Hjemsendelser er en almindelig sanktion for voldelig hændelser i skolerne, men det er langt fra den bedste måde at ændre elevernes adfærd på lang sigt. 

Det mener skoleforsker Gro Emmertsen Lund, der er medforfatter til bogen ‘Restorativ praksis’. 

Man bør derimod ændre børns uhensigtsmæssige adfærd via strukturerede pædagogiske samtaler. Det er grundtanken i restorativ praksis, som er en involverende og proaktiv tilgang til håndtering af problematisk opførsel.

I denne artikel deler Gro Emmertsen Lund tre trin til, hvordan man håndterer en alvorlig hændelse uden at sende eleven hjem.

1. Tal med de berørte parter enkeltvis

Når en voldsom situation opstår, skal du først tage fat i de personer, der har oplevet eller været en del af hændelsen. Tal med dem individuelt, og hav på forhånd en spørgeramme klar, du kan følge.

Du kan starte med at stille åbne spørgsmål, såsom: Hvad skete der? Hvad oplevede du? Hvad tænkte du? Hvad følte du?

“Lad dem tale ud. Du vil opdage, at nogle detaljer er ens, nogle er forskellige fra barn til barn. Tag eleven tilbage til noget, han/hun sagde eller gjorde, så du virkelig kommer til bunds i fortællingen”, siger Gro Emmertsen Lund.

Strategien hedder mentalisering, og det giver børnene mulighed for at adskille tanker og følelser, behov og strategi. 

Den første elev, du taler med, er den eller dem, hændelsen er gået ud over. Dernæst taler du med den elev, der har forvoldt skaden.

Spørg ind til, hvad der skete, hvad eleven tænkte, hvad eleven følte, og hvad elevens behov var. Hjælp dernæst eleven med at se hvilken strategi, de brugte til at få opfyldt behovet.

Hvis der for eksempel er tale om en elev, der har taget kvælertag, så var behovet måske at beskytte sig selv, mens strategien var at få den anden væk fra sig.

Ved at tale med eleven kan du få vedkommende til at falde til ro. Når eleven er rolig, er han klar til at blive konfronteret med sine handlinger. Først når du når dertil, har eleven mulighed for at forandre sin adfærd.

“Når du har stillet de første spørgsmål i spørgeplanen, kan du spørge eleven, hvad han eller hun tror, at den anden elevs behov er nu, og hvordan vedkommende er blevet påvirket af hændelsen”, siger Gro Emmertsen Lund.

2. Fælles dialog mellem parterne

Hvis begge elever giver udtryk for, at de vil mødes i en genoprettende dialog, er det næste skridt.

Hvis eleven, der tog kvælertag, kun delvist eller slet ikke har erkendt deres handling, så er det ikke hensigtsmæssigt at sætte parterne sammen. Ellers kan det blive traumatiserende for eleven, der blev taget kvælertag på, og måske sågar også farligt. 

Hvis parterne indvilliger i at indgå i en dialog, så overvej, om eleverne skal have en støtteperson med. Det kan være en forældre eller en anden voksen, som kan give tryghed.

“Du kan starte med at sige tak for de sidste samtaler. ‘Tak, fordi I sidder her og vil indgå i dialogen. Vi er her i dag for at se, om vi kan oprette skaden, der er sket’”, siger Gro Emmertsen Lund.

Overvej, hvilken elev, der får taletid først, og hvordan du fordeler taletiden. Det er vigtigt, at det barn, der har forvoldt skade, hører hele den andens oplevelse af handlingen. 

Du hjælper barnet med at fortælle om hændelsen ved at stille spørgsmål. Du kan blandt andet svare: ‘Det må have været meget voldsomt. Hvad tænkte du? Hvad fik det dig til at føle?’

“Barnets krop vil måske reagere, for det er voldsomt at genfortælle, så det er vigtigt, at der gives støtte til, at barnet kan få ro på sin krop undervejs”, siger forskeren.

Derefter henvender du dig til det andet barn og siger: ‘Hvad ser du lige nu, når du kigger over på vedkommende? Hvordan er det at være i deres sted? Hvordan påvirker det dig, når du ser, hvordan din handling har påvirket dem?’

“Når man når så langt, så har jeg aldrig oplevet et barn, der har sagt: ‘Det er jeg ligeglad med’. De bliver så berørte, at de siger: ‘Det er jeg ikke særligt stolt af’”, siger Gro Emmertsen Lund.

Derefter kan du spørge barnet: ‘Hvad ville du ønske, at der kunne ske nu’? 

Samtalen afsluttes med at spørge barnet, som hændelsen er gået ud over, hvad han eller hun har brug for nu og fremadrettet. Måske stiller du det samme spørgsmål til det udadreagerende barn. Så kan eleverne lave en indbyrdes aftale.

3. Hold dig i ro, hvis gerningen skal politianmeldes

Hvis der er sket en potentiel kriminel handling, så er det vigtigt, at aftale med politiet, hvad I må og ikke må i forhold til dialogen med eleverne.

“Hvis der laves en anmeldelse, og politiet skal undersøge hændelsen, må du ikke arbejde pædagogisk med parterne, fordi det kan ses som påvirkning af vidner," siger Gro Emmertsen Lund.

Hvis der ikke bliver rejst en sigtelse, eller eleven ikke bliver anmeldt, så kan skolen begynde det pædagogiske arbejde. Hvis der bliver rejst en sigtelse, så kan skolen begynde genoprettelsesarbejdet i det store fællesskab, efter der er faldet dom i sagen.

“I store sager er der typisk en kritik af skolen fra forældrene på begge sider af sagen. De mener måske, at skolen har handlet forkert. De andre forældre synes måske ikke, at de er orienteret nok. Så der er meget tillid, der skal genoprettes og mange elementer, der skal tages med i overvejelser,” siger Gro Emmertsen Lund.

Begynd samtalerne hurtigst muligt 

Som udgangspunkt skal man påbegynde de restorative samtaler lige efter, at hændelsen er opstået. Hvis der er tale om en mindre alvorlig hændelse, kan du nøjes med at trække eleverne ud af klassen og tage en kort samtale.

Hvis der er blevet begået vold, så kan skolen inkludere restorativ praksis  i det dokumenterende arbejde, som alligevel skal gennemføres.

Samtalen mellem parterne vil dog kræve ekstra tid. Præcist hvor lang tid, det tager, kan variere meget, men forskeren anbefaler, at man afsætte op til tre timer, hvor forberedelsen og efterarbejdet er inkluderet. 

Hvis sagen bliver politianmeldt kan genoprettelsesarbejdet strække sig over flere uger, måske måneder.

Gro Emmertsen Lund anerkender, at i de mere alvorlige sager, at det ikke er noget, den enkelte lærer i en klasse kan stå med. I det tilfælde råder hun til, at læreren laver akut håndtering og derefter søger hjælp hos skoleleder eller AKT-vejleder, når der er mulighed for det. 

“Det handler om at få hul på arbejdet i hverdagskommunikationen og at få indarbejdet restorativ praksis i lærernes første mundtlige respons på uhensigtsmæssig adfærd".