For 13 år siden gik vi ud af 9. klasse på Skolen ved Rønnebær Allé i Helsingør. Nu sidder seks af os over for hinanden igen og taler om vores gamle idræts- og matematiklærer Karen Bak, der blev vores klasselærer i 8. klasse. Hun spillede ikke kun en stor rolle for mig, i de næsten ti år hun var min lærer. Hun var også medvirkende til, hvordan jeg er blevet formet som menneske og senere studerende.

Og det er sådan, mange af os har det med vores gamle klasselærer fra grundskolen. Kigger man på skoleforsker Louise Klinges forskning om lærer-elev-relationen, påvirker denne relation nemlig ikke kun elevernes relation til hinanden. Den har også en betydning for elevernes fremtidige valg, lønindkomst, uddannelsesvalg, selvværd, faglige præstation og trivsel.

»Man ville ikke skuffe hende«

Sofia Persson havde oplevelsen af, at Karen Bak kom tæt ind på livet af hende, i løbet af de år hun var vores lærer.

»Jeg havde følelsen af, at man ikke ville skuffe hende. Man ville gerne gøre hende stolt, ligesom man gerne ville gøre sine forældre stolte«, siger hun og uddyber: »Det skyldtes nok, at hun gjorde en så stor indsats for at lære fra sig og gøre matematik sjovt. Samtidig tog hun sig også meget af en. Så man ville gerne gøre det godt«, siger Sofia Persson.

Louise Klinge mener, at Sofia Persson er med til at give en af forklaringerne på, hvorfor netop denne relation er yderst vigtig. »Lærer-elev-relationen har en påvirkning på vores fremtidige valg. Dette eksempel er én af forklaringerne på, hvorfor den relation har en påvirkning på så meget«.

»Når vi har en positiv relation til lærerne, så vil vi leve op til deres positive forventninger. Vi vil simpelthen ikke svigte. Det er en social mekanisme, der næsten er en naturlov. Hvis relationen er negativ, sker det modsatte, så får lærerne fingeren i stedet, groft sagt«, siger Louise Klinge.

»Det har aldrig bare været mit arbejde«

»Jeg fik en del ros«

Størstedelen af klassen sidder i dag med en uddannelse i bagagen, hvilket ifølge Kasper Clemmensen blandt andet skyldes Karen Bak og hendes forventninger til klassen og den enkelte elev.

»Karen havde utvivlsomt ikke kun en indflydelse på vores faglige selvtillid, men også vores selvbillede«, siger Kasper Clemmensen og uddyber, at han så hende som en voksen, der kunne rumme alle: »Det har på en måde spejlet sig, hvordan jeg gerne selv ville være som voksen«.

Klassekammeraten Maria Börninck var en af dem, der ikke havde det lige nemt i alle fag. Hun fandt en god støtte i Karen Bak, der insisterede på at lære fra sig.

»Jeg var en af dem, der havde det svært med matematik. Hun havde en tro på, at jeg godt kunne, i en periode, hvor jeg havde svært ved at tro på mig selv og mine egne evner i matematik. Jeg fik en del ros i idræt. Det betød meget for mig, at en voksen udefra troede på mig. Det hjalp mig til at tro mere på mig selv. Det er en kvalitet, jeg tog videre med mig fra folkeskolen«, siger Maria Börninck.

Louise Klinge peger på, at positive forventninger fra lærerne er afgørende for, hvorvidt eleverne oplever sig selv som kompetente.

»Det er afgørende for elevernes tro på egne evner, at lærerne går forrest og tror på dem. Det er et lille skridt, at Maria oplever at kunne noget i idræt. Men det er et kæmpe skridt for hende at erfare, at 'når jeg gør mig umage, så kan jeg også lykkes'. Det kan også overføres til matematik og andre områder«, siger Louise Klinge.

»Hun ville én det bedste«

Maria Börninck og Sofia Persson oplevede begge Karen Bak som motiverende, autoritær og omsorgsfuld. De fortæller, at Karen Bak inviterede klassen hjem til sig privat for at hjælpe med matematikken.

»Man fik en oplevelse af, at hun ville én det bedste. Det siger meget om hende, at hun uden for arbejdstid inviterede os hjem for at lave matematik, og det siger meget om vores relation til hende, at vi gad komme hjem til hende efter skole«, siger Maria Börninck.

Sofia Persson husker Karen Bak som en lærer, der var god til at variere undervisningen og finde på nye ideer, der gjorde det sjovere at sidde i klasselokalet klokken 14 om eftermiddagen.

»Jeg husker især hendes flødebollematematik i undervisningen, hvor vi kunne vinde flødeboller, hvis vi løste et bestemt antal regnestykker. Det var ikke kun motiverende. Det var også sjovt«, siger Sofia Persson.

Ifølge Louise Klinge understøttede Karen Bak vores selvbestemmelsesbehov ved at gøre undervisningen sjov og anderledes, hvilket gav os lysten til at sige ja til hendes metoder.

»Selvbestemmelse handler ikke om at bestemme selv, men hvor villig man er til at tilslutte sig noget. Det vil elever gerne, når der er variation i undervisningen«, siger Louise Klinge.

»Det har givet mig en tro på mig selv«

Da vi i 2006 holdt 9.-klasseafslutning, gav Karen Bak os hver især et stykke papir, hvor hun beskrev vores kvaliteter og kom med et bud på, hvad vi ville ende med at lave som voksne.

Jeg blev selv beskrevet som lyttende, god til mennesker og til at skabe tryghed. Jeg blev derfor spået at blive psykolog. De ord betød meget for mig, selv om jeg vidste på forhånd, at jeg besad de kvaliteter. Det havde en værdi, at en voksen, der kendte mig og ikke var min mor eller far, så de kvaliteter i mig. Og karakteristikken har haft indflydelse på mine overvejelser om at læse socialvidenskab og journalistik og på mit generelle take på omverdenen.

Anders Christoffersen husker også Karen Baks sidste ord til ham, men tillagde dem dengang ikke den store betydning. Han sad tit i klassen og dimsede med forskellige ting. Han var meget optaget af tog, og det overraskede ham derfor ikke at blive spået at blive elektriker eller togfører.

»Hun pointerede på sedlen, at jeg var en handyman, som kunne lide at rode med ting. Det gør jeg stadig. Jeg kan godt lide at fikse ting og bruge mine hænder. Det har hængt ved. Det tror jeg ikke skyldes, at hun har sagt det. Men hun havde ret i, at jeg godt kunne lide at lave ting«.

»Det har måske påvirket mig i elektrikerretningen, fordi hun påpegede, at jeg var god til det i en tidlig alder. Det skal jeg ikke kunne afvise«, siger Anders Christoffersen.

Karen Bak ramte ikke kun plet med Anders Christoffersen. Også Sofia Perssons profeti gik i opfyldelse. Hun blev spået at blive advokat eller revisor, hvor sidstnævnte står på hendes cv i dag. Hun erindrer ikke, hvad hun dengang tænkte om den profeti. Men hun tror, at det har givet hende et klap på skulderen.

»Jeg forestiller mig, at det har givet mig en tro på mig selv og en stolthed over, at en, som kendte mine faglige kompetencer, kunne se mig som advokat eller revisor. Det har måske fået mig til at tænke, at dét kan jeg sgu godt klare«.

Selv om vi klassekammerater intet havde imod at blive spået om vores fremtid dengang i 9. klasse, anbefaler Louise Klinge ikke, at man som lærer konkret peger på, hvad eleverne bliver i voksenlivet, da det lukker børnenes verden.

»Hun undervurderer sin egen kraft ved at sætte stillingsbetegnelse på. Betydningen af forventninger til eleverne bliver hurtigt en selvopfyldende profeti. Det er fantastisk, at hun fortæller, hvad hun ser af unikke kvaliteter i eleverne. Men hun må ikke gå ind og sige, at det må betyde, at man skal være elektriker. Det sætter børnene i bås«, siger Louise Klinge, som understreger, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for hendes ­anbefaling, men at det er hendes egen holdning.

»Karen var mit forbillede«

Kasper Clemmensen oplevede Karen Bak som et stort forbillede for ham. Men det skyldtes ikke kun hendes evner som lærer.

»Der var meget træning i hendes liv. Når jeg tog ned i atletikforeningen, var hun instruktør. Det univers hyggede jeg mig meget i, og så havde jeg hende som lærer dagen efter«.

»Jeg synes, der var en klar forståelse af, at om aftenen var hun min træner og ven. Men dagen efter skulle jeg sidde stille på skolebænken og respektere, hvad hun sagde som lærer. Det lykkedes«, siger Kasper Clemmensen, der mener, at Karen Bak ikke har kunnet undgå at være med til at forme os som mennesker.

»I næsten ti år har du set hende mere, end du har set dine forældre«, siger han og fortæller, at træning og sport stadig er en stor del af hans liv.

Også Jonas Friis bruger ordet rollemodel om sin gamle lærer på grund af hendes personlighed og evne til at få ro i klassen. Det beundrede han, fordi han selv arbejdede med at lære at sige fra over for ydre påvirkninger.

»Jeg så op til hende, fordi hun var en lærer, som råbte højt og sagde fra. Så var der bare stille. Det synes jeg var vildt fedt, at hun kunne. Det gad jeg godt kunne«, siger han.

Louise Klinge siger, at Karen Bak vidste, hvad hun ville som lærer, hvilket klassen oplevede gennem en stram struktur.

»Hun går faktisk ind og understøtter jeres kompetencebehov gennem den struktur, hvilket er afgørende for engagement og trivsel i klassen«.

Louise Klinge understreger dog, at selv om Karen Baks ugeplaner, autoritære stemme og et fokus på faglige målsætninger kan bidrage til, at der ikke hersker junglelov i klasselokalet, så skal læreren hele tiden være opmærksom på, at det ikke kammer over og hæmmer børnenes selvbestemmelsesbehov og dermed deres selvstændige initiativer og unikke kvaliteter.

Jonas Friis forklarer, at matematik ikke var hans skarpeste side, men at Karen Bak var god til at opfange, hvilket stadie han var på:

»Hun var god til at se den enkeltes behov. Hun viste os, at man i matematik kan bruge forskellige veje til at nå frem til samme resultat«, siger han.

Til det forklarer Louise Klinge, at det, at vi har haft en lærer, der prøvede at fornemme, hvad det næste skridt skulle være, har muliggjort, at vi turde tage skridtet: »I føler jeg forbundet med hende og hinanden«.

Understøttede tre psykologiske behov

Ifølge mine fem tidligere klassekammerater havde klassen et godt fællesskab, der byggede på fælles aktiviteter både i og uden for skoletiden.

»Karen gjorde meget for at skabe sammenhold i klassen. Hun skabte rammer for, at vi kunne lave ting sammen uden for undervisningen«, siger Jonas Friis.

Også Sofia Persson husker Karen Bak som en lærer, der investerede i klassefællesskabet.

»Hun tog os med på eventyrture, hvor vi skulle klatre, gå i huler og rafte. Det var med til at binde os sammen som klasse«, siger Sofia Persson.

Ifølge Louise Klinge sætter læreren dagsordenen for, hvordan eleverne har det med hinanden, og at lærerens adfærd smitter af på elevernes adfærd internt. Hun mener også, at det er godt givet ud, når Karen Bak faciliterede udflugter ud af huset og sørgede for, at klassen fik oplevelser, de sammen kunne dele.

»I føler jer forbundet med hende og hinanden gennem de aktiviteter, hun stillede op for jer. Der understøtter hun jeres samhørighedsbehov både i forhold til hinanden og i forhold til hende, fordi hun signalerer, at hun gerne vil jer. Det øger jeres tendens til at følge hendes regler og værdier. Det er ikke kun de tre timer, I brugte på at rafte, der har en betydning. Det gør simpelthen noget ved resten af klassemiljøet, fordi I gerne vil leve op til hendes regler. Der er hele tiden den der merværdi«.

Ud fra klassens oplevelser sammenfatter relationsforsker Louise Klinge, at Karen Bak generelt understøttede tre psykologiske behov hos os som elever - og mennesker. Dels selvbestemmelsesbehovet, fordi hun gjorde undervisningen vedkommende. Dels kompetencebehovet, fordi hun viste os, hvad hun ville med sin undervisning, gennem en stram struktur. Endelig understøttede hun også vores samhørighedsbehov gennem fælles oplevelser, hvor hun viste, at hun ville os.

Karen Bak underviser stadig på Skolen ved Rønnebær Allé. Hun går snart ind i sit 35. år som lærer. Hun underviser i dag i fysik og matematik.