Som ambitiøs lærerstuderende har jeg brug for at være i løbende kontakt med Danmarks skolevirkelighed. Det er i mødet med hverdagens skolehelte, at jeg kan se mig selv som kommende lærer med en mission. Det er her jeg kan spejle mig i et lærerfællesskab og opbygge min egen læreridentitet. Det er her jeg får næring til de lærerdrømme, jeg er ankommet til læreruddannelsen med.

Men der er for langt mellem snapsene. Det er for sjældent, at vi lærerstuderende møder virkeligheden. Og det er kritisk. For vi ender med at miste vores lærerdrømme helt og skifte studie og karriere.

Når vi diskuterer læreruddannelse i dag er fokuset: Hvor mange kan vi få ind? Hvordan får vi de begavede fra hver generation til at vælge læreruddannelsen?

Det betyder, at lærerprofessionen fuldstændig glemmer at fokusere på, hvordan det hav af begavede lærertalenter, der ALLEREDE studerer på læreruddannelserne har det. Unge studerende, der har valgt læreruddannelsen, fordi de vil noget med skolen. Jeg kender dem. Jeg har studeret med dem i fire år. Deres vilje og drømme som kommende professionelle skolefolk er stærke nok til, at de har valgt læreruddannelsen, selvom den gennem de sidste mange år er blevet gennemtæsket af omgivelserne. Hvilket for os studerende betyder, at vi har slugt erkendelsen af, at omverdenen og vores jævnaldrende ikke forbinder vores studievalg med ambitioner. Til helvede med det.

Til gengæld er det derfor så meget vigtigere, at vi som lærerstuderende ikke er i tvivl om, hvilken ambitiøs profession, vi er ved at blive en del af, og at vi kan se os selv heri. Og her ligger problemet – det kan vi ikke! Læreruddannelsens tilknytning til virkelighedens skole er for lille. Mødet med praksis.

For det er her magien sker.

Skolens virkelighed rykker

Jeg husker tydeligt, da jeg med mit Almen Didaktik-hold besøgte Nørre Fælled Skole på Nørrebro; en nyudnævnt idrætsprofilskole, der stod foran den enorme opgave at vende eleverne og forældrenes flugt fra skolen. Det skulle være en skole med stigende elevtal og en mere ligelig balance mellem ressourcestærke og -svage familier. I en time introducerede den nye skoleleder og en af skolens lærere deres tankegang bag idræt og bevægelse i undervisningen, hvilke pædagogiske tanker der lå bag ombygningen af skolen, hvordan de ville inddrage forældrene langt mere aktivt, hvorfor fællesspisning med store og små elever sammen var et vigtigt dannelsesmæssigt omdrejningspunkt for hverdagen osv osv. Vi studerende stillede ivrigt spørgsmål tilbage.

De næste par dage oplevede jeg et adrenalinkick uden lige. Jeg var blevet forført pædagogisk. Jeg har gennem årene været glad for mine fag, men det her var pædagogiske tanker i levende live. En skoleleder og en lærer med brændende visioner for en presset skole. For første gang i lang tid kunne jeg meget tydeligt se mig selv som fremtidig professionel lærer med en mission. Drømmene fik næring og undervisningen på læreruddannelsen blev relevant på et helt andet niveau.

Hvad er problemet så? Ja, at det var første gang under uddannelsen, at jeg meget tydeligt kunne se min lærerfremtid for mig. Det var det første besøg i den virkelige skoleverden. Og det på mit femte semester – mit tredje år på læreruddannelsen. På dette tidspunkt havde jeg færdiggjort både pædagogik, psykologi, KLM og Dansk.

Men møder vi ikke virkeligheden i praktikken?

Praktikkerne kan noget, men ikke nok. Først og fremmest fordi praktikkerne ikke er lange nok. Med de nuværende praktikperioder oplever jeg som studerende ikke, at jeg er i løbende kontakt med skolevirkeligheden. Der er for lange perioder på studiet, hvor jeg glemmer den og hvor undervisningen deraf opleves mindre relevant. Det er jo derfor, vi har råbt på mere praktik i mange år. De små praktikperioder er desuden - netop fordi de er små - fyldt op med fokus på opgaver og eksamener fra læreruddannelsen. Vi oplever ikke reelt hverdagen som lærer, og vi bliver ikke en fuldbyrdet del af de skoler, vi er på.

Det ambitiøse lærerfællesskab skal være tydeligt

Som lærerstuderende suger vi inspiration til os, så snart vi kan komme til det. Siden mit møde med Nørre Fælled Skole har jeg et par gange haft skoleledere og lærere ude at holde oplæg i undervisningen. Stort set hver gang oplever jeg motivationens sug: min lærerfremtid bliver mere tydelig og mere attraktiv. Men der er for langt mellem snapsene. Selv studiejobbet som lærervikar kan med dets kaotiske natur ikke give garantier for, at vi dér oplever lærerfællesskabet.

Hvis vi lærerstuderende skal modstå presset fra omgivelsernes uattraktive fortælling om læreruddannelsen og skolen, skal vi under uddannelsen kunne spejle os i skolevirkeligheden langt mere, end vi gør nu. Ét af de mest ærgelige tegn på, at det ikke sker nu, er, at unødvendig mange lærerstuderende selv på fjerde år af uddannelsen er i tvivl, om de egentlig vil arbejde som lærere. På fjerde år!

Jeg savner lang større inddragelse af den reelle danske skolevirkelighed på læreruddannelsen. Flere skolebesøg, mere løbende samarbejde mellem lærerstuderende og skoleklasser, og flere lærere, pædagoger og skoleledere fra virkelighedens verden ind som gæsteundervisere på læreruddannelsen. Der er langt mellem snapsene. Læreruddannelsen skal ikke gemme sig i sine egne bygninger med kompetencemål og cases.

Jeg savner desuden langt mere fokus på de lærerstuderendes oplevelser på dette område fra DLFs side. Hvad betyder små opsving i ansøgertallet til læreruddannelsen, hvis dem, som allerede har valgt den, ikke får næret sine lærerdrømme i skolens virkelighed og derfor begynder at tvivle på, om det ambitiøse lærerfællesskab overhovedet findes?

De ender med at skifte studie.