Afgangsprøver

Danske Skoleelevers formand viser deres ønsker til fremtidens afgangsprøver

Danske Skoleelever: Vi vil hellere af med en danskprøve end prøven i idræt

Interesseorganisationen for landets skoleelever ser gerne, at man beholder de praktisk-musiske prøver og afskaffer nogle af de ”mange teoritungeprøver” og holder fast i dem ”der belønner andet end udenadslære”.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske Skoleelever hilser det velkommen, at det er politisk besluttet at skære antallet af obligatoriske afgangsprøver fra otte til seks.

Men i stedet for at afskaffe idræt som prøvefag, burde politikerne hellere have kigget i andre retninger, mener elevforeningen.

Sådan lyder det i et nyt notat, som Danske Skoleelever har offentliggjort i dag. De ser hellere, at man skiller sig af med nogle af ”de mange teoritunge prøver – som eksempelvis de fire prøver, vi har i dansk” end at afskaffe praktisk-musiske prøver som madkundskab – eller netop idræt.

Danske Skoleelever mener også, at ordningen fra corona-tiden, hvor man kunne få ophøjet sin standpunktskarakter til prøvekarakter, bør genindføres, og så skal der lægges mere vægt på kreativitet og innovation i prøverne.

Foreningen vil også gerne have, at der skal være eksterne censorer, selv når et fag ikke afsluttes med en prøve. 

"Det er vigtigt, at vi som elever har mulighed for at blive bedømt af en anden end vores egen lærer, som giver os standpunktskarakterer, selvom et fag afsluttes på anden vis end en prøve", skriver Danske Skoleelever i et notat.

Tiltagene skal ifølge Danske Skoleelever sikre, at folkeskolen kan afsluttes uden at gå rundt med ondt i maven og se afgangsprøverne som noget, ”der skal overstås”.

I en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af notatet siger formand for Danske Skoleelever Caroline Helene Hermansen:

”Vi bringer prøverne tættere på virkeligheden, når vi fokuserer mere på en praksisfaglig og projektorienteret tilgang. En prøve, som vi elever kan spejle i verden omkring os, og som tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger, er en prøve, vi kan lide. Noget der motiverer. Og som vi lærer enormt meget af”.