Det går stærkt i folkeskolen i dagens Danmark, og det er på tide, at vi stopper op og tænker os om. Jeg er inklusionspædagog på en skole på Vestsjælland, og jeg er bekymret for vores elevers trivsel, læring og fremtid. Igennem mit arbejde oplever jeg, at flere og flere børn og unge mistrives; de får angst, depression og stress. Vi ser en stigning i, at flere og flere elever i en kortere eller længere periode slet ikke kommer i skole. Der er desværre ikke en enkel årsag til dette, da det er en kombination af flere ting. 

Politikerne har en stor del af ansvaret for den stigende mistrivsel hos eleverne, da de desværre ikke har lyttet til hverken lærere, pædagoger, forældre el. elever, når der er blevet demonstreret og råbt op. Det eneste, der tæller, er gode PISA-resultater, hvor der fokuseres på dansk, matematik og naturvidenskab. Det er de gode præstationer og de gode karakterer, der er i fokus og ikke elevernes trivsel. Vi er gået væk fra at have fokus på det hele menneske, hvor vores mål med de unge mennesker var, at de blev nogle omsorgsfulde, kærlige, kreative, nytænkende og selvstændige unge borgere, som vi trygt kunne sende ud på arbejdsmarket, og som vi vidste ville bære det danske velfærdssamfund videre. De stigende adgangskrav på de videregående uddannelser er også med til, at vi presser vores unge mennesker yderligere, og de skal i en tidlig alder tage beslutning om, hvilken uddannelse de gerne vil have. Der er ikke meget plads til at mærke efter, prøve af, eksperimentere eller fejle. Vi taler ellers meget om, at vi lærer af vores fejl, og at det er en vigtig del af læringen, men hvis vi fejler i valget af uddannelse, så bliver de unge straffet ved, at de til sidst ikke har mere SU tilbage. 

Skolereformen har sin del af skylden. Vores elever er begyndt at reagere på de lange skoledage. De har alt for lidt tid og overskud til deres fritidsaktiviteter og til at se deres kammerater. Nu vel så er det lige besluttet, at 0.-3. klasse skal have 2 1/4 time mindre om ugen, men efter min mening skulle deres dag være endnu kortere, så de havde mere tid til fri leg og til at udvikle deres sociale kompetencer sammen med deres kammerater. Der er desværre ikke tænkt på at nedsætte timeantallet for mellemtrinnet og overbygning. Deres UUV timer omlægges til almindelig undervisning, men eleverne er ofte meget trætte, når de skal have de sidste timer, og man kan sætte spørgsmåltegn ved, om de overhovedet får det udbytte af timerne, som politikerne håber på. Jeg undrer mig over, at man tænker kvantitet frem for kvalitet. Igennem skolereformen havde man håbet på at kunne løfte de fagligt svage elever, men de bliver blot endnu mere skoletrætte end de var i forvejen, og denne skoletræthed eller skolemæthed rammer også andre elever, som ellers har fungeret fint i den danske folkeskole. Vi har heldigvis stadigvæk en gruppe børn, der trives med at gå i skole, men jeg tror, at de fleste vil give udtryk for, at skoledagen er for lang, og at der er for lidt tid til at være barn og ung i.  

Skolen har selvfølgelig også en del af ansvaret, men det er lidt mere kompliceret, da skolerne skal følge den lovgivning, som politikerne vedtager, og de er også presset af at skulle vises gode resultater. Vi kan dog på skolerne holde det hele menneske for øje og stadigvæk arbejde med omsorg, medmenneskelighed, kreativitet, normer, etik og moral, og hvis vi oplever, at hverdagen ikke fungerer optimalt for vores elever, må vi gøre opmærksom på det. I tilfælde af at vi har med elever at gøre, der har en diagnose, skal vi holde fast i, at vi har fokus på det hele barnet og ikke kun diagnosen, da udfordringerne og kompetancerne kan være meget forskellige fra elev til elev på trods af samme diagnose. Samarbejdet og kommunitationen med forældrene er rigtigt vigtigt, men det er også på sin plads, at det i sidste ende er skolen, der sætter rammerne for eleven for at få hverdagen til at fungere, hvis de vurderer, at nogle bestemt vilkår er bedst for eleven. 

Vi forældre har et ansvar. Der er ingen tvivl om, at vi ønsker det bedste for vores børn, vi bekymrer os om dem og elsker dem højt. Når ens barn mistrives, bliver man som forældre naturligvis bekymret, og man vil gøre alt for, at ens barn kommer i trivsel igen. Det kan være svært for en mor og far at sende ens barn afsted, hvis man ved, at barnet får det både fysisk/psykisk dårligt, når det er i skolen, men min oplevelse og erfaring er, at vi skal støtte eleverne, tale med dem om, hvad der er svært, og finde ud af hvordan vi kan hjælpe dem og få en hverdag til at fungere. Vi skal ikke skærme dem for problemerne, udfordringerne eller kriserne, da vi må konstatere, at det er en del af livet, og vores børn skal lære og erfare, at de godt kan komme igennem det med støtte og hjælp fra de voksne. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til og være opmærksom på deres trivsel, men vi skal også turde hjælpe dem med at få “hår på brystet”. Nogle gange skal de måske have et kærligt spark bagi samt støtte og vejledning for at få modet til at gå i krig med deres udfordringer og kriser. 

Man er begyndt at tale om skoleværing som en diagnose, men det mener jeg ikke, at det er. Når elever ikke kommer i skole, er det et resultat af, at de ikke har det godt. Det kan der være mange grunde til, og det skal der naturligvis tages fat i, så de kan få den hjælp, som de har brug for. Man kan måske godt mene, at der er gået mode i skoleværing, og at det kan “smitte”, men jeg ser det som forældres måde at finde en hurtig forklaring på, hvorfor deres barn har det svært.  

Eleverne har i fællesskab med deres forældre en opgave med at turde arbejde med deres udfordringer. Der er ingen tvivl om, at det kan være rigtig hårdt og en hård nød at knække for børnene, når de har det svært, og derfor har de også brug for hjælp, støtte og vejledning fra både deres forældre og de voksne på skolen. En elev, der har nogle udfordringer, vil ofte helst blive hjemme, da der er trygt og godt. Det er dog ikke altid løsningen, da udfordringerne ikke forsvinder af sig selv, og det kan blive sværere og sværere at komme tilbage til skolen jo længere tid, man har været væk. Der findes intet quick fix - kun hårdt arbejde ud af udfordringerne, da krav, problemer og kriser er en del af livet, og det er ikke noget, som eleverne kan komme udenom, og det er en vigtig lærdom og en stor sejr, hvis de tør arbejde med det og kommer igennem det. Intet er sort og hvidt, og der er naturligvis også elever, der har det så svært med at komme i skole, at de har brug for professionel hjælp, og det skal de naturligvis tilbydes. 

Jeg mener, at forældre, pædagoger og lærere i høj grad har brug for at tale sammen. Vi skal forventningsafstemme, så vi i fællesskab kan hjælpe vores børn, vores elever med at bibeholde livskraften, lyst, modet og engagementet til at lære og til at gå i skole. Vi kan og skal ikke indrette folkeskolen efter det enkelte barn, da det er en umulighed, men vi skal have en folkeskole, hvor både forældre, elever og de ansatte på skolen i samspil bidrager til det gode læringsmiljø og den sunde trivsel. Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til den “gamle” folkeskole, men vi skulle måske bygge videre på det, der fungerede i stedet for at prøve at revolutionere folkeskolen fuldstændig. Jeg håber, at vores politikere vil åbne deres øjne og sind og erkende, at der er noget “råddenskab” i det danske skolevæsen, som vi i fællesskab skal have rettet op på.