»Jeg opsiger hermed min stilling per dags dato«. Det var det eneste, der stod på det papir, 40-årige Ulla Møller Madsen gav sin skoleleder den 30. september 2015. Hun har undervist i 14 år i folkeskolen og elsker at være lærer. Alligevel har hun sagt sit job op på Højvangskolen i Horsens uden at have et andet på hånden, for hun vil ikke være lærer for enhver pris.

Ulla Møller Madsen kan tydeligt huske dagen. Så snart hun trådte ind i glasburet, hvor hendes leder sad og ventede, blev hun nervøs. Hjertet bankede.

»Jeg vidste, jeg ville komme til at græde«.

Langt flere lærere forlader folkeskolen

Skolelederen blev ked af at se opsigelsen og spurgte, om han ikke havde flere skud i bøssen i forhold til at få hende til at fortryde. Hun nåede lige at blive glad for, at han ikke var ligeglad, og fik så sagt det, hun havde forberedt hjemmefra:

»Der er muligvis lys for enden af tunnelen, men tunnelen bliver altså bare længere og længere og er fyldt med store huller. Jeg er så uenig i de prioriteringer, der er foretaget, og kan og vil ikke være med mere«.

Det er ikke Højvangskolen, men folkeskolen, Ulla Møller Madsen har valgt fra. Derfor tilbød hun også at blive, indtil der blev ansat en ny lærer. Dog ikke længere end til første januar.

Ny skolevirkelighed presser

Folkeskolereform, arbejdstidslov og inklusion. Skolehverdagen har ændret sig markant for Ulla Møller Madsen. Der er kommet flere undervisningstimer og mange flere opgaver. Arbejdstiden er blevet mindre fleksibel, hvilket besværliggør teamsamarbejdet.

»Mit team har stort set ikke været samlet siden sommerferien. Der er kun skemalagt 45 minutter ugentligt, og det er uden de tre pædagoger. Det er noget, vi har talt meget om på lærerværelset. Vi er fælles om at være alene. Der er for lidt tid og for mange opgaver. Det er altså vildt frustrerende aldrig at være foran med opgaver eller bare klar«.

Ulla Møller Madsen oplever, at hendes arbejde er fagligt dårligere funderet. Hun har ikke tid til at sætte sig ind i nyt materiale eller sparre med kollegaer. Og da hun fortalte sine kollegaer, at hun havde sagt op, ønskede de hende tillykke. Mange sagde, at de havde lyst til at følge trop.

Skilt fra jobbet: Når tiden ikke slår til

Discountundervisning

Hun havde ikke nået at forberede sig til dansktimen i 3. klasse ud over det, hun fandt på, da hun gik fra lærerværelse til klasselokale. Men hun er vant til at performe, så da eleverne var færdige med deres boganmeldelser, improviserede hun videre og hev en bog ned fra hylden. Bladrede og håbede, at der var nogle gode arbejdsopgaver i.

Den elev, der havde brug for et ekstra skub til at få styr på eksempelvis læsningen, kunne hun ikke nå at tilrettelægge et godt forløb til for ikke at tale om at få fulgt op. Hun krydsede fingrene og håbede, at forældrene hjalp ham, når han kom hjem fra skole, i stedet.

»Jeg har ikke tid til at se alle elever i klassen, på samme måde som jeg gjorde tidligere. Nogle gange er jeg nødt til at lukke øjnene og håbe, at problemerne går over af sig selv. Især når det kommer til klassens og elevernes trivsel, gør det ondt. Men jeg kan altså ikke være både linedanser, jonglør og sabelsluger på én gang i det cirkus, jeg føler, at nogen er ved at omdanne folkeskolen til«, siger hun.

For eksempel kunne hun godt mærke, at nogle af eleverne havde været oppe at skændes i frikvarteret. Hun ville ønske, at hun kunne have taget en snak med dem, når matematiklæreren kom, men nu løb hun, så snart klokken ringede, og næste opgave ventede.

Tårerne presser sig på

I foråret blev arbejdspresset for stort. Da Ulla Møller Madsen en dag kom gående ned ad gangen, blev hun stoppet af en kollega. De skulle aftale en mødedato, og kollegaen nævnte en uhensigtsmæssig dag. Tårerne løb ned ad kinderne på hende. Det var bare en lille misforståelse, men hun kunne ikke lade være med at græde.

»Jeg følte, at jeg havde 17 bolde i luften på samme tid, og jeg anede ikke, hvilken en jeg skulle gribe efter. Jeg var grådlabil, tudede over elevsager og følte, at jeg var ved at brænde ud. Jeg følte mig utilstrækkelig og syntes ikke, at jeg kunne gøre mit arbejde godt nok«, fortæller hun.

Hver fjerde lærer i Horsens er nyansat

Ulla Møller Madsen fik tilbudt en samtale med kommunens medarbejderpsykolog, selv om hun ret beset fandt det mere rimeligt at se på arbejds- og ansvarsopgaver. Det var en rigtig god oplevelse, og det var, da hun første gang havde sat sig i stolen hos psykologen, at hun blev bekræftet i, at det var en uholdbar situation. Under samtalerne gik det også op for hende, at hun havde andre muligheder end at undervise:

»Jeg kan læse videre, søge andre job eller lave noget helt andet. Og der er kun en måneds opsigelsesfrist. Det åbnede døre for mig, og jeg fik paradoksalt nok mod på at give jobbet en chance mere«.

Efter sommerferien blev det dog tydeligt for hende, at arbejdsforholdene ikke havde ændret sig, og at situationen stadig var uholdbar.

»Nu er punktummet sat«

Den dag Ulla Møller Madsen sagde op, skulle hun hente sin datter til gymnastik lige efter arbejde. Her mødte hun en tidligere kollega, som sagde, at hun strålede.

»Jeg var ked af det og følte, at noget var gået i stykker inden i mig, og følte bestemt ikke, at jeg strålede, men måske har jeg alligevel set lettet ud. Og da jeg kom hjem til min mand, begyndte jeg også at føle mig lettet; punktummet var sat«, siger hun.

Det er en velovervejet beslutning: hun skal væk fra folkeskolen.

»Jeg elsker at være lærer og havde forestillet mig, at det var det, jeg altid skulle. Men jeg har brug for tid og ro. Jeg synes, der er brug for at stoppe op og se, om folkeskolen bevæger sig i den rigtige retning. Om det overhovedet er menneskeligt muligt at være lærer og elev i det inferno af nye og fortravlede tiltag. Og jeg er nødt til at finde ud af, om jeg overhovedet kan undvære folkeskolen«.

Hun kommer til at savne eleverne. Hun fik allerede en klump i halsen, da hun et par dage efter opsigelsen satte sig ved klaveret og spillede »Danse i måneskin« til morgensang. Melodigrandprixsangen er nemlig elevernes absolutte yndlingssang.

Det var hårdt for Ulla Møller Madsen at sige farvel til elever, forældre og kolleger, da hun inden jul havde sidste skoledag. Nu er hun i gang med otte ugers barsel og håber senere at finde et job, hvor hun stadig har mulighed for at arbejde med børns dannelse og udvikling:

»Det har været en følelsesladet omgang, hvor jeg er blevet anerkendt og bakket op. Jeg er flere gange blevet bekræftet i, at min beslutning er rigtig - at kursen i folkeskolen er forkert. Men samtidig har jeg til tider følt, at jeg svigter. Jeg går glad den åbne fremtid i møde, og det er skønt at tænke på, at det nu er mine egne private børn, der skal have fuld opmærksomhed«.