Jer har opdaget, at børn er bange for at fejle. Igen.

Det er lige sket nu midt i engelsktimen i 6.a, mens jeg endnu engang forsøger at forklare mine elever, hvorfor det er vigtigt, at man tør at fejle, når man skal lære at tale engelsk.

”Det er ikke første gang, jeg tager den her snak med en klasse” tænker jeg der midt i situation. Det er heller ikke første gang, at alle de børn jeg taler til nikker, men kigger væk. Lader som om de ikke er i rummet. Som om jeg ikke taler til dem, men til deres sidemakker.

”Hvis I ikke tør at sige noget, fordi I er bange for, at det er forkert, så kan I jo ikke øve jer. Og hvis I ikke kan øve jer, så kan I ikke blive bedre”. Siger jeg til dem.

Jeg ved det lyder læreragtigt, men der er faktisk noget om snakken.

At fejle er en meget vigtig del af at lære. Når man fejler, lærer man nemlig, hvordan man ikke skal gøre, og det er faktisk uvurderlig viden. Men hvad vigtigere er, hvis man på forhånd er bange for at fejle, så forhindrer det én i overhovedet at forsøge at lære noget nyt.

Der sidder 25 elever i min engelskklasse. Ud af dem, er der kun tre elever hver gang, som tør at række hånden op. På trods af at jeg gør meget ud af at fortælle klassen, at det er bedre at prøve først og så give op, end at give op på forhånd. 80 procent af klassen burde kunne deltage i engelsktimen uden problemer, hvis jeg skulle vurdere ud fra hvert enkelt barns faglige potentiale i den her klasse. Og det er ikke noget problem, når vi arbejder med alle fagets andre dimensioner. Men det virker som om, at de er bange for at lyde dumme eller sige noget forkert.

”Hvad er der med jer? Er der noget, I er bange for? ”. Ingen svarer mig.

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at det lige netop er i engelsktimen, at jeg genopdager dette problem.

Som engelsklærer ved jeg, at der altid sidder et par stykker, som er meget bedre end de andre til engelsk. De har måske spillet mange engelske computerspil eller set mange engelske film. De kan mange ord og sætninger, som de andre først skal lære. I modsætning til fx i tysk, et fag som næsten ingen børn i dag har et forhold til, inden de møder det i skolen. I tysk og mange andre fag starter eleverne mere på lige fod med hinanden i klassen. Det er min egen personlige tese. Men mange tror måske, de er dårlige til engelsk, fordi nogen i klassen er bedre end dem. Det er da et kæmpe problem!

”Er I bange for at lyde dumme?”

Endelig er der én der rækker hånden op. Det er Maria.

”Nej, jeg er bare ikke god til engelsk!” siger hun.

”Hvis du var god til engelsk, skulle du jo ikke bruge tre timer om ugen på at lære det her i skolen vel?” siger jeg og bliver lidt stolt af mit eget svar. ”Det er da ren logik” tænker jeg.

En af de andre piger mander sig op og rækker hånden i vejret. Jeg kan se, at hun ikke har lyst, men gør det alligevel.

”Det er mega svært, og alle de andre synes, det er så let”.

Jeg ser rundt i klassen.

”Hvor mange herinde synes at engelsk er let?”

Eleverne kigger på hinanden. De tre elever, som altid deltager i engelsktimen, rækker overlegent hånden op og sender et skævt smil til resten af klassen.

”Det kan godt være, at der sidder tre herinde, som synes det er let, men for alle jer andre er det svært. Det er faktisk meningen, at det skal være svært” fortæller jeg eleverne.

Som lærer ved jeg, hvor enormt vigtigt det er at skabe trygge rammer for børnene. Det prøver jeg ved at tale med dem om at fejle, og hvad der sker, når man fejler. Jeg prøver også selv at fejle foran børnene og vise dem, at det er okay. Jeg forsøger at gøre det sejt at fejle. ”Fail, Fail again, Fail better”. En slags læringskultur, hvor vi lærer ved at fejle. Det er min drøm for engelsktimerne. 

Det er jeg nødt til. Elever må ikke være bange for at fejle. Børn må ikke være bange for at fejle.

Men det er ikke nok, at jeg gør en indsats i skolen.

Jeg hører tit fra mange forældre, at de snakker med børnene derhjemme om, at engelsk er vigtigt. Måske er der nogen børn, som bliver lidt nervøse for, om de kan leve op til deres forældres ambitioner? Jeg hører tit fra børnene, at de er bange for, hvad andre vil sige om dem, hvis de laver noget forkert. Jeg ved også at børn i dag i højere grad skal præstere, end vi skulle, da jeg var dreng. Det er det perfekte, vi dyrker i tv’et, på Facebook og imellem venner, måske er det derfor, at de er utrygge ved at vise sårbarheden i ikke at være perfekt? På youtube griner vi, af folk der fejler og tænker negativt om dem, men før vi opfandt flyvemaskinen, måtte mange fejle.

Det er som om, vi har misforstået noget. Mange tror nærmest, det er forbudt at fejle. Som om vi er bange for modgang og for ikke at slå til.

Men den største fejl, vi som mennesker kan begå, når vi skal opdrage vores næste generation, er at lære vores børn, at det er forkert at fejle. Vi skal og må opmuntre til at lave fejl. Igen og igen. Ingen kan gå igennem livet uden at fejle.

Der hviler et kæmpe pres på vores børn, hvis de allerede som 12 årige skal forestille at kunne alt til perfektion.

”Er der nogen af jer, der synes, det er pinligt, hvis man kommer til at sige noget forkert? ”.

Alle elever, ja lige på nær de tre, rækker hånden op.

Jeg synes, det er meget problematisk, hvis det er sådan, vores børn har det. Vi taler om mennesker, som skal lære for livet. Hvordan skal de kunne udvikle sig og leve op til deres potentialer, hvis de er bange for at træde ved siden af hele tiden. I alle livets henseender, er det da et problem uden lige. I forhold til skolen, er det måske endda det største problem overhovedet. Du kan ikke lære, hvis du på forhånd er bange for at fejle.

Det er da ikke pinligt, hvis man laver en fejl! Hvem siger det er pinligt?

Vi bør tale med vores børn hver dag om, at det er okay at fejle. Vi skal ikke have bange børn, som ikke tror på sig selv. Vi skal have stærke børn, som har mødt modstand, og som ikke er bange for at gøre det igen. Stærke børn som ved, at det er okay at fejle. Vi bør gå i forvejen, vise børnene at man skal være nysgerrig på livet og ikke bange for det.

Indtil da forsøger jeg at undervise, så godt jeg kan. Det hænder da heldigvis ind i mellem, at en elev kaster sig hovedkulds ud i et forsøg på at tale engelsk og overvinder frygten for at sige noget forkert. Det er så fedt, når det sker. Også hvis eleven siger noget forkert!