Madkundskabslærer Christian Svane ser til, mens en elev gør sliders klar til åbent hus for forældre, søskende, klassekammerater og de elever, der måske skal have madkundskab som valgfag næste skoleår. Arrangementet er en slags alternativ til de aflyste eksaminer.Lars Horn / Baghuset
Alternativ afslutning i Aars
De praktisk-musiske valgfag har haft en svær start med corona-nedlukninger, hjemmeundervisning og aflyste prøver. En skole i Vesthimmerland sagde i år farvel til fire hold valgfagselever ved at lade dem præsentere det, de har lært og lavet, for forældre og de kommende 7.-klasser.
Aktiviteten er hektisk i madkundskabslokalet på Østermarkskolen i Aars, 10 minutter før det vælter ind med forældre, søskende og yngre skolekammerater, som skal prøvesmage elevernes produkter. Det er valgfagsholdet i madkundskab, der svinger gryderne og grunden til at de gør det, er at eksamen igen i år er blevet aflyst. Men lærerne i de fire fag - Østermarkskolen tilbyder alle fire praktisk-musiske valgfag – har lavet en plan, for at få afsluttet forløbene: Et åbent hus med smagsprøver, koncert og udstilling.
Annonce:
Selv om det ikke er eksamen, er der lidt nerver på.
”Kommer de præcis klokken 3?” spørger en pige, der i tvivl om hun når at have alt klar. Hendes lærer, Christian Svane, fortæller hende, at nok går, selv om hun skulle blive en smule forsinket.
”Ej, de er helt sorte! Hvorfor er der ingen, der har holdt øje med dem?” lyder det fra den anden ende af lokalet, da en ovnfuld minipizzaer viser sig at være blevet lidt gennembagte. På trods af usikkerheden blandt eleverne, ender flere og flere retter på udstillingsbordene, nogle af dem endda pyntet med basilikum, der i sidste øjeblik er blevet hentet i skolens køkkenhave. Så da gæsterne begynder at komme dryssende, er der masser af ting, de kan sætte tænderne i.
Anonyme udstillinger
Annonce:
I sammenligning med madkundskabslokalet, er der meget roligt i værkstedet, hvor både billedkunst og håndværk og design holder til. Her holder to fag en fælles udstilling af nogle af de værker og produkter, eleverne har lavet i løbet af de to år, de har haft fagene. Malerier og små skulpturer af bølgepap står side om side med farverige keramikkakler og vaser dekoreret med silkepapir.
”Det er en udmærket erstatning siger håndværk-og-design-lærer Hanne Jørgensen om åbent hus-arrangementet. Hun mener, det giver de kommende 7.-klasseselever et godt indblik i fagenes indhold og at det er rart for eleverne, at der bliver markeret en afslutning.
”Desuden betyder de for os lærere, at vi kan få et samlet overblik over elevens produkter. Det er en stor hjælp, når vi lige om lidt skal give dem deres karakterer”.
Produkterne står frit fremme, men eleverne bag er anonyme. Det er et valg, lærerne har truffet for at imødekomme elever, som måske ikke var så glade for at vise deres produkter frem for så mange skolekammerater.
Annonce:
”Det er jo ikke meningen at hele skolen skal bedømme eleverne” siger Hanne Jørgensen.
Omstillingsparate musikelever
I den anden ende skolen, er man ved at gøre klar til at høre musikholdet optræde. En del indtager rummet med minipizzaer fra madkundskabsholdet i hænderne.
”Jeg håber I har taget ørepropper med, bare for jeres egen sikkerheds skyld” siger en af eleverne fra musikholdet. Han gentager det temmelig mange gange. Der er vist også nerver på i musiklokalet.
”I skal nu møde de mest omstillingsparate elever, jeg nogensinde har haft” siger hun. ”Vi har sadlet om tre gange på tre uger for at lave det her – og det har de klaret. Vi er så stolte af dem”.
Og så kaster eleverne sig ellers ud forestillingen, som er holdets både første og sidste. På grund af blandt andet corona har man nemlig ikke kunnet optræde i løbet af de to år, valgfaget har varet. Vi kommer forbi både klassikeren ’Tarzan mama mia’ og Billie Eilish’s ’Bad Guy’ og der bliver sunget igennem og hamret på xylofoner, keyboard og boomwhackers, inden eleverne slutter af med et buk.
”Det er så fedt, at vi kan slutte af med at give holdet lov til at vise, hvad det har lært” siger Lonnie Jørgensen. ”Og det giver os også en god mulighed for at vise de kommende 7.-klasser, hvad vi laver i faget. Nu har du chancen for at se, at man ikke behøver at være et musikalsk geni for at være med på valgholdet”.
Annonce:
Madkundskabslærer Christian Svane er enig:
”Vi skal selvfølgelig evaluere dagen her, man jeg mener bestemt, der er en masse potentiale i det med at lade de afgående elever introducere fagene for dem, der skal til at vælge dem. Det kunne jeg godt forestille mig, at vi skal fortsætte med, også selv om der fremover bliver en rigtig eksamen i fagene”.