Det kan være forfriskende, når forfattere til lærebøger tør kaste alt op i luften, sætte en stang dynamit til for derefter at samle stumperne og lime dem sammen med nye teorier i et helt nyt format. Så respekt for modet og ideen herfra. Det er givende, når nogen tør tænke nyt. Men nyt er ikke i sig selv en kvalitet. Innovation er ikke nødvendigvis at brænde alt ned til grunden og kaste vrag på alt, hvad vi hidtil har ment om, hvordan man skriver en lærebog. Innovation er også at forbedre og tilsætte blot et gran nytænkning, så læseren rammes i nærmeste udviklingszone og ikke behøver at bruge unødig krudt på at forstå, hvordan man finder frem til kernen i de 11 konkrete læringsforløb, som bogen så smukt lover os på omslaget.

Dorthe Junge har valgt at skrive sin lærebog, som var den en fortælling henvendt til børn - eller voksne - og det er netop problemet. Bogen er formuleret i et børnebogssprog, som minder om hyggelige læsestunder med børn med blafrende ører, men indholdet er voksenvendt. Det handler om innovation, planlægning af læringsforløb, anvendelse af teorier og modeller. Således placerer bogen sig mellem to stole, og irritationen overstråler innovationen under læsningen.

Bogens ide er at beskrive konkrete(!) undervisningsforløb, der er bygget op om forskellige innovative metoder. Det innovative her er først og fremmest forståelsen af ordet konkret. Forløbene beskrives i fortællinger om forløb: Hvad gjorde den søde, engagerede lærer, og hvad sagde de pudsige, småfrække børn så. Ideen med at anskueliggøre, hvordan det hele faktisk løber af stablen i praksis, er god, men den fortællende stil og de pudsige børnekommentarer forvirrer mere, end de anskueliggør. Modellerne er gode og enkle, og har man tilstrækkelig god tid, kan man godt uddrage det konkrete indhold fra bogen. Der er gode ideer og gode modeller at tage af, og bogen er righoldigt forsynet med link og litteraturforslag i sit efterhængte ”Hvis du vil vide mere”.

Jeg savner mere: Her er en model - ideen med den er - den kan anvendes sådan her - og lidt mindre fiktion om, hvordan 0. klasses søde elever med de spelt-eksotisk-moderne fornavne hjælper de gamle på plejehjemmet ud af deres ensomhed. Det bliver for tykt og for meget fiktion på bekostning af fakta. Æv.

Det går lidt bedre med beskrivelserne af forløbene til de mellemste og de ældste elever, her kan jeg genkende børnegruppen, og metoder og aktiviteter fremstår mindre fantastiske og mere realistiske. Men jeg behøver altså ikke at møde Pernille, som altid er ”frisk på at være med i innovationsforløbene”. Jeg vil gerne bare bede om en indføring i nye innovative teknikker - gerne med et kreativt formidlingstouch. Her bliver det for svært at tage bogens glimrende budskab og forslag alvorligt, når sproget får en næsten satirisk karakter, når jeg skal møde alle de forskellige lærer-, pædagog- og børnetyper, mens jeg hører om ”Design to improve life”-modellen.

Men kan man se bort fra al den innovative pang og ballade, som omgiver bogens egentlige budskab, så er der bestemt gode ideer at hente i "Innovative læringsforløb". Det er opmuntrende at få beskrevet, hvor enkelt det tilsyneladende er at implementere brugen af innovationsteorier og -metoder - og de fleste steder i bogen virker det nogenlunde troværdigt.

Bogen er illustreret med Anders Morgenthalers skønne tegninger, som i den her forbindelse virker både opmuntrende og nedslående. Opmuntrende fordi de er skønne og skæve, og nedslående fordi de så kraftigt understreger bogens problem - den ser ud som en børnebog, den lyder som en børnebog, men det er ikke en børnebog.