Der blev formentlig draget gevaldige lettelsens suk på de fleste formandskontorer i fagbevægelsen, da resultatet af de offentligt ansattes urafstemninger tikkede ind 4. juni. Store og markante jaflertal hos alle forbund, også hos lærerne, hvor tre ud af fire stemte ja til overenskomstforliget.

Resultatet var ventet med stor spænding og også med større opmærksomhed i medierne end normalt, når medlemsdemokratiet i fagbevægelsen gennemgår den vanlige trummerum med afstemning om overenskomstforlig. Især hos lærerne, hvor forliget ikke indeholder den arbejdstidsaftale, som lærerne har sukket efter i fem år - og som var Lærerforeningens absolutte hovedkrav til forårets overenskomstforhandlinger.

Med tre ud af fire lærere på jasiden kan lærerformand Anders Bondo Christensen nu med en vis ro i sindet tage fat på arbejdet frem mod det, der på sigt kan blive til den længe ventede arbejdstidsaftale. Og selvom ingen står og jubler med armene over hovedet i ren eufori over resultatet af de mange måneders forhandlinger, åbner resultatet for, at lærerprofessionen kan få en ny start.

Kommissionsformand: "Hvis jeg er noget, er jeg i lommen på folkeskolen" 

Bolden skudt til hjørne

Forhåbningerne til Overenskomst 18 var skyhøje, da lærernes og kommunernes topforhandlere allerede i december holdt de første møder om lærernes arbejdstid. Og da Anders Bondo Christensen endelig i februar kunne meddele sine formandsfæller i de andre lønmodtagerorganisationer, at der nu var realitetsforhandlinger om lærernes arbejdstid, fik forventningerne et ordentligt nøk opad: Kunne det tænkes, at Lærerforeningen havde fået tag om KL og Moderniseringsstyrelsen og nu kunne lande en arbejdstidsaftale?

Mens det varme forår væltede ind over landet, sad forhandlerne dag ud og dag ind i Forligsen. Når de gik ind ad døren om morgenen og ud igen om aftenen, gentog lønmodtagernes repræsentanter igen og igen, at målet med de døgnlange forhandlingsmøder og den truende konflikt var lønfremgang, sikring af den arbejdsgiverbetalte spisepause og - ikke mindst - en arbejdstidsaftale for lærerne.

Og det var derfor også en ganske tom følelse, mange lærere stod tilbage med, da forhandlerne den 27. april præsenterede resultatet af de ualmindeligt langstrakte forhandlinger. Det blev ikke til en arbejdstidsaftale, men derimod til en undersøgelseskommission, der det næste halvandet år skal endevende lærernes arbejdsforhold og give parterne en række anbefalinger, de kan tage udgangspunkt i, når de skal i gang med næste overenskomstrunde i 2021.

En presset profession

Siden KL's lærerlockout i 2013 og indførelsen af folkeskolereformen i 2014 har flere og flere lærere - og forældre - valgt folkeskolen fra. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 21,6 procent af danske grundskoleelever har valgt folkeskolen fra. Samtidig viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det kun er knap 84 procent af underviserne i folkeskolen, der har en læreruddannelse, hvilket er et fald på fem procentpoint siden 2013.

Flere undervisningstimer, mindre tid til forberedelse, flere og flere centrale krav til det faglige indhold og den pædagogiske praksis koblet med oplevelsen af en afgrundsdyb mistillid mellem lærerne og deres arbejdsgivere er en cocktail, der har ført til, at lærerne i dag er et presset folkefærd. Samtidig oplever mange lærere, at Overenskomst 18 langtfra resulterede i den anerkendelse og respekt, de mener, de fortjener fra deres arbejdsgiver.

Ifølge professor i offentlig ledelse Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet og Vive er lærerne kendetegnet ved at være dybt motiverede og engagerede i deres arbejde. »Folkeskolelærerne er karakteriseret ved at have et højt niveau af motivation for at gøre godt for den enkelte elev og for samfundet. Bekymringen nu er, at den motivation bliver mindre. Man kan risikere, at lærerne ikke synes, at samfundet og politikerne i samme omfang anerkender lærernes bidrag til at skabe værdi«, siger Lotte Bøgh Andersen, der i mange år har forsket i skoleledelse.

Spørgsmålet er, om skuffelsen over i endnu tre år at skulle leve med lov 409 uden en arbejdstidsaftale, og uden at lærerne oplever at få den fornødne anerkendelse og respekt fra arbejdsgiverne, politikerne og den brede befolkning, betyder, at lærerprofessionen er endt i en negativ spiral, hvor det hele bare bliver værre og værre.

»Sammenlignet med lockouten i 2013 får vi helt sikkert ikke samme fald i motivationen, for med kommissionen er der stadigvæk bibeholdt et håb om at finde en løsning, begge parter kan se sig selv i. Det er en pause i motivationsdroppet«, siger Lotte Bøgh Andersen.

Men nogle lærere vil alligevel føle, at Overenskomst 18 langtfra var den forløsning, de havde sat næsen op efter. »Sammenlignet med det håb, lærerne startede med at have om, at Overenskomst 18-forhandlingerne ville give en arbejdstidsaftale, er kommissionen selvfølgelig ikke et positivt resultat. Spørgsmålet er, om glasset er halvt tomt eller halvt fyldt. Det kommer helt an på, hvad man sammenligner med«, siger hun.

Stilhed før stormen

Den store kulmination, mange forventede ville komme i foråret 2018, udeblev og er nu udskudt til senest 2021. For nu skal kommissionen have arbejdsro. Det har både KL, Lærerforeningen og kommissionsformand Per B. Christensen gjort klart. Kommissionen skal besøge skoler og kommuner og lave analyser, før den om halvandet år præsenterer sine anbefalinger. Og hvad der dernæst sker, kan ifølge Lotte Bøgh Andersen gå i to retninger:

»Jeg ser kommissionens arbejde som stilhed før stormen, i den forstand at det efter kommissionens arbejde kan gå begge veje. Lykkes det for kommissionen at lande noget, begge parter kan se sig selv i, kan vi begynde at få opbygget motivationen og opfattelsen af den understøttende styring igen. Lykkes det ikke, vil mange lærere få en ekstra skuffelse, fordi forløbet har trukket så langt ud«, siger Lotte Bøgh Andersen.

Hun tolker resultatet af urafstemningen sådan, at lærerne er villige til at vente til næste overenskomstrunde med at få en arbejdstidsaftale, fordi kommissionen er det bedste, man kunne få ud af forårets maratonforhandlinger. »Mange lærere ser det sådan, at resultatet er bedre end en konflikt, som vil demotivere lærerne og være til skade for både lærere, elever og folkeskolen, men det var ikke det, man håbede på, da forløbet startede«, siger hun.

Der er tre niveauer, hvor lønmodtagerne og arbejdsgiverne arbejder sammen: på skoleniveau, på kommunalt niveau og på nationalt niveau. Og det er netop det lokale niveau, der ifølge Lotte Bøgh Andersen kan danne grundlag for, at kommissionen kan lykkes med målet om at få de stridende parter til at nå til enighed om en arbejdstidsaftale.

»Det samspil, der er mellem tillidsrepræsentant og leder ude på skolen, lykkes næsten altid. På kommuneniveau lykkes det også rigtig godt. Min tro på, at det kan lykkes på nationalt plan, er funderet i, at når det kan lykkes på skoler og i kommuner, så kan det være inspiration til at finde en fælles forståelse på nationalt plan«, fortæller Lotte Bøgh Andersen, der pointerer de lokale arbejdstidsaftaler i kommunerne.

Opgør med den ekstreme styring

Det er vel efterhånden hævet over enhver tvivl, at lærerstandens motivation led et gevaldigt knæk efter lockout og lovindgreb i 2013. Samtidig kom den folkeskolereform, lærerne selv i høj grad kom til at finansiere med flere undervisningstimer, og de to store forandringer af lærernes arbejdsliv har betydet, at mange har valgt at søge væk fra lærerjobbet. Og de, der er blevet, ser ganske anderledes på deres job i dag, end de gjorde for fem-seks år siden. Det vurderer Daniel Panduro, der er uddannet lærer og i dag underviser på Christianshavns Skole. I mellemtiden har han taget en kandidatgrad i pædagogik og uddannelsesstudier fra Roskilde Universitet, hvor han skrev speciale om lærerprofessionen.

Lærernes mulighed for at handle professionelt er udfordret, mener han. Både forældre og politikere gør sig kloge på, hvordan hverdagen i klasselokalet skal forløbe:

»Mange lærere oplever, at de er i konflikt med et udefineret politisk niveau og nogle herskende tendenser i samfundet. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de skal implementere nogle politiske tiltag, det er meget svært at forsvare pædagogisk«, siger han og fremhæver blandt andet de nationale test.

Han henviser til den styringsmekanisme, folkeskolen har været underlagt de senere år, hvor en implementeringsgruppe med repræsentanter fra KL, Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet har fulgt implementeringen af blandt andet lov 409 med henblik på at sikre, at lovindgrebets politiske ambitioner blev gennemført. Det har fået kritik fra især Lærerforeningen, der som part ikke var repræsenteret. Allerede tre dage efter at overenskomstforliget var på plads, meldte KL-formand Jacob Bundsgaard kommuneforeningen ud af gruppen, fordi »vi vil bruge kræfterne på at blive klogere på muligheder og udfordringer på folkeskoleområdet i samarbejde med arbejdstagerne«.

Daniel Panduro fremhæver, at der de seneste år er opstået et modsætningsforhold mellem dele af det politiske nivau, der ser lærerne som lønarbejdere, og lærernes stærke professionsselvforståelse. Den forskel gør det svært at udøve sin lærerprofessionalitet. Mens der sjældnere er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved lægens diagnose eller advokatens retssagsstrategi, bliver der næsten dagligt sat spørgsmålstegn ved, om lærernes vurdering af, hvad der pædagogisk og fagligt giver mening i den enkelte klasse og i folkeskolen, er rigtig.

Ifølge ham er mistilliden til lærernes faglighed også en af de mest udbredte årsager til, at lærere forlader den danske folkeskole. Han tror, at resultatet af Overenskomst 18 vil hælde mere benzin på bålet: »Der vil helt sikkert være mange lærere, der nu siger, at de ikke kan vente til 2021 med at få en arbejdstidsaftale«, siger Daniel Panduro.

»Som lærer oplever man et pres, hvor forældre fortæller, hvad de synes, vi skal gøre. Samtidig er der politikere, der dikterer, hvad vi skal gøre. Og ofte gør lærerne ting - ikke fordi de giver pædagogisk mening, men fordi den politiske logik siger det - det er med til at deprofessionalisere lærerne«, siger han.

Nu sætter mange lærere deres lid til, at kommissionsarbejdet kan munde ud i, at DLF og KL kan indgå en arbejdstidsaftale i tilpas god tid før næste overenskomstfornyelse. Det er også i det lys, at afstemningsresultatet skal ses. Det skal netop ikke tolkes sådan, at lærerne er tilfredse med deres arbejdsforhold, for det er de så langtfra. De 75 procent, der har nikket ja til forhandlingsresultatet, er ikke varmhjertede fortalere for forliget, men de har et håb om, at kommissionsarbejdet og især den nye start på samarbejdet mellem Danmarks Lærerforening og KL kan kaste en arbejdstidsaftale af sig.

Også uden at parterne om tre år skal balancere på en knivsæg for ikke at kaste landets 67.000 lærere ud i endnu en demotiverende og ødelæggende konflikt.