»De mange arbejdsopgaver og det pres, der ligger på os lærere, gjorde det svært for mig at være i det psykisk«, fortæller Maria Roneklindt.Foto: Hanne Loop
Lærer på deltid: »Jeg skal aldrig tilbage til fuld tid«
En fridag om ugen giver Maria Roneklindt det pusterum, som gør, at hun kan overskue lærerjobbet.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Færre lektioner, færre elever og mere overskud. Det er, hvad Maria Roneklindt har oplevet, efter at hun dette skoleår er gået fra 37 timer til 30 timer eller fra 25 undervisningslektioner til 20 lektioner. Helt konkret betyder det, at Maria Roneklindt har fri hver tirsdag.
Annonce:
Egentlig var det en flytning, der fik hende til at gå til skolelederen og bede om en deltidsstilling. Men flytningen og deraf længere transport til arbejdet var ikke den eneste grund til, at hun ville have lettet sit arbejdsliv.
»De mange arbejdsopgaver og det pres, der ligger på os lærere, gjorde det svært for mig at være i det psykisk. Det gav mening for mig, hvis jeg fik en dag om ugen hjemme til at falde ned og trække vejret«, siger Maria Roneklindt.
Hun er en engageret lærer og er faglig rådgiver for engelsknetværket på folkeskolen.dk. Hun har været lærer i ti år og er glad for jobbet på Fløng Skole i Høje-Taastrup. Men hun havde brug for et pusterum.
»Jeg har fået færre lektioner og færre elever at forholde mig til. Lige nu har jeg to klasser. Det er jo totalt luksus i forhold til det, jeg har gjort i mange år. Jeg har været på fuld tid i ti år. Jeg har tit haft fire til fem klasser, som man skal navigere rundt i og lære at kende. Det er mange elever på en uge, som man kommer under huden på, og som kommer under huden på en selv. Det synes jeg bare var hårdt«.
Da hun begyndte som nyuddannet lærer, havde hun 21 lektioner. På en deltidsstilling i dag har hun 20 lektioner, så der er ingen tvivl om, at i løbet af hendes lærerliv er tempoet skruet gevaldigt i vejret.
»Noget er der sket. Foruden mere undervisning er der også kommet flere opgaver, som man har ved siden af undervisningen. De er svære at sætte tid på, men der er kommet flere. Kravet fra oven om, at alt skal dokumenteres og beskrives i mindste detalje, var der ikke på samme måde i starten. Og så kommer der mange projekter fra oven, som man ikke helt forstår, hvorfor man skal være en del af«, siger hun.
Egentlig have Maria Roneklindt og hendes kæreste, som også er lærer, aftalt, at hun skulle være på deltid i et år ad gangen. Men efter det første halve år har hun ændret indstilling.
Annonce:
»Lige nu har jeg det sådan: 'Jeg skal aldrig tilbage på fuld tid'. Jeg føler, at jeg har fået en helt ny måde at være på arbejdsmarkedet på. Det er en kæmpe lettelse med den fridag en gang om ugen«.
Svært at få deltid til at gå op
Maria Roneklindt er stadig klasselærer. Hun er med i et afdelingsteam, et årgangsteam og to fagteam. Hun tager del i skolens pædagogiske udvikling og er også en del af Høje-Taastrups projekt Fremtidens Skole, som byder på flere aftenmøder og eftermiddagslærertemamøder med et konsulentfirma. Selv om hun har færre lektioner, så har hun ikke fået sat sin mødetid ned.
»Hvis man er på nedsat tid, er man vel på nedsat tid over hele linjen, tænker jeg. Det betyder, at den tid, jeg bruger i møder og på pædagogisk udvikling, i teorien også burde reduceres med 20 procent. Men det er svært i praksis«, lyder det fra Maria Roneklindt.
Annonce:
Hun friholder heller ikke helt sin tirsdag fra arbejde.
»Det er ikke meningen, at jeg skal arbejde om tirsdagen. Jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg er bagud med rettearbejde, så kan jeg sidde og hygge mig med det, og der er ro omkring det hjemme. Det har været helt okay, og så har jeg kørt lidt før hjem en anden dag. Jeg registrerer ikke, hvor mange timer jeg arbejder. Men jeg tror, det går op«.
Til gengæld er hun meget glad for, at hun ved, at hun kan have private aftaler om tirsdagen.
»Det er en kæmpelettelse, at det ikke går ud over mit arbejde, når jeg skal til tandlæge og læge«, siger hun.
Annonce:
Mindre løn
Men 20 procent mindre arbejdstid giver også 20 procent mindre løn.
»Når jeg snakker med mine kolleger, og de siger, at det må være dejligt at have den dag, så plejer jeg at sige, at jeg får fem tusind mindre udbetalt i løn, end de gør. Det er sagt med et glimt i øjet. Men det er noget, jeg er opmærksom på. Det er det værd. For mig har det været sådan, at penge ikke er alt. Vi sidder i en bolig, hvor der er råd til det, og vi har lavet regnskaber, som viser, at vi godt kan«.
Hun har også tænkt på sin pension. Men så længe vilkårene i folkeskolen er, som de er, vil hun hellere have færre penge og mere overskud.
»Hvis vi får en ny arbejdstidsaftale, og arbejdsgiverne faktisk får øjnene op for, at vi lærere har det lidt hårdt nogle gange, så kan det være, at det bliver nemmere at være lærer, og så kan jeg måske arbejde fuld tid igen«, siger Maria Roneklindt.