Helle Breilev savner mere kontakt og fælles fodslag med sine kolleger på Fladsåskolen i Næstved her i andet år af folkeskolereformen. En fælles strategi for brugen af understøttende undervisning for eksempel og nogle rigtige lærermøder, hvor man kan diskutere pædagogik.

»Jeg er ikke stolt af den måde, vi kører tingene på. Vi udveksler slet ikke noget pædagogisk. Vi definerer selv, så vi arbejder faktisk i hvert vores hul og har slet ikke fælles fodslag. Det er ikke, fordi jeg synes, at vi skal gå i takt, men jeg synes, at vi skal gå i den samme retning - og have en fælles ide med det, vi gør«, forklarer hun.

Hvis hun skal se fem år bagud, vidste hun meget mere om, hvad hendes kolleger arbejdede med i klasserne.

»Jeg oplevede en større samhørighed på kollegaplan, vi talte sammen, og vi var fleksible. Vi kunne sagtens mødes en aften ved 17-18-tiden over nogle pizzaer og holde møde, hvor vi diskuterede pædagogik og planlagde vores arbejde«.

»Jeg tror slet ikke, man - politikerne - har været klar over, at man havde en erhvervsgruppe, der arbejdede sådan. Nogle så bare, at lærerne kørte hjem klokken 14. De så ikke det andet«, siger Helle Breilev.

Årsplaner i sommerferien

Hun havde en plan om at overholde sine arbejdstider, da folkeskolereformen og lov 409 trådte i kraft, men hun må erkende, at det ikke holder. Hun flekser otte-ti timer om ugen. For eksempel møder hun først klokken 10 om mandagen, fordi hun har arbejdet ved computeren hjemme om morgenen. Det er mere effektivt end at sidde i »callcentret«, som lærerne kalder deres arbejdsrum.

»I min sommerferie havde jeg en virus, og da sad jeg i sengen og tastede årsplaner ind i minuddannelse.dk-systemet. Jeg blev lidt fanget af det og fik lavet nogle årsplaner, mens jeg sad og hostede. Nogle af mine kolleger er standhaftige og arbejder ikke hjemme. Men mange gør som jeg. Vi når jo aldrig i bund med noget ellers. Hvis eleverne skal have feedback på noget arbejde, skal det helst ske, dagen efter at de har afleveret«, mener Helle Breilev.

Men hun nævner, at hun skal være opmærksom på, at det er hendes egne ambitioner, hun lever op til. For der er ikke en fælles ambition på skolen.

Tidligere kunne hun arbejde 32 timer i en uge og så 50 timer i ugen efter.

Hendes innovationshold har lige samlet ting ind og holdt loppemarked med tombola og løbet kilometer ind, som er blevet sponseret af lokale firmaer. De har samlet ind til Knæk Cancer-kampagnen.

»Viljen til den slags er her stadig, men vi ved, at det bliver frivilligt arbejde. Jeg er hele tiden ambivalent over for det. Vi gør det og føler os røvrendt bagefter. Jeg tænkte, da alt det nye begyndte, at det ville være rart at få weekenderne fri - og det er det da også, når jeg så holder dem fri«.

Hun har haft perioder det sidste års tid, hvor hun vågner klokken 3 om natten og er lysvågen. Så står hun op og ser tv eller arbejder, hvis hun tror, det vil hjælpe. Det er i hvert fald arbejdstanker, der pusler i hendes hoved, når hun ikke kan sove.

Nye kolleger forsvandt

Hun har lige helt kort i dette skoleår oplevet at være kollega med sin mand. Han arbejdede på Korskildeskolen, men så flyttede man hele udskolingen over på Fladsåskolen. I alt seks lærere kom med over. Men de fire udskolingslærere er alle rejst igen.

»Vi var ikke særligt gode til at tage imod vores nye kolleger. Det var to forskellige kulturer, der mødtes. Min mand Henrik holdt kun nogle uger. Han talte om, at vi kørte i et helt vildt tempo herovre. Så var han ovre på Korskildeskolen til et møde og hørte, at der var en ledig stilling på mellemtrinnet. Den fik han - og gav så afkald på sine udskolingsfag. De andre har også fået arbejde på andre skoler«.

Hun fortæller, at skolens faser arbejder meget forskelligt, og at man ikke har fælles pædagogiske møder. Kun et 20-minutters informationsmøde cirka en gang om måneden.

Næstved Kommune har lige nu 14 skoler, men der er en ny skolestruktur på vej, sådan at de fremover skal samles i seks store skoler.

»Jeg frygter, at det flytter alting længere væk fra os og vores hverdag, når skolelederen befinder sig på en anden matrikel«.

Trætte elever

I 6.b er eleverne i gang med et tema om uledsagede flygtningebørn. De har læst en bog om drengen Jamal, der er flygtet til Danmark, og nu skal de producere nogle nyhedsindslag om flygtningebørns situation. De digter flugthistorier ud fra bogen og nogle artikler. Nogle elever er journalister, der spørger, og andre er flygtninge, der svarer. Det bliver enten som teater eller filmet på mobilen.

»De har fået afslag på paragraf 7 og 8, men har paragraf 9 tilbage - vi skal have nogle fakta med ind i vores nyhedsindslag«, taler nogle elever om i en gruppe. De har skrevet et manuskript, øver sig på replikker og søger fakta.

»Hvordan kom I til Danmark?« spørger en pige.

»Vi gik på motorvejen«, svarer drengen, der skal være flygtning.

»Var der andre end jeres mor, der døde under flugten?«

»Ja, desværre nogle små børn og andre svage«, svarer drengen.

De aftaler at klippe i filmen. Helle Breilev taler med en gruppe om, hvad menneskesmuglere er.

I pausen fortæller en gruppe elever, at de synes, at skoledagene er blevet meget lange efter reformen.

»Det kan godt være, at man lærer lidt mere, men man har ondt i hovedet, når man går herfra«, siger en dreng.

»Jeg har meget travlt, når jeg skal til fodbold to gange om ugen. Det er irriterende«, mener en pige.

»Jeg synes ikke, der er meget, der har ændret sig fra før reformen - dagene er bare blevet længere. Jeg synes ikke, jeg lærer mere. De korte skoledage har længere pauser end de lange dage. Det giver slet ingen mening«, pointerer en pige.

En del af eleverne kommer fra parcelhusene lige rundt om skolen, men de, der kommer med bussen, tager hjemmefra lidt over klokken 7 og sidder nogle dage igen på bussen mellem klokken 16 og 16.30.

Få skriftlige opgaver

I 6.b har alle elever en stor bold, de kan sidde på, hvis de vil skifte stolen ud. Helle Breilev har talt med en ergoterapeut, der forklarede, at mens de sidder på bolden, træner de deres muskler hele tiden. Så det er ofte bevægelsen her i klassen. Forældrene var med på ideen, og klassekassen har betalt.

Andre gange sender hun eleverne ud på et lille løb med opgaver, hvis det giver mening.

Hun har besluttet ikke at rette mange elevopgaver hjemme, så eleverne i hendes klasse skriver i klassen og har altid et maksimalt antal ord, de må skrive. Hun er med over Google-drev og kan løbende skrive korte feedbackkommentarer til dem såsom »husk afsnit« og »du er kommet godt i gang«.

»På den måde kan jeg tydeligt se, hvad jeg skal hjælpe de enkelte med. Det fungerer godt«.

I engelsk skriver de en gang om måneden en lille artikel, som de får skriftlig respons på.

»Dér må jeg så arbejde over«, fortæller hun. Forældrene er meget interesserede i lektier her på skolen.

Sidste år havde hun timer i lektiecafeen. Først for nylig har de holdt møde om lektiecafeen samlet. Problemet er, at når der er sygdom, bliver cafeen kørt af vikarer, der ofte er gymnasieelever.

Fremtidsværksted

Helle Breilev fortæller, at skolen sidste år havde en ringe APV - arbejdspladsvurdering. Kredsen kom på besøg, men der er ikke sket meget i den anledning. Sammen med et par kolleger tog hun derfor initiativ til at holde et fremtidsværksted for at arbejde med nogle af problemerne i skolereformen og arbejdstiden. De var 12-14 lærere til første møde en fredag eftermiddag.

»I utopifasen ved det andet møde var vi kun seks, og vi har udskudt det tredje møde, hvor vi skal se på løsningsforslag, til en gang i januar. Når vi har været igennem spørgsmål, ønsker og løsningsforslag, vil vi give det til ledelsen som et oplæg til at få løst nogle af de udfordringer, vi mener, vi har«, siger hun.

Ellers holder man tre læringsmøder om året på skolen. Hvert møde har et tema - det seneste lektier. Men det er forskelligt, hvordan teamene håndterer lektier.

»Vi kan i hvert fald ikke sige til forældre eller andre: Sådan gør vi her. Faktisk er der team, der ikke har mulighed for at mødes i deres forberedelsestid«.