Udadreagerende adfærd er den primære udfordring i skolen i dag, påstår Rasmus Alenkær. Alligevel har man et fag - AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel), der ikke eksisterer officielt, en medarbejdergruppe uden titel og identitet, og så er AKT-medarbejderne heller ikke uddannet ordentligt til det.

Rasmus Alenkær er organisationskonsulent og cand.pæd.psych., tidligere ansat i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Esbjerg, nu selvstændig og senere på måneden aktuel med bogen »AKT ink.« om inkluderende AKT-arbejde i folkeskolen. Han er også uddannet lærer og har sin ph.d. om AKT på vej. Den er en undersøgelse af AKT-arbejdet i praksis i en større dansk kommune.

»Det er da en masse paradokser. At det vigtigste fag i folkeskolen lige nu ikke eksisterer som linjefag, og at AKT-medarbejderne ikke har en egentlig uddannelse i det. De har nogle kurser, sikkert gode kurser, men det er et område, der er en stor udfordring i. Samtidig har AKT-medarbejderne ikke en titel. De kaldes noget forskelligt, og der ligger noget forskelligt i deres stilling fra kommune til kommune. Eller fra skole til skole«.

»Alle ved, hvad en idrætslærer er, men hvad er en AKT-lærer?« spørger han.

»Hvordan arbejder de? Arbejder de for eksempel inkluderende eller ekskluderende? Ingen ved det, for ingen har undersøgt det«.

Han understreger, at hans ærinde ikke er fejlfinding hos AKT'erne eller at tegne et negativt billede af det arbejde, AKT-medarbejderne udfører, for der foregår meget godt. Problemet er bare, at der ikke er systematik, struktur eller organisation i det. AKT er ikke defineret, analyseret eller overhovedet undersøgt.

Har respekt for AKT-arbejdet

»Man kan måske synes, at jeg med min undersøgelse tegner et forholdsvist kritisk eller måske ligefrem negativt billede af det AKT-arbejde, der bliver udført i Danmark. Det er ikke tilsigtet. Jeg har stor respekt for AKT-arbejdet på de danske skoler, og jeg møder næsten dagligt engagerede AKT-fagfolk, der yder en målrettet indsats på deres arbejdsområde«, siger han.

»Men der er kritikpunkter«.

Han har undersøgt AKT-arbejdet i Esbjerg til sin ph.d. og sammenholdt det med en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (Eva), der har talt med ti resursepersoner i forbindelse med en større undersøgelse. Eva har i øvrigt planlagt at undersøge AKT-området i 2011.

Ifølge Rasmus Alenkær er en af de første gange, hvor AKT omtales, en bog fra Undervisningsministeriets Kursussektion i 2000 - »Adfærd, Kontakt og Trivsel - synspunkter på undervisning af børn med særlige behov«.

Lærere med AKT-kursus

»89 procent af landets folkeskoler har AKT, men det er meget forskelligt, hvordan man griber det an«, siger Rasmus Alenkær.

Hans undersøgelse viser, at de fleste AKT-medarbejdere er kvinder over 50 år. De fleste har haft deres AKT-funktion i mindre end fem år. 65 procent af dem er læreruddannede, og 58 procent har en kortere AKT-uddannelse på under 60 timer. Fælles for dem er, at de brænder for deres arbejdsområde.

»De er markant dårligere uddannet, end det gælder for folkeskolens øvrige fag. Der eksisterer ikke en linjefagsuddannelse i AKT. Der er en forholdsvis ny i specialpædagogik, som ikke mange har nået at få. Kommunerne vælger i høj grad selv at konstruere kortere uddannelsesforløb«, siger han.

Desuden viser hans undersøgelse, at halvdelen af AKT-medarbejderne mener, at deres arbejde handler om kollegial vejledning, mens forventningen fra lærerside er, at de skal løse problemer med elever med problematisk adfærd.

»Modtagerne ønsker ofte, at AKT-medarbejderen fjerner problemerne, tager de udadreagerende elever med et andet sted hen. Og det kan jeg godt forstå, for lærerne er trængt op i en krog og har hele klassen at forholde sig til«.

Han mener, at der skal være en akut tjeneste, fordi man ved, at der hver dag er elever, der hidser sig op. Så bare statistisk set er der behov for en akut tjeneste på skolerne.

»Et andet paradoks er, at AKT-medarbejderne mener, at de skal yde kollegial vejledning, men det er de slet ikke uddannet til. Og det er det allersværeste. At rådgive kolleger«.

Netop den svære rolle over for kollegerne og også i forhold til ledelsen kommenterer flere AKT-medarbejdere både i Alenkærs undersøgelse og i Eva-rapporten.

AKT, der inkluderer

Et af problemerne ved AKT-arbejdet er, at det ikke er defineret og struktureret. Kommunen har nogle overordnede retningslinjer og skolen andre. Men ofte har man ikke diskuteret forventninger til arbejdet eller defineret det. Derfor bliver det i høj grad afhængigt af den enkelte medarbejders motivation og kompetence samt af vilkårene på skolen.

Rasmus Alenkær efterlyser, at kommunens skoleafdeling får en tydelig politik på både inklusion og AKT. En politik, der er baseret på lovgivning, relevant teori og forskning. Desuden bør der være en tydelig funktionsbeskrivelse for skolens AKT-medarbejdere. Fordi AKT-arbejdet risikerer at ekskludere eleven, hvis der ikke er styr på strategien.

I bogen »AKT ink.« forsøger Rasmus Alenkær sig med en definition af inklusionsbegrebet i ti punkter. I punkt ét skriver han, at »inklusion kendetegner den vedvarende udviklingsproces, hvori mulighederne for alle børns tilstedeværelse, deltagelse og læring i de almene arenaer øges. Kun når alle disse tre kriterier er opfyldt, er barnet inkluderet i det almene«.

Hans mål er en AKT-indsats, der understøtter skolens bevægelse mod øget inklusion - det, han kalder AKT ink.

»I AKT-indsatsen ser medarbejderne ofte på elevens tilstedeværelse og deltagelse, men sjældent på læring. Men hvad nu hvis inklusionen for dette barn kommer via fagligheden?« spørger han.

AKT ink. betyder, at skolens AKT-indsats har et inkluderende sigte, at indsatsen er en integreret del af skolens almene praksis, og at den er præget af professionalisme.

Giv dem en identitet

»Der er mange måder at skabe god og inkluderende AKT-arbejde på. For eksempel kunne man sige, at nu har vi haft en tiårig prøveperiode, og at AKT-arbejdet ikke er et fag, der forsvinder. Ligesom inklusion i folkeskolen heller ikke forsvinder. Så nu er det på tide at etablere en uddannelse og opstille Fælles Mål for AKT-arbejdet. Måske skulle man give AKT-medarbejderne en titel og en identitet«, foreslår Rasmus Alenkær.

Dernæst bør man se på samarbejdet mellem ledelsen og AKT-medarbejderne, og på hvordan man bruger resurserne bedst muligt. Hvis man analyserer arbejdet, vil man måske finde ud af, at der er flest AKT-problemer om morgenen eller i et bestemt frikvarter. Dér kan man så sætte forebyggende ind.