I skoleåret 09/10 lå tallet på 43 procent. Nu gennemfører 80 procent af de ordblinde elever de obligatoriske prøver i 9. klasse.
Foto: Michael Parly Pedersen
Næsten dobbelt så mange ordblinde gennemfører de obligatoriske prøver i 9. klasse
I dag får flere elever med ordblindhed et afgangsbevis med i hånden, når de forlader folkeskolen end tidligere. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet. I de to seneste skoleår har 80 procent af eleverne med ordblindhed i 9. klasse gennemført de obligatoriske prøver.
Fire ud af fem eleverne
med ordblindhed i 9. klasse gennemførte de obligatoriske prøver i de to seneste
skoleår. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Til sammenligning lå tallet for skoleåret 09/10 på
43 procent.
Der er altså tale om en stigning på 37 procentpoint.
Gennemførselsprocenten
nærmede sig allerede de 80 i det sidste skoleår før coronapandemien. I 18/19
gennemførte 78,7 procent af de ordblinde elever
prøverne.
Særligt i dansk
læsning og retskrivning har gruppen af elever med ordblindhed hentet ind på de
øvrige grupper af elever. Her var der kun henholdsvis
to og 2,2 procentpoint forskel i andelen, som bestod læsning og retstavning i
skoleåret 23/24.
Tallene gør
ministeren glad
Undervisningsminister
Mattias Tesfaye (S) blev glad, da han så tallene.
”Ordblinde børn
er ikke mindre dygtige end deres klassekammerater. Hvis de får hjælpemidler og
den rette støtte, kan de klare sig ligeså godt som alle andre. Selvom hjælpen
til ordblinde elever ikke er perfekt, så er det virkelig et område hvor
folkeskolen er blevet markant bedre" siger han til ministeriets hjemmeside.
Den positive
udvikling kan blandt andet skyldes, at der de seneste år har været fokus på
tidlig opsporing og identificering af elever med ordblindhed. Dermed har skoler
kunnet sætte ind med den rette støtte tidligere.
Der skal dog
tages forbehold for, at andelen af elever, som testes ordblinde i samme periode
er steget markant. Det betyder, at elevsammensætningen i gruppen af elever med
ordblindhed sandsynligvis har ændret sig over årene og inkluderer muligvis i
dag en, i udgangspunktet, fagligt stærkere gruppe.
Hver femte elev
var testet for ordblindhed
I det forgangne
skoleår var 21 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasse blevet testet for
ordblindhed i løbet af deres skoletid via den nationale ordblindetest. Det er
en stigning på to procentpoint i forhold til skoleåret før.
14 procent af
eleverne er testet ordblinde, mens fire procent er testet usikker i fonologisk
kodning og tre procent. ikke-ordblinde. Personer i kategorien usikker i
fonologisk kodning har langsom og upræcis omsætning af bogstaver og
bogstavsfølger til sproglyde, men ikke i samme grad som ordblinde.