Formanden for overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen mener, Ungepakken gavner de fastansatte mere end de ledige dimittender

DLF: Jobrotation udsætter ledighedsproblemet

Regeringen foreslår i den nyligt offentliggjorte Ungepakke at afsætte 272 millioner kroner til at styrke jobrotation. Formand for DLF's overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen mener, det er en kortsigtet løsning, som mest gavner de fastansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringens nye ungepakke sætter fokus på de ledige nyuddannede. Det sker blandt andet med en pulje på 272 millioner til jobrotation. Rotationen skal sikre efteruddannelse til de fastansatte, mens ledige nyuddannede passer deres job.

Gordon Ørskov Madsen, formanden for overenskomstudvalget i DLF, synes, jobrotationen er en god - men meget kortsigtet - idé.

"For den enkelte ledige dimittend er det en fordel, fordi de får erfaring gennem et rigtig arbejde og dermed højner deres egen værdi på arbejdsmarkedet. Men så længe, der ikke bliver oprettet flere lærerstillinger, gør det ikke nogen forskel for dem, for så ryger de bare ud i ledigheden igen bagefter", siger han.

Efterspørger penge til andre end dimittender Gordon Ørskov Madsen formoder dog, at kommunerne vil sende flere på efteruddannelse på grund af pakken, og det synes han er meget positivt.

"Det er en rigtig god mulighed for efteruddannelse, fordi man lige nu kan udnytte, at der er så mange ledige, som kan tage over med en jobrotation. Kommunerne virker meget interesserede i at få lærerne på efteruddannelse, så for de fastansatte er Ungepakken rigtig god", siger han.

FTF's pulje af jobrotationsmidler for 2012 er allerede udløbet. Derfor efterspørger Gordon Ørskov Madsen, at der også sættes penge af til andre end dimittenderne. 

"Problemet er ikke bare de nyuddannede. Det er lige så meget alle de andre ledige, og især den store gruppe, som snart er på vej ud af dagpengesystemet, fordi de har været ledige for længe. Her savner jeg virkelig et løft", siger han.