Dybt frustrerede lærere: Loven hindrer os i at nå vores arbejde 

Vil det være okay med dig, at jeg har en hjemmearbejdsdag på fredag?

Det spørgsmål regner KL's Michael Ziegler med, at lærerne individuelt bliver enige med lederne om.

Kun ti procent har dog indgået sådan en aftale, viser en ny undersøgelse. Men individuelle aftaler ødelægger både sammenholdet og lærersamarbejdet, advarer Anders Bondo Christensen. Generelt er der for mange opgaver, også hvis lærerne tager dem med hjem, mener han.

I en ny undersøgelse foretaget af Scharling Research for Folkeskolen svarer 73 procent af lærerne, at de som udgangspunkt skal være på skolen i hele arbejdstiden. Knap en fjerdedel er ikke på samme måde bundet til skolen i deres fulde arbejdstid. Det tal svarer nogenlunde til antallet af kommuner, der er blevet enige med lærerkredsen om nogle rammer for lærernes arbejde.

Fleksibilitet ifølge Ziegler

KL's chefforhandler under lockouten, Michael Ziegler, vil ikke forholde sig til, hvor få eller hvor mange individuelle aftaler der bliver indgået.

»KL har ikke et ønske om, at det tal skal have en bestemt størrelse. Vi er enige i det princip, som også gælder for alle andre i den kommunale sektor og på resten af arbejdsmarkedet, nemlig at man som udgangspunkt er på sin arbejdsplads i arbejdstiden. Men det er jo ikke en ufravigelig regel. Individuelt kan man med sin leder aftale det, der giver bedst mening for én. Det er det, der giver den maksimale fleksibilitet«, argumenterer Michael Ziegler.

Lærer: Fedt at have fået fritid

Han mener, at der skal være plads til, at aftaler om hjemmearbejde kan se meget forskellige ud:

»Det kan være en generel aftale om, at i netop de to timer om ugen er jeg fast hjemme i stedet for på arbejdspladsen. Men det kan jo også være, at en medarbejder kommer og siger: 'Kære leder. Lige nøjagtig på fredag har jeg brug for at arbejde koncentreret med de her mange opgaver, som brænder på. Det tror jeg bedst, at jeg kan gøre hjemme. Vil det være okay med dig, at jeg har en hjemmearbejdsdag på fredag? Og så bliver man enige om det, og det vil være situationsafhængigt«, siger Michael Ziegler.

»Det er min klare forventning, at der er den form for fleksibilitet på skoler. Med fuld respekt selvfølgelig for, at lederen må tage et hensyn til arbejdspladsen, og hvis der er et behov for, at man er til stede, så må det jo veje tungest«, tilføjer han.

Særaftaler ødelægger

At kun ti procent af lærerne har indgået en individuel aftale med deres leder, ser skoleledernes formand, Claus Hjortdal, som et resultat af de stejle holdninger til arbejdstidsspørgsmålet, der er i visse kommuner.

For nogle ledere og særligt for Danmarks Lærerforening har de første måneder af det nye skoleår været en sand arbejdstidskampplads, mener Claus Hjortdal.

»Lærerforeningen har kørt en kampagne, der hed, at man skulle sige nej tak til hjemmearbejde, medmindre man kunne få stillet en hjemmearbejdsplads til rådighed. Når skolelederne har hørt det, så har lærerne fået lov til at blive på skolerne, for ingen har haft råd til at installere hjemmearbejdspladser«, siger han.

I Danmarks Lærerforening kender formand Anders Bondo Christensen ikke noget til en kampagne imod hjemmearbejde. Når lærerformanden er skeptisk over for, at lærerne indgår individuelle aftaler om at forberede sig derhjemme, handler det ikke om hjemmearbejdspladser eller ej. Det handler om, at lærerne har sikkerhed for, at deres arbejde bliver optalt som et værn mod det grænseløse arbejde.

»Lærerne skal passe på sig selv og være sikre på at få registreret deres arbejdstid. En aftale, der gælder for én, skal gælde for alle, og derfor er der en stor fordel i at indgå det som en kollektiv aftale. Vi har rigtig meget brug for, at samarbejdet og sammenholdet blandt lærerne er intakt, og derfor er det vigtigt, at man ikke oplever, at nogen kan indgå nogle aftaler, og andre kan indgå andre. Det underminerer simpelthen det samarbejde, som er en klar forudsætning for, at vi kan lykkes med den kæmpe udfordring, vi står over for«, siger Anders Bondo Christensen.

Claus Hjortdal tror dog på opblødninger af den fulde tilstedeværelse - generelle som individuelle.

»Jeg tror, vi vil se, at der i løbet af nogle år vil komme opblødninger, og at mere end ti procent vil indgå en individuel aftale med deres leder om at lægge noget arbejde uden for skolen.

Jeg ved, at der allerede er nogle ledere, der indgår aftaler og siger: 'Jamen gå du hjem, og så finder vi ud af det'. Men at sige, at der allerede nu skal blødes helt op på det, det vil jeg ikke. Det tager tid. Om det bliver i år, næste år eller om tre år, det ved jeg heller ikke«, siger han.

Flere deler forberedelse, og eleverne retter selv

Kan man dele forberedelse?

Michael Ziegler og Claus Hjortdal er enige om, at der er brug for lærernes tilstedeværelse på skolen af hensyn til samarbejde og fælles forberedelse.

»En af pointerne i den nye folkeskole er jo, at man ikke nødvendigvis sidder og laver sin egen forberedelse, hvis ens kollega sidder og laver helt den samme. Man skal kunne dele forberedelse, og det kræver jo, at man er til stede samme sted«, siger Ziegler.

Men heri er Anders Bondo Christensen lodret uenig:

»Jeg hørte undervisningsministeren sige nøjagtig det samme til et partnerskabsmøde. Men det giver bare ingen mening. Man kan ikke dele forberedelse med hinanden. Man kan godt få inspiration til undervisningsforløb, men de ved slet ikke, hvad det er for krav, de selv har stillet til lærernes forberedelse«, siger han og henviser til paragraf 18, stykke 1, der beskriver, hvordan al undervisning skal tilpasses den enkelte elevs behov og forudsætninger.

»Man kan aldrig bare overtage en andens forberedelse, når der stilles krav om, at undervisningen tilrettelægges efter de 25 elever, der sidder i klassen. Det svarer lidt til, at en skuespiller kan bruge en anden skuespillers forberedelse. Det kan en skuespiller ikke. Han eller hun skal selv sætte sig ind i sin rolle«, siger Anders Bondo Christensen og tilføjer:

»At indførelsen af rigide regler skulle få samarbejdet til at sprudle, det tror jeg ikke på. Der var jo masser af skoler, som allerede havde to eller tre dage, hvor alle blev længere for netop at skabe de fysiske forudsætninger for at samarbejde«.

For mange opgaver

I Claus Hjortdals øjne var der ikke desto mindre brug for at gøre op med den frie råderet, lærerne havde over alt det, der hed egen forberedelsestid, i arbejdstidsaftalen A08.

»For at kunne honorere de krav, der er i reformen, så kræver det samarbejde, og at man er mere fysisk til stede, end man har været førhen«, siger han.

Men var det bare tilstedeværelsen, man ville indføre, så havde det ikke været noget problem, mener Anders Bondo Christensen:

»I virkeligheden har det jo aldrig været tilstedeværelsen, der har været vores store anke. For os er det langt mere problematisk, at der ikke bliver taget ansvar for, at den tid, der er til rådighed, også svarer til de opgaver, der skal løses«, siger lærerformanden og tilføjer:

»Tilstedeværelse, nå ja, hvis det var det, Ziegler lockoutede os for, så var der ingen grund til det, for det havde vi såmænd allerede sagt, at vi ville købe«.

Det er derimod det øgede undervisningstimetal og de dertilhørende flere opgaver, Anders Bondo Christensen stejler over. Han tror derfor kun på opblødningerne af den fulde tilstedeværelse, hvis lærerne begynder at opleve, at opgaverne rent faktisk svarer til den tid, de har til rådighed.

»Så tror jeg, at man vil opleve, at flere skoler indgår nogle fælles aftaler om en fleksibilitet, men hvis man stadigvæk oplever, at der er alt for mange opgaver i forhold til den tid, der er til rådighed, så er det, jeg hører, at lærerne hellere vil vide, at de er på arbejde på skolen og har fri, når de ikke er«, siger Anders Bondo Christensen.