Motivationen er det allervigtigste og det mest udfordrende i naturfag. Derfor beder naturfagslærer Niels Staun for eksempel 4. klasses elever om at tage noget med hjemmefra, som de kan tale om i natur/teknologi.

"Men så skal man også give sig tid til at se på det, de har taget med. For de har meget med. De kommer med små kranier og tænder, og jeg kan se, hvilken tand der har siddet hvor på hvilket dyr - og dét fanger dem", siger han.

Måske er det en af grundene til, at han i foråret fik Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris i Vestdanmark. Sammen med et lærerteam fra Kokkedal Skole fik Niels Staun prisen for at engagere og "forme børns interesse for naturfag, sådan at det kan ende med at blive til en livslang passion og karrierevej".

Niels Staun er lærer på Løkken-Vrå Skole i Nordjylland. Han har undervist i 25 år og er meget glad for det. Linjefagene er idræt og biologi, og så er han jæger, har en stor landejendom - barndomshjemmet - som han også er vild med at passe.

Det er skolelederen på Løkken-Vrå Skole, der har indstillet Niels Staun til prisen med nogle uhyre flotte begrundelser. Naturfagslæreren har været bærende kraft og inspirator bag den firelektionersblok, de kalder naturfagsblokken, og som indeholder biologi, geografi og fysik/kemi. Han udvikler og videndeler. Han har en tydelighed og en didaktisk præcision, der har gjort faget meget populært på Løkken-Vrå Skole. Han har en stor passion for hele det naturfaglige område, og så arbejder han også i skoletjenesten, hvor han underviser en dag om ugen.

Niels Staun stiller klare krav til eleverne, når de arbejder i grupper: "De ved, at de ikke skal gå på besøg hos hinanden, derudover må de gerne selv vælge gruppe, men de skal arbejde med noget, som de gerne vil".

Hvis man spørger Niels Staun om, hvorfor han har fået prisen, nævner han modelleringskompetencen og fremlæggelsen.

"Det er min kæphest. Man ved først, om man har forstået emnet, når man er ved at være klar til at fremlægge for nogle andre. Eleverne skal stå med noget i deres hænder, og det kan godt være, at det er noget ragelse, de står med, men de kan fortælle om det og ud fra det. De kan vise nogle billeder og nogle stikord - de kan præsentere deres emne for andre. Det er vigtigt".

Niels Staun tilskriver det også projektarbejdsformen, som eleverne har det godt med.

"Jeg beder dem tit om at tage udgangspunkt i noget nærværende. Noget, de finder relevant. Det kan være et dyr, de har set, eller bøgetræet i deres have derhjemme. Og så skal de fortælle om det, de har fundet ud af. De skal ikke læse op fra en PowerPoint - det er jo dræbende".

Jeg forventer noget af eleverne

Ifølge Niels Staun er det fint at tage eleverne med ud i naturen og opleve forbindelserne i naturfagene, men man skal også have en model og kunne bringe alle de naturfaglige kompetencer i spil.

Afgangseleverne på Løkken-Vrå Skole får flotte karakterer i naturfag. De første to år med den fællesfaglige naturfagsprøve fik afgangsklasserne i snit over 10 i karakter. Lærerne sørger for, at der er progression i naturfagene op igennem klassetrinene - tingene hænger sammen fra natur/teknologi og frem til udskolingens naturfag. Progressionsplanen er prioriteret højt i naturfagsteamet.

"Jeg har tydelige forventninger til eleverne. De må gerne arbejde i kærlighedsgrupper, men de skal arbejde med noget, de vil, og jeg har nogle krav til, hvordan de arbejder".

Tydeligheden viser sig, da undervisningen begynder i 7.l. Eleverne går rundt, griner og snakker og har gang i at forberede nogle fremlæggelser. Men da Niels Staun kommer med et lavmælt "schyysss", bliver der helt stille. De finder deres pladser og går i gang med arbejdet i deres grupper.

"Jeg koncentrerer mig om læringen hos eleverne. At de har en viden og en læring, som de kan tage med herfra, og så må det gerne være sjovt samtidig. At blive belønnet for det er jeg virkelig stolt over. Jeg bruger hele min person i undervisningen, sådan er det at være lærer, og jeg vil gerne huskes som den, der gerne ville have med dem at gøre".

Model af en celle i en plasticpose

En dreng er i gang med at kløve et stykke træ i sløjdlokalet. Han står med en stor økse og svinger den mod træklodsen. Niels Staun går derhen og kommer med nogle forslag til, hvordan han bedst gør det - og går så ud af lokalet. Hen til nogle andre, der er i gang med deres modeller.

En gruppe af piger har en stak tæpper og skind og kommer jævnligt hen for at stille nogle spørgsmål. De skal fremlægge senere i dag.

En dreng sidder med en plasticpose, som han har fyldt med vand og har slået knude på. Inden i posen sejler en sølvpapirskugle og nogle stumper af sugerør i forskellige farver rundt.

"Her er cellen", siger han og viser posen frem til Niels Staun. "Sølvpapirskuglen er cellekernen, og de andre ting har forskellige egenskaber i denne celle".

Ved siden af sidder to og tegner, hvordan man kan klippe et gen ud, som man gerne vil have fjernet. De skriver om CRISPR-metoden.

Et par piger går rundt med nogle giraffer, de har fremstillet. Det er tydeligt, at girafferne har forskellig længde hals, og det er noget af det, de vil tale om i deres fremlæggelse.

Niels Staun forklarer om teoretiske modeller og praktiske modeller. De taler om reagensglasbørn, om at klone, hvor man kopierer, og om at klippe et gen ud og erstatte det med et andet gen. For eksempel skifte en hårfarve ud med en anden.

"Vi bruger meget tid på at fremlægge, men Niels stiller mange gode spørgsmål undervejs, sådan at man pludselig kan huske noget, man ellers havde glemt. Og hvis man ikke kan huske det, så kan man få et hint", siger en dreng.

En gruppe piger er i gang med en fremlæggelse om pattedyr og vinterpels og fedtets funktion i dyrets krop, derfor har de taget et skind med ind i klassen.

Fremlæggelse med skind og tæpper

Eleverne sidder i klassen, på gangen og i et roderum med alskens modeller og forsøg, der er i gang i længere tid. Rummet skal snart laves om til et fremlæggelsesrum med en stor skærm og stole med en lille plade til computeren, sådan at eleverne kan sidde og skrive dér under fremlæggelser.

På skærmen kan de så få mikroskopet op, så de tydeligt kan se alle sammen. Rummet skal bygges for nogle af de 200.000 kroner, der fulgte med prisen fra Novo Nordisk Fonden.

Andre planer er måske en rugemaskine til kyllinger og et dataloggersystem.

Klassen samles, og Niels Staun siger: "Klar til fremlæggelse, mobiler i posen og klar med computeren".

"Husk nu at tage noter undervejs".

En gruppe fortæller, at nogle pattedyr smider deres vinterpels. En pige lægger sig ned på alle fire og får tæpper og skind smidt over ryggen. De andre tager et fåreskind af hende og fortæller om vinterpelsen, og at fedt hjælper på, at dyret kan holde varmen om vinteren.

"Hvor har de fået fedtlaget fra", spørger Niels Staun.

"De har spist en masse. Fedt hjælper på at holde varmen, og de får fedtet fra føden. De bygger fedtlaget op om sommeren, fordi der er mere mad om sommeren", forklarer pigerne.

Der er også dyr, der går i hi, og der er nogle mindre dyr, der dør om vinteren, fordi de ikke kan holde varmen, forklarer de. Pindsvin og grævlinger går i hi.

Og flagermus, siger en dreng.

"Det har du lige fundet på nettet. Hasselmus gør også, men nu følger I godt med her. Der kommer en fortælling, og husk at tage noter", lyder det fra Niels Staun. Det er noterne, de skal bruge bagefter. Her er ingen tykke rapporter, men de skal tage noter, som de kan bruge, når de senere skal tale om evolution og genetik. De skal have styr på de faglige begreber.

En pige i gruppen holder en sol op og viser, at temperaturen stiger. Pigen på alle fire får taget endnu et lag pels af, og én forklarer, at hårstrå kan være hule som rør, og at dyret så bedre kan holde varmen, fordi der er luft i hårstrået, og luften bliver opvarmet af solen. De kommer omkring mutationer, griner sammen, da en siger, at man bliver tyndere af ikke at spise, og de taler om vekselvarme, om albinoer og om hormoner, som de først skal lære om i 8. klasse. Men det er hormoner, der får dyret til at smide vinterpelsen.

Niels Staun får de andre elever til at hjælpe med, når de sidder med en viden fra det emne, deres gruppe arbejder med.

Det er en lang fremlæggelse, fordi alle i klassen deltager, så de beslutter at fortsætte næste gang for at få mere med. Pigerne mangler endnu en del af deres fremlæggelse.