»Husmøde? Det har jeg aldrig hørt om«.

Birgit Lise Andersen er lige så nysgerrig som journalisten. Det viser sig, at eleverne i mellemtrinshuset har ønsket et husmøde, hvor repræsentanter for klasserne kan drøfte fælles ønsker og problemer.

Skoleleder Birgit Lise Andersen viser rundt på Strandgårdskolen, og hun har ikke på forhånd kunnet tjekke skemaet og vælge, hvad hun vil vise. For Strandgårdskolen har fleksibelt skema. I den ene ende af mellemtrinshuset skal vi være meget stille. Det er tid til læsestund, og fordi den ene lærer er gået til husmøde, er der kun én til at holde øje med eleverne på 4. årgang, som har fundet kroge rundtom i og uden for klasselokalerne, hvor de sidder fordybet i hver sin bog.

Gennem en glasdør kan vi se en mindre gruppe elever fra 5. klasse, som ser nyheder for børn fra DR Ultra. Det gør de sammen med en af årgangens pædagoger, som efterfølgende afholder en hurtig hold mod hold-quiz om dagens nyhedsudsendelse.

»Det gør de vist hver dag«, siger Birgit Lise Andersen. »Det er et led i vores projekt om at udvikle elevernes begrebsverden«.

Overfor kæmper piger og drenge om ordet på det ugentlige klassemøde, hvor nogle drenge har bedt om at få pigernes opførsel i timerne på dagsordenen.

Ovre i det nyindrettede sciencehus sidder en gruppe lærere i et auditorium. Men ingen af dem kigger på forelæser eller smartboard. I stedet sidder de med nakken tilbage og stirrer opad på deres iPads. De holder sciencefagteammøde og diskuterer to forskellige stjernebilled-apps - skal de vælge »Starwalk« eller »Skyview«?

Lærere underviser, pædagoger underviser, elever holder møde, lærere holder møde. Det kan alt sammen finde sted samtidig en fredag morgen i skoletiden. Den fleksibilitet er kernen i den genrejsning af Strandgårdskolen, som Birgit Lise Andersen har stået i spidsen for, og som har inspireret undervisningsminister Christine Antorini til det, der er blevet til folkeskolereformen. Det er den skole, hun viser frem i tv, og derfor har Folkeskolen nu bedt om sin egen rundvisning.

Tillidsrepræsentanten: Man bliver lidt hinandens arbejdsgiver

Vores børn kan ikke samles

Denne fredag startede med morgensamling - en halv time, hvor de omkring 500 elever skråler med på Strandgårdskolens egen fredag morgen-sang, og husorkestret giver den fuld skrue, mens fire 9.-klassepiger danser en koreograferet dans, hvor ikke kun arme og ben, mens også fire gange langt mørkt hår er i bevægelse til stor begejstring blandt kammeraterne. Vores børn kan ikke samles, var ellers meldingen, da Birgit Lise Andersen efter sine første måneder som skoleleder ville holde en juleafslutning for de dengang kun godt 200 elever. Men sammen med blandt andre musiklærer Svend Merring Madsen fik hun skabt en tradition. Én fredag i hver måned mødes alle i multisalen. Stolene er stillet på rækker, og klasserne har faste pladser, og nu har traditionen så mange år på bagen, at også 9.-klasseeleverne på de bageste rækker har været med, siden de begyndte i skolen, og synger med.

En anden fredagstradition er hjemmebagt brød på personalerummet i tifrikvarteret. Alle, der har mulighed for det, kommer og smører sig et stykke brød, og så giver ledelsen og andre nogle fælles beskeder. Denne fredag er det ekstra vigtigt for Birgit Lise Andersen, for hun har ikke været meget på skolen de seneste uger på grund af lederkurser om folkeskolereformen i både kommunalt og KL-regi:

»Vi har et forløb for lederne i Ishøj, som også kører parallelt for tillidsfolkene i MED-systemet, hvor Strandgårdskolen er inspirationen til de andre til, hvordan man kan gøre. Nogle af skolefritidsordningslederne blev helt høje, da jeg fortalte om vores Christian den Fjerde-forløb, hvor vi var i København en hel dag«, fortæller Birgit Lise Andersen. Som heldagsskole kan Strandgårdskolen tænke typiske skolefritidsordningsaktiviteter som en tur i Rundetårn ind i sammenhæng med de øvrige mål.

Birgit Lise Andersen kom fra et job som konsulent i skole- og ledelsesudvikling, da hun blev ansat til at stå i spidsen for den kriseramte skole i Ishøjs navnkundige ghettobyggeri Vejleåparken. Hun skulle vurdere, om den havde en chance, eller den skulle lukkes. Under massiv bevågenhed fra skiftende undervisningsministre og ikke uden konflikter med lærerne og Lærerforeningen lykkedes det at vende udviklingen. I dag har Strandgårdskolen lige så stor tilstrømning af distriktets børn som de fleste andre skoler og dertil mange henvendelser fra familier, der vil flytte deres større børn til skolen også fra andre skoledistrikter. Alligevel har flertallet af eleverne sort hår og muslimsk baggrund, for over 80 procent af distriktets børn er tosprogede.

Basisviden skal være på plads - og overliggeren ligge højt

Blæksprutterne

På de fleste klassetrin er der to spor, men på 1. er der tre. Ikke 1.a, 1.b og 1.c, men Blæksprutterne, Søhestene og Krabberne.

»Vi delte dem ved starten af 1. klasse som en ny start ud fra sociale hensyn. Men vi har allerede flyttet nogle elever mellem klasserne - det gør vi jævnligt«, fortæller Blæksprutternes matematiklærere Kamilla Vestergaard og Julie Tyle Pedersen.

De bliver lidt forvirrede over journalistens spørgsmål om, hvad forældrene siger til, at børnene ikke går i den samme klasse fra børnehaveklasse til 9. klasse.

»Vi arbejder som en årgang - det er helt normalt her, så det kender de jo fra elevernes store søskende«.

Der er syv voksne - fem lærere og to pædagoger - tilknyttet 1. årgang med 64 elever. Denne fredag efter tipausen skal Blæksprutterne have matematik. Timen starter med en gennemgang af, hvad der skal ske, på et whiteboard - opvarmning, værksteder og smileyer.

»Hvad har I af forventninger til jeres smileyer i dag?« spørger Julie.

»At de alle sammen er gule og glade!« svarer en pige.

»Hvad skal der til, hvis smileyerne skal være gule og glade?«

»At vi følger med og gør, som læreren siger, uden at kæmpe eller slås«, foreslår en dreng.

»Det handler ikke om, hvorvidt I slås - det forventer vi i det hele taget, at I lader være med! Men det handler om, hvordan du har arbejdet i dag. Har du gjort dit bedste?«

Som opvarmning klapper klasse og lærere alle tallene op til 100. Hvis en elev ikke orker at klappe i hænderne og stikke tomlen i vejret, skal han eller hun bare fortsætte med at sige tallene. Så skal eleverne vælge sig ind på dagens værksteder, men en pige starter med at smutte ind bag gardinet. De to lærere kan kun være i to af dagens fire værksteder - vendespil og kæmpebanko. I et tredje værksted sætter læreren en lille skærm på bordet mellem to børn, og så skal den ene forklare den anden, hvor på en tom bankoplade han skal lægge de forskellige tal - foruden tallenes navne skal de træne ord som op, ned, højre, venstre, øverst og nederst. Men både her og ved bordene, hvor eleverne skal skrive tal i deres hæfte, er der flere børn, der ikke af sig selv går i gang med opgaverne.

Børn kan også foretage »egenkontrol«

Motiverede

»Vi arbejder meget med medansvar og medbestemmelse. De er ekstra motiverede, når de for eksempel selv har valgt værksted, men det er et langt, sejt træk. I 2. klasse - der kører det. Værkstedsarbejdet er en krævende arbejdsform, men den tilgodeser elevernes behov for at bruge deres krop, bruge deres hænder og veksle mellem at arbejde alene, i par eller grupper. Men det er en stor udfordring i starten, som stiller krav til elevernes selvstændighed, medbestemmelse, stillingtagen og deltagelse, og så vil de på sigt få en god indsigt i, hvilken arbejdsform der passer dem bedst«, fortæller de to matematiklærere.

De har været på Strandgårdskolen, stort set siden de blev færdiguddannet. Og de har lige sagt farvel til et hold praktikanter fra læreruddannelsen.

»I arbejder jo sammen, I er jo et team, sagde de til os. Det er åbenbart ikke en selvfølge andre steder, at man har teammøde hver uge, har fælles årsplan og planlægger alt sammen«, fortæller de. Praktikanterne var også overraskede over, at Strandgårdskolens lærere tager del i hinandens undervisning og bytter pausevagter, så Kamilla og Julie for eksempel havde mulighed for at holde et afsluttende frokostmøde med praktikanterne, mens nogle af kollegerne tog sig af eleverne.

Excel-ark

Kamilla Vestergaard er årgangens skemalægger. Hvert årgangsteam får 40 timer til skemalæggeren - Kamilla har dog 50, fordi hun er ny skemalægger, og fordi hun lægger skema for den eneste årgang med tre spor. Det foregår i et Excel-ark, hvor hun starter med at trække alle møder ind fra den fælles database. Også årgangsteamets egne møder skal nemlig ligge fast, fordi eleverne skal passes af voksne fra en anden årgang imens. Første punkt på ugens teammøde er skemaet, og når dansklærerne for eksempel har besluttet, at de gerne vil have et danskbånd fra klokken 10 til 14 tre dage om ugen fra uge to til uge fem, så sender de en mail til Kamilla. Hun har et budget over de lærer- og pædagogtimer, hun har til rådighed, og så fordeler hun, så alle fagtimer varetages af en linjefagsuddannet lærer. Oftest er der én voksen per klasse plus en »flyver«, som kan hjælpe til, hvor der er behov. Andre gange flere voksne til en halv årgang eller fire til holddeling på hele årgangen. Det beslutter teamet i fællesskab, og så er det Kamillas ansvar at få matematikken til at gå op. Ved sygdom kommer der en tilkaldevikar den første dag, og dernæst tager teamet over, så eleverne ikke får for meget spildtid med løse vikarer.

Tillidslogikken


Strandgårdskolens ledelse er stolt af at have stået model til folkeskolereformen, og Birgit Lise Andersen og souschef Kristian Evendt kan sagtens genkende deres skole i det, der er blevet det politiske resultat.

»Flere timer på en anderledes måde - det er det, vi gør«.

At der er sat tre enkle mål op for folkeskolen - at alle elever skal blive så dygtige, som de kan, at den sociale arv skal brydes, og at tillid og trivsel kan styrkes gennem respekt for professionel viden og praksis - ligner også fuldstændig udgangspunktet i Ishøj. I Ishøj blev målene dog til i et tæt samarbejde mellem byråd, forvaltning og skole.

»Det er tillidslogikken, vi gerne vil følge«, forklarer Kristian Evendt. »Vi sætter rammerne, og så er det de professionelle lærere og pædagoger i årgangsteamene, der formulerer de konkrete mål for eleverne, tilrettelægger processen og lægger skemaet. Vores rolle som ledelse er at skabe gode rammer og støttesystemer samt følge op på, om målene nås«.

Men kan I godt forstå, at lærerne oplever, at den tillid blev spoleret i foråret?

»Ja«, svarer Birgit Lise Andersen. »Og den tillid skal vi have retableret. Jeg oplever ikke, at lærerne her har mistet tilliden til os, men vi arbejder med det gennem meget grundige medarbejderudviklingssamtaler og pædagogiske aftener, hvor vi arbejder med for eksempel de Bonos tænkehatte. Vi gjorde på samme måde i 2007-08, hvor det mundede ud i, at rigtig mange lærere sagde, at 'hvis vi bare havde noget mere tid med elevene, så …'. Derfor søgte vi om at blive helhedsskole«, fortæller Birgit Lise Andersen.

Selv kæmper hun nu på kommunalt plan for, at Ishøj Kommune ikke begynder at lægge nye regler ind for, hvordan Strandgårdskolen skal tilrettelægge elevernes og lærernes tid. Der er budgetteret med, at hver lærer i Ishøj skal undervise tre lektioner mere ligesom de fleste andre steder i landet. Men fordi Ishøj til og med dette skoleår arbejder efter den gamle A05-arbejdstidsaftale med en fast timepulje til forberedelse, ser Strandgårdskolens lærere og ledelse ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og antallet af forberedelsestimer. Hverken at tre gange 45 minutter ekstra undervisning bør udløse ekstra forberedelsestid, eller at den ekstra undervisningstid kommer til at gå fra lærernes forberedelse.

»Det kan være, at det kommer til at betyde, at hver lærer kun kan være i ét fagteam. Det er det, vi skal i gang med at finde ud af«, siger Birgit Lise Andersen.