at det bliver godt. Vi ved, at det bliver sådan for 7. klasse, når de kommer i 9. klasse. Selvfølgelig skaber man nogle gode relationer på tre år. Men det var noget helt andet med jer, fordi jeg havde jer i så mange år. De nære relationer, som jeg havde til jer som klasselærer, dem når jeg overhovedet ikke i dag«.

Hvad betyder det for dig personligt og fagligt, at du ikke når de nære relationer på samme måde?

»Følelsesmæssigt betyder det ikke så meget, relationerne kan stadig være gode, dog ikke tætte. Men jo bedre jeg kender mine elever, des mere kan jeg skubbe i den rigtige retning fagligt. Med en klassestørrelse på 27 og en portion inklusionselever er tiden til den enkelte elev lidt af en udfordring i dag«.

Kasper Clemmensen og Jonas Friis fra 9.b opfattede dig som en rollemodel. Tænker du selv på at være en rollemodel for dine elever?

»Jeg tænker ikke over at være en rollemodel. Der er nogle helt bestemte ting, jeg gør, og som jeg har som mål hver dag. Men nej, jeg går ikke op i det«.

Hvilke mål har du for hver dag?

»Jeg skal have et positivt flow i mine timer. Jeg skriver altid en køreplan på tavlen, så eleverne ved, hvad der skal foregå, og ved, hvad det faglige mål er for dagen. Så udarbejder jeg ugeplaner til eleverne, så de har et overblik over, hvad vi skal nå i løbet af ugen. Jeg har også et princip om, at jeg ikke må tale for længe. Kun de der 13 til 15 minutter i starten af timen, hvor jeg introducerer dagens opgaver og mål. Jeg har også som mål, at der skal ske noget nyt. Jeg har altid bevægelsesaktiviteter i mine timer. Jeg er også meget bevidst om at variere min undervisning og få ramt den enkelte. Men igen er det tiden til at forberede sig, der er svær nu. Jeg ville gerne have mere tid til at gøre min undervisning god«.

Flere fra 9.b siger, at de oplevede dig som enormt engageret. Det betød meget for dem, at du gjorde det ekstra som at invitere dem hjem efter skoletid for at hjælpe med matematik. Hvorfor gjorde du det?

»Selvfølgelig skulle jeg gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe jer. Der var jo ikke tid nok i skolen til at hjælpe den enkelte. Det var et naturligt valg, jeg tog«.

Inviterer du stadig elever hjem for at lave matematik?

»Det kan ikke lade sig gøre at gøre det ekstra som at invitere eleverne hjem. Jeg har nogle helt anderledes arbejdsbetingelser nu i forhold til dengang. Der var mere tid til det, og det var mere legalt, før de nye arbejdstidsregler trådte i kraft. Der var friere rum til at skabe nære læringsrelationer. I dag er jeg meget mere fokuseret på at være fagfaglig i min undervisning og skabe undervisningssituationer, hvor børnene er trygge, selv om stoffet er svært. Jeg husker, at der var meget mere tid til selvvalgte projekter, tid generelt og fred. Jeg har mange elever og meget undervisningstid. Men jeg elsker stadig at være lærer og at se eleverne blive dygtigere, og jeg elsker at undervise. Det må også smitte af på eleverne«.

Da vi gik ud af 9. klasse, gav du os ord med på vejen om vores menneskelige kvaliteter. Vi blev også spået at blive noget bestemt, når vi blev voksne. Louise Klinge siger, at det er vigtigt som lærer ikke at blive konkret om elevernes fremtid, men at man i stedet skal fortælle om de unikke sider, man ser i en elev. Hvad tænker du om det?

»Jeg var generelt ikke en, der sagde meget om, hvad I ville blive til. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg gjorde det der. Jeg kendte jer jo enormt godt, og jeg vidste, at I ville synes, det var sjovt. Vores relation var bygget på humor. Det var derfor skrevet med humor«.

9.b ser tilbage:  Klasselæreren, vi aldrig glemmer

Kasper Clemmensen var fascineret af, hvor naturlig en skelnen det var mellem at have dig som træner i atletikklubben om aftenen og som lærer igen om morgenen. Maria Börninck nævnte også, at hun ikke havde følelsen af, at du var på arbejde, når du var sammen med os. Er det at være lærer mere end bare et arbejde for dig?

»Jeg har været og er stadig meget engageret. Det at være lærer har aldrig bare været mit arbejde. Det har altid smeltet meget sammen med min fritid. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at finde stærke sider i en elev og hjælpe ham eller hende med at fremelske det. Man kan se på Kasper, hvor vigtigt det er«.