Lærer og tillidsrepræsentant fra Rødkilde Skole Frida Ratzer frygter, at skoleledelsen bliver mindre synlig på skolen, hvis KL og regeringen får deres ønsker igennem.

Tillidsfolk bakker op om Bondos nye udspil

På et møde i går aftes præsenterede Anders Bondo tillidsrepræsentanter fra københavnsområdet for DLF’s skoledagsudspil. Tillidsrepræsentanterne er bekymrede over regeringens og kommunernes arbejdstidskrav, men tog imod formanden med en stor klapsalve.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frida Ratzer er lærer og tillidsrepræsentant på Rødkilde Skole, og hun er klar til at gå ud og sælge budskabet om 25 timers undervisning og mere tilstedeværelse til sine 42 kolleger.

"Det lyder strategisk helt rigtigt", siger hun og var ligesom resten af tillidsrepræsentanterne klar til at sælge budskabet til kollegerne, når hun i dag møder på skolen.

DLF: Lærerne vil undervise 25 timer om ugen

Ønsker synlig skoleledelse  

Frida Ratzer er med til at klappe Anders Bondo til tavshed, da han i et går til et stormøde for de københavnske tillidsrepræsentanter greb mikrofonen for at forklare lærerne om de mange udfordringer lærerne lige nu står over for og ikke mindst om det nye DLF-skoleudspil, der blandt andet indebærer 25 klokketimers undervisning om ugen og efteruddannelse til lærerne.

Det er ikke Lærerforeningens nytænkning, der bekymrer Frida Ratzer - det er snarere kommunernes og regeringens ønske om, at skolelederen i langt højere grad end i dag skal administrere lærernes arbejdstid.

"Hvis min leder skal sidde over for 43 lærere og finde ud af, hvor meget forberedelse vi hver især skal have, så kommer han aldrig ud i skolen. Vi ser ikke lederen særlig meget nu. En lærer foreslog, at det ikke kun er gårdvagten, der har selvlysende vest på, men at lederen også skulle have det. Vi vil så gerne have, at lederen kommer forbi og ser undervisningen. Vi vil så gerne have ledelsen anerkendelse, men det har de slet ikke tid til nu. Så hvis de skal sidde og administrere lærernes arbejdstid, ser vi dem da aldrig", frygter Frida Ratzer.

Fjerner fokus fra elevernes undervisning

Kim Darving, der er lærer og tillidsrepræsentant på Skolen i Sydhavnen (der pt. ligger på Baunehøjskolen), er helt enig.

"Tænk på den tid, lederen vil bruge på at aftale arbejdstid. Det vil virkelig fjerne fokus på den undervisning, der kommer eleverne til gode", siger Kim Darving, som er spændt på, hvordan lærerne vil tage imod Lærerforeningens nye bud på deres arbejdstid.

I salen er Anders Bondo ved at afslutte sit oplæg. Han slutter med at kvittere for den store klapsalve, der afbrød hans indledning.

"1000 tak for den velkomst. Det var rigtig fedt", siger han.