Corona er ved at få godt fat i vores samfund igen på trods af alle de forholdsregler, som vi dagligt tager. Det gælder også i min kommune, og jeg undrer mig over, at vores folkeskole bare kører videre, som om intet er hændt, og alt er helt normalt. Vi skal gøre, som vi plejer på trods af, at hverdagen overhovedet ikke den samme. Der skal sprittes af, vi skal holde afstand til eleverne, vi skal sørge for, at eleverne holder afstand til hinanden, klasserne skal være adskilt både i timerne og frikvarterne, der skal holdes ekstra øje med eleverne, når de bevæger sig uden for klasselokalet, så vi er sikre på, at de ikke blander sig med hinanden, der skal holdes øje med symptomer både hos os selv og eleverne, der skal handles på symptomer, hvor vi normalt bare ville se tiden an eller give eleven en kop te. Der er usikkerhed i forhold til, hvad morgendagen bringer, da vi ikke kan forudsige, hvordan coronavirussen udvikler sig. I foråret var der mange justeringer, ændringer og en enorm usikkerhed, da vi ikke rigtig vidste, hvad vi havde med at gøre. Det krævede en enorm omstillingsparathed. Vi er blevet lidt klogere, men usikkerheden sidder stadigvæk i os, da denne virus er uforudsigelig.

Vores borgmester har været ude og sige, at nu skal vi finde vores gode vaner frem, som vi havde i foråret, så vi kan standse det stigende antal smittede i kommunen. Jeg er selvfølgelig enig med ham i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at passe på os selv og hinanden, og derfor undrer det mig også, at man fra kommunens side ikke starter med at sætte ind med ekstra rengøring på skolerne. Da grundskolen startede efter coronanedlukningen, blev der gjort rent to gange om ugen, men da overbygningen vendte tilbage til skolerne igen, satte man rengøringen ned til en gang om ugen. Kommunen overholder godt nok retningslinjerne fra regeringen, men man kan være i tvivl, om det er godt nok, når smittetallet i kommunen nu er stigende.

Jeg kan kun tale ud fra min virkelighed, hvad jeg ser, hører og læser mig til, og jeg er super bekymret for elever og ansatte i den danske folkeskole. Hvorfor kører vi ikke med nødundervisning, så vi kan tage hensyn til, at vi alle står i en ekstraordinær situation?

Da skolerne startede op igen efter coronanedlukningen, og vi havde med nødundervisning, oplevede vi, at elever, pædagoger og lærere havde mere overskud, dagene var kortere, lærerne kunne nå at forberede sig, skoledagen, de faglige mål og lektiemængden var overskuelig for eleverne, og vi oplevede alle, at vi havde en bedre skole, bedre trivsel, og at der var mere og bedre læring. Hvorfor tager man ikke disse erfaringer med sig, og hvorfor gør man ikke en indsats for at hjælpe elever, der er i stigende mistrivsel?

Jeg kan godt frygte det efterspil, der kommer, når coronapandemien har lagt sig. Det gælder både fysisk og psykisk. Måske vi allerede nu skal geare ned i forhold til de faglige krav, fokus på fraværsstatistikker, test og prøver og i stedet for gøre en indsats for at øge trivsel og velvære i den danske folkeskolen.